”Spillet er ude nu. Inden længe er I alle fanget,” sagde Liv. Lederens svar druknede i høje vræl ude fra gangen. ”Hvad er det, I gør?” spurgte han rasende. ”Blot vores arbejde,” smilede Helle. ”Vi fordriver jer tilbage, hvor I kommer fra. Du kan enten vælge at følge frivilligt med, ellers må vi hjælpe dig på vej.” ”Jeg rører mig ikke ud af flækken,” hvæsede han og trak sit sværd. Helles sværd lyste svagt op i den gamle viceværts hånd. ”Så må du jo have det på den hårde måde,” sagde Helle og rakte sværdet til sin datter. Hun tog undrende imod det, og Helle fortsatte: ”Min tid er omme. Dette er ikke min opgave.” Sværdet lå, som var det smedet til Livs hånd. Et kort øjeblik lyste det op, og hackeren trådte knurrende et skridt tilbage. ”Jeg ser dig nu, Liv. Dit skjold, som Helle gav dig i sin tid, kan ikke hjælpe dig nu.” ”Det har jeg heller ikke brug for,” sagde Liv og hævede klingen. Hun huggede til, men lederens parade faldt lynhurtigt. Liv sørgede for at flytte sig fra til side, som Rambo havde lært hende. ”Er det dét eneste, du kan præstere?” hånede lederen og hævede sværdet med fuld styrke. Langsomt, men sikkert fik hackeren trængt Liv op i en krog.
”Vi må gøre noget!” sagde Edwin, men Helle holdt ham tilbage. ”Det er Livs kamp. Vent nu og se.” ”På at han slår hende ihjel?” rasede han, da han så Livs kvaler. Den gamle vicevært svarede ham ikke. Pludselig dukkede nisserne op sammen med Tintin og Terry løb logrende efter dem. ”Hvad sker der?” spurgte RullendeRicardo. Han blev helt hvid i hovedet, da han så kampen.
”Hvad har du egentlig tænkt dig?” sagde lederen muntert og huggede efter hendes ben. Hun nåede tidsnok at parere, men han var straks over hende igen. ”Hvad der var meningen fra starten. Du hører ikke til her,” hvislede Liv og dukkede sig for lederens sværd. ”Har du ikke fattet, at Højhuset er mit?” hvæsede hackeren og greb ud efter Livs strube. Han skubbede hende op af den kolde mur, og hun hev efter vejret. ”Om det bliver med eller uden dig, er ligegyldigt. Først skal du lide en lang og pinefuld død. Derefter slår jeg din mor og dine små venner ihjel.” Lederens klolignende fingre strammede til, og det var ved at sorte for Liv. Hun kneb øjnene sammen og fik øje på den lille gruppe. Hendes blik gled over hvert eneste fortvivlede ansigt. Hun mærkede at raseriet og desperationen steg i hende. ”Det skal du ikke slippe godt fra,” hvislede Liv og strammede grebet om sit sværd. Med fornyet styrke jog hun det lysende sværd ind i bugen på hackeren. En hæs, gurglende lyd steg op fra hans strube, og blikket lynede. Med sine sidste kræfter trak han sværdet ud og sank om på gulvet. Liv satte sig udmattet ned, og Terry slikkede hende lykkeligt i ansigtet. ”Lad os få de syndere sat på porten en gang for alle!” sagde Edwin, og de andre kunne ikke være mere enige.
Da alle var samlet, diskuterede de hvordan, at de kunne holde hackerne væk fra HøjHuset. Midt i det hele havde RullendeRicardo med et særlig glimt i øjet foreslået at gøre dem alle til undersåtter. Men det blev ganske enkelt overhørt.
”Jeg har et forslag,” lød en stemme bag dem. Til deres store overraskelse var Julemanden dukket op, og Edwin, RullendeRicardo og Trilletøndetop bukkede respektfuld for ham. Brugerne brød ud i jubel over at se ham igen, hvilket gjorde hackerne mere ondsindede. ”Følg med,” sagde Julemanden og med hackerne forrest gik de ned af nogle stejle trapper. Efter nogle lange minutter kom de til en snæver gang, hvor der stod en gitterport åben. Panik og modvillighed bredte sig blandt hackerne, men deres leder forholdt sig tavs. De gik gennem porten, og Liv lukkede forsvarligt efter dem. Hun trådte til side, så Julemanden kunne komme til. ”For ikke at der skal blive ballade med jer igen,” sagde Julemanden og stak sin hånd i en stor lomme. ”Så vil jeg personligt sørge for, at I aldrig slipper ud igen.” Han fremdrog en lille gren af gran, som han stak ind nøglehullet. Pludselig voksede den til et kæmpe rodnet, som bredte sig ud over gitterlågen. Inde bag det grønne tæppe af gran hvæsede hackerne af raseri. Men hvor meget de end lagde kræfterne i, så kunne de ikke komme ud. Julemanden vendte sig leende om mod brugerne og sagde med en klingende latter: ”Nu kan det endelig blive jul!” Forsamlingen brød ud i jubel og begyndte at bevæge sig op af trappen. Bag dem hylede hackernes leder af vrede og ærgrelse: ”Det skal du få betalt, Liv!”
”Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed,” sagde Julemanden og betragtede den lille forsamling. ”Som det er traditionen tro, er jeg villig til at opfylde jer et ønske hver.” Inden nogen nåede at svare, lød Malins skingre stemme: ”Kaspar! Hvordan er her ser ud? Det flyder jo med ting, og hvorfor er alle brugerne klædt ud som Tourne Sol?”
Malin ønskede som den første, at Jesper blev rask. Til gengæld ønskede han, at de blev gift på stedet. Sammen med Liv overtog de styrelsen af HøjHuset. Tintin ønskede, at tegneserier blev populære igen. Dagen efter ringede tegnerne for at trygle ham om at komme tilbage til tegnebrættet. Trilletøndetop ønskede sig orlov for at komme ud og prøve elastikspring fra Mount Everest. RullendeRicardo ønskede, at Liv ville gå ud med ham. Som svar på tiltale ønskede Edwin sig det samme, så Liv var nødt til at gå ud med dem begge. Hun ønskede sig til gengæld, at faderen ville lave nogle nye Rambo-film. Malene ønskede at blive genansat, hvilket Helle også var betænkelig ved. Efter en del overtalelse lykkedes det endelig, og det gik i opfyldelse. Sammen gik de ned for at fejre julegildet, som Kaspar med brugernes intense hjælp havde forberedt. Ved højbordet slog Julemanden ud med armene og sagde: ”Ho, ho, ho... Rigtig glædelig jul alle sammen!”
NsExtra ønsker alle læsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår!
Godt gået Sarah 
