Denne sorg og skuffelse lod især herremanden gå ud over tjenestefolkene, der i forvejen havde nok at bestille. Derfor søgte de væk fra gården, og inden længe var der kun en lille trofast stab af kokke, karle og tjenestepiger tilbage. Deriblandt en ung kvinde ved navn Ebba. Hun havde i flere år været giftemoden, men ingen mænd ville have hende. Ebba var nemlig kluntet, en anelse skævrygget og ikke fuldt udviklet. Man hånede hende og satte spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet ville kunne få børn? Derfor havde hendes fader smidt sin datter ud hjemmefra, da han havde en stor familie at forsøge.
Ebba var til gengæld kvik og pligtopfyldende, hvilket herregårdsfruen satte stor pris på. Især når julen stod for døren, og der var så mange praktiske gøremål, der skulle ordnes. Sønnen havde også stor glæde af Ebba. Hun var nemlig den eneste, der forstod den situation, som faderen havde bragt ham i. ”Hvis du ikke finder en kone af din egen stand inden jul, slår jeg hånden af dig!” havde faderen brølet, som enden på den evindelige diskussion om gårdens fremtid.
Til tjenestepigens store sorg, erklærede sønnen efter kort tid en ung og dannet baronesse sin kærlighed. Hun flyttede ind og blev forlovet med sønnen. Tilbage stod Ebba med sin svulmede mave og så den ryg, som sønnen havde vendt hende. Ikke på grund af manglende kærlighed, men for at sikre at gården blev i slægtens eje, skønt han havde lovet Ebba ægteskab.
En kold decembernat piskede sneen kraftigt mod gårdens stalddøre. I den bagerste kostald sad Ebba og græd fortvivlet over sin situation. ”Hvad græder du dog over, mit barn?” lød der pludselig en stemme. Ovre i døråbningen stod en gammel malkepige med en kandelaber. Det svage blus kastede et dæmpet lysskær på Ebbas forgrædte ansigt. ”Du burde ligge i din seng.” Ebba tørrede sine øjne og fortalte den gamle kone det, som det var. ”Hvis du ønsker at få ham, kan jeg hjælpe dig. Jeg kan ikke fjerne dit spirende liv. Men til gengæld kan jeg gøre noget ved hans forlovede,” sagde malkepigen. ”Gå ind i din seng igen. I morgen er dine problemer løst,” fortsatte hun. Lige så hurtigt den gamle kone var kommet, lige så hurtigt forsvandt hun igen.
Den næste dag fandt man den unge baronesse død i sit sovekammer. Hun var blevet smittet med en ukendt sot. Da baronessens død kom Ebba for øre, gik det op for hende, hvad der var sket. ”Hvad har jeg dog gjort?” skreg hun og tårerne løb ned af kinderne på hende. ”Det du bad om,” svarede en stemme. Bag hende stod malkepigen med et ondt smil. ”Hvis du ønsker at forandre det igen, skal sønnen erklære sin kærlighed, hvilket sikkert aldrig vil ske. Ellers også skal du drage op i det højeste fjeld for at hente noget vand fra julens kilde. Hvis det ikke sker inden midnat juleaftensdag, vil din elskede dø!” Straks skyndte Ebba at pakke sine få ejendele sammen og styrtede ud i hestestalden. Heldigvis havde sønnen lært hende at ride i de utallige stunder, de havde tilbragt sammen.
Ebba red dag og nat, men tiden var ved at rinde ud. Det værkede i hendes lemmer, og trætheden tærede på kræfterne.
Endelig nåede hun fjeldene. Det var en meget stejl tur op for både hende og hesten. På et tidspunkt måtte hun forlade den, da afsatserne blev for smalle. Ebba fortsatte til fods og forberedte sig på, hvad der end måtte komme. Sommetider hørte den unge kvinde skridt, og så stenene smuldre over hende. Men Ebba var så langt oppe i fjeldene, at der umuligt kunne være andre mennesker.
Pludselig så Ebba et højt og mørkt fjeld. Sneen piskede i den ensomme kvindes ansigt, og hun skyndte sig hen til fjeldet. Til hendes overraskelse var der en klippeåbning, som hun smuttede ind af. Inde i fjeldet var der buldrende mørkt, og Ebba havde ingen fakkel med sig. I stedet fulgte hun lyden af en rislende kilde, som løb inde i selve fjeldet.
Efter flere timers gang nåede hun til sin lettelse hulrummet, hvor kilden løb. Da hun skulle til at finde en flaske frem, lød der en brummende røst: ”Hvem vover at trænge ind i bjerget for at stjæle af den hellige kilde?” ”Det gør Ebba Kolsdottor,” svarede tjenestepigen skælvende. ”Du har intet at gøre her! Mange ønsker at misbruge dens muligheder til at udføre selviske eller onde gerninger. Kun en person med reel ønske, kan få lov til at tappe af kilden for at gøre brug af julens kræfter.” ”En kvinde er død på grund af mig. Hendes kommende mand vil lide samme skæbne, hvis jeg ikke gør det.” Stemmen overvejede ordene. ”Ebba Kolsdottor, du kan tappe af kilden. Men hvad der er sket, er ikke din skyld. Onde kræfter lokkede dig i fordærv. Dryp lidt af vandet på den afdøde kvinde, og hun vil vågne igen. Drik selv af vandet, hvis du får brug for det.”
Ebba skyndte sig at fylde flasken og forlod fjeldet. Til hendes forfærdelse ventede den gamle malkepige udenfor. ”Giv mig den!” sagde hun og rakte hånden frem. ”Den tilhører mig.” Ebba huskede stemmens ord og svarede: ”Aldrig i livet. ” ”Så slår jeg dig ihjel!” skreg den gamle kvinde og trak en kniv. Inden hun nåede at gøre alvor at sine trusler, fjernede Ebba proppen fra flasken og drak af vandet.
Alle Ebbas skavanker forsvandt, og formerne sad nu på sin plads. Hun så trodsigt på den gamle kone, som kom nærmere. Med en hurtig bevægelse stak den gamle kvinde en kniv i brystet på Ebba. Hun faldt bagover, og var på nippet til at falde ud over klippeafsatsen. ”Nu er det slut,” grinede den gamle kone, imens hun knælede ved Ebba. Da den gamle malkepiges fingre famlede sig frem til flasken, som befandt sig i Ebbas inderlomme, greb den unge kvinde fast i hendes hånd. Med sine sidste kræfter skubbede hun den gamle kvinde ud over skrænten. Hun faldt lige lukt i døden.
Med en hurtig bevægelse, trak Ebba kniven ud af sin brystkasse. Hun satte sig op, rev sin underkjoles stof i stykker, og lavede en forbinding over såret. Herefter begyndte den langsomme nedstigning.
Ebba nåede frem til herregården før klokken slog midnat. Hun nåede tidsnok at dryppe lidt vand på den døde baronesse, som blev vakt til live igen. I mellem tiden mens Ebba var væk, havde sønnens forældre lidt en naturlig død. Herved stod betingelsen for at sønnen kunne blive på gården, ikke længere ved magt. På en venlig, men bestemt måde brød sønnen forlovelsen, og giftede sig med Ebba. De fik mange børn, som med stolthed fortalte om, hvad deres moder havde bedrevet. Julen blev også en ganske særlig højtid for familien. De levede lykkeligt til deres dages ende.
Du gør det igen, igen... Historien har det hele: Kærlighed, mystik og spænding - og så er den hurtigt læst, så jeg kan kun opfordre alle til at gøre det 