Der var nogle forsinkelser med flyet, men det tænkte vi ikke nærmere over. Da vi endelig kunne gå om bord på flyet, fik vi en god plads bagerst i flyet, tæt på nødudgangen.
Midt i alt kaoset holdt det op og der blev fuldstændig stille. Venstre motor var stoppet og stod i flammer. Jeg kiggede ud af vinduet og så en regnskov lige under os. Mit hjerte hamrer og jeg kan mærke at jeg er ved at gå i panik. Pludselig sprængte hele venstre side af flyet op. Stiv af rædsel, kan jeg ikke gøre andet end at vente på at vi rammer jorden. Jeg når lige at kigge på min far og give ham et sidste smil inden jeg lukker øjnene og og venter.
100 km..
50 km..
10 km..
Jeg åbner øjnene, flyet er flækket midt over. Flyrester, lig og bagage ligger spredt over det hele, jeg kigger mig omkring, der er intet lys, kun regnskovens mørke nat. Jeg kæmpede med at flå min sele af, og efter 3. forsøg lykkedes det. Jeg rejste mig op, men bliver i det samme sparket i ryggen. Jeg vender hovedet, og bliver slået bevidstløs med en kølle
Senere vågner jeg igen og jeg ligger stadig på det sted hvor flyet styrtede ned. Mine hænder og fødder er bundet sammen og ved siden af mig ser jeg et bjerg af bagage, og de andre overlevende passagerer, der også er bundet.
Jeg kommer pludselig i tanke om, at min overlevelsestaske ligger i kufferten. I tasken ligger der en kniv, lommelygte, vand og mad til flere dage. Jeg kigger intenst på baggagebunken og opdager, at min kuffert ligger for sig selv på jorden, endda ret tæt på mig. Jeg bevæger mig langsomt hen imod kufferten og da jeg endelig er henne ved den, bruger jeg munden til at lyne den op. Jeg finder tasken med overlevelsesgrejet, og skærer mine hænder fri og derefter benene.
De andre begynder at røre på sig. De også vil have hjælp, men en af de indfødte, som tog os til fange, hører dem og kommer hen imod os. Jeg skynder mig at lukke kufferten og løber hen i en busk tæt på. De ser mig heldigvis ikke.
Jeg kigger mig omkring for at se hvor de andre indfødte står henne. Der er 3. De indfødte ligner indianere. De har helt sort hud, med tegn over hele kroppen. Så kom jeg i tanke om at jeg også havde riflen i min kuffert. Hvis jeg skulle overleve, måtte jeg have den, så jeg sniger mig tilbage mod min kuffert.Langsomt og lydløst bevæger jeg mig fra busk til busk, og kom endelig på kufferten. Jeg kan se den indfødte som står og holder vagt. Jeg sniger mig helt tæt op af ham, tager langsomt kniven frem og lader den glide gennem halsen på ham. Jeg har været meget på jagt med min far så jeg kender de dødelige steder. Jeg snupper lydløst kufferten og løber ind i skoven.
Skoven ser utrolig levende ud. I skovbunden står der klaser af lysende orange svampe, som lyser skovbunden op. Træerne går langt op i luften og skygger for det meste af himlen. Der står buske med helt hvide bær på. Selvom alt virker mørkt og sort, finder jeg en smule glæde over, at være på sådan et smukt sted.
Indimellem kan man se en landsby imellem alle træerne, hvor jeg kan betragte dette mystiske folk i en mystisk verden. Disse mennesker har flotte mønstre over hele kroppen, med et uldlignende skind hængende ved hofterne og store bjørnedragter hen over hovedet og ned af ryggen.
Jeg lægger mærke til, at jeg ubevidst har fulgt en sti og føler, at jeg bliver iagttaget.
