it-generelt: En 17-årig hacker, der i februar trængte ind i Netstationens systemer og skabte ravage, er blevet anholdt af politiet.
Af Peter Engels Ryming
Mandag 26. februar 2001.
”SOL’s ungdomstjeneste, Netstationen, blev i midten af februar udsat for et hackerangreb, hvor det lykkedes hackeren at få adgang til vitale områder på tjenesten. Det lykkedes blandt andet hackeren at skaffe sig ”superbruger-adgang”, hvorefter han plyndrede brugernes private chatrum, de såkaldte lejligheder.
Fredag blev hackeren, en 17-årig dreng fra Esbjerg, anholdt af politiet efter at have tilstået den ulovlige indtrængen ved et møde med Netstationen. Ifølge Netstationens redaktør, Charlotte Smerup, overvejer tjenesten en erstatningssag mod den 17-årige.
- Angrebet gav anledning til stort kaos, og en alvorlig konsekvens af dette kan være, at vi har mistet brugere som ikke længere tør bruge Netstationens chatsted Højhuset. Derfor overvejer vi en erstatningssag mod hackeren, siger Charlotte Smerup til ComON.
Sagen med hackeren får Netstationen til at sætte fokus på at informere brugerne om at hackning er kriminelt og strafbart.”