Træerne er rundt om mig og over mig, og det føles, som om de hvisker til mig: ”løøøb!”. Så det gør jeg.Jeg løber og løber indtil jeg pludselig hører en knurrende lyd bagved mig. Jeg standser op og vender mig langsomt, med hånden på riflen. Bag mig står den grimmeste og største bulldoglignende skabning, der ser ud som om, den til hver en tid kunne bide min hals over i et stykke. Uden at tøve hiver jeg riflen frem, men i det samme øjeblik ligger jeg på jorden og prøver at beskytte mig fra væsenet. Så med et hører jeg et skud, og det store bæst falder til jorden.
Jeg ånder lettet op da jeg finder ud af, at det er de andre fra flyet. De var flygtet fra det sted flyet styrtede ned, og havde gået den samme vej som mig. Inde i mængden ser jeg min far, og med tårerne løbende ned af kinderne på mig, løber jeg over til ham. At se min far igen gjorde mig så lykkelig, at jeg helt glemte omverdenen.
De overlevende fra flyet besluttede at slå lejr lidt længere inde i skoven. Vi blev enige om først at bevæge os videre næste aften, da det ville være for risikabelt. Der var mange uvante lyde, som gjorde os alle meget nervøse.
Jeg vågnede, mens det stadig var mørkt. De var alle oppe og sagde vi skulle afsted nu. Jeg så en masse flakkende lys inde i skoven. Stille og roligt forsvandt de flakkende lys, og vi skyndte os alle sammen videre. Vi bevægede os ad stien igen, for vi var blevet enige om, at det var for risikabelt at blive et sted.
Pludselig ser vi det. Ingen af os havde lagt mærke til det før.
Det største mayalignende tempel tårner sig op bag træerne. Vi stopper alle sammen op og står bare og betragter det smukke syn. Vi lagde mærke til at der gik vagter rundt om templet, men vi så også en flyplads. På den store flyhangar stod med store guldbogstaver: "Naridor d'el Aeropoerte", og jeg tænkte, at vi åbenbart var landet i et ukendt land ved navn Naridor.
Deres fly lignede vores, så jeg gik hen til piloten og hviskede til ham: "Er du med på at flyve os hjem i et af de fly der?” Piloten var med på det, og alle de folk, havde var overlevet inklusive mig selv, stormede imod templet. Vagterne havde ikke forudset dette og kunne ikke nå at gøre modstand. Jeg havde givet min far riflen, da jeg ikke var en så god skytte, som han var. Vi var nået halvvejs henimod flyvepladsen, da jeg pludselig bliver sparket i ryggen igen. Ham, der havde sparket mig ned, tager en kniv frem og løfter den højt op i luften. Min far råber: ”NEEEEJ!!” og løber imod ham, med en kniv over hovedet. Det næste, der sker, er, at de begge falder omkuld. De havde stukket hinanden samtidig.
Jeg løb hen mod min far, men blev grebet af piloten. Han hvisker mig i øret: ”Det er for dit eget bedste, søn.” Vi når hen til flyet, piloten sætter sig ind i cockpittet og tænder for motoren. Folkene jubler, mens jeg sidder helt krøllet sammen på et af sæderne.
Da vi kommer ind i internationalt luftrum, bliver piloten kontaktet af luftværnet. Han kommer ud af cockpittet og forklarer os, at der vil være en masse journalister, når vi lander.
Den utrolige historie var allerede kommet ud til omverdenen.Da vi lander, bliver vi modtaget af de journalister, som piloten havde forudset ville komme. Midt imellem alle journalisterne, ser jeg min mor, som har klædt sig ud som journalist for at komme hen til mig. Jeg løber hen til hende. Hun ser alvorligt på mig og leder mig ud af folkemængden.
Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at min far stadig var i Naridor. Var han stadig i live? Hvis han var, hvordan har han det så hos de bæster? Der var ikke flere tårer. Jeg vidste, at min far er sej, og at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg finder ham og får ham hjem igen.
Min mor tager min arm og fører mig, uden et ord, hen til bilen.