Da timen endelig var til ende, knaldede hun i afmagt en stabel diktathæfter ned i katederet, og vi forlod kort efter lokalet i dyb tavshed. Når min lærerinde var i det hjørne, var det som at have omgang med en aggressiv løvinde, vis kuld unger ikke måtte røres! Selv klassens dovne drenge nærede en vis respekt for denne dame, så der var måske noget om snakken.
Selv samme eftermiddag fandt jeg i blandt gamle malekrukker, olie - og aluminiumsdåser, en stige i min fars værksted. Jeg havde fået en gribende idé til vort stileemne, og for at få den ført ud i livet, måtte jeg op på familiens gamle loft. Sidste år, da jeg på en lummer sommerdag, var oppe på loftet med min far for at stoppe nogle huller, da det den foregående nat havde regnet ind, fandt jeg under nogle presenninger en lille falmet skotøjsæske. Selve æsken så ikke ud til at indeholde nogen større værdi, men for mig var den uerstattelig.
I den før nævnte æske havde jeg fundet min farmors mor, Helga dagbogsoptegnelser. Desværre ligger hun nu i den kolde jord på Fyn, men mindet om hende levede stadigvæk blandt hendes børn, og deres børn. Hvad den kvinde ikke har kunnet fortælle om de verdenskrige, som hun i sin tidlige ungdom og voksenliv har oplevet, er kort sagt ikke værd at vide.
Allerede da Helga var på min alder, var hun en dyb kritiker af datidens skolesystem. Mulighederne dengang var overhovedet ikke i på højde med den skolegang, som vi kender i dag. De fleste piger gik dengang, som regel ud af syvende, og med dem, uopnåelige drømme om at læse videre, som det modsatte køn frit kunne gøre. Dengang havde man nemlig det ”primitive” livssyn, at kvindens bestemmelse var, at hun skulle finde sig en god ægtemand og derefter føde ham nogle børn. Tanken om, at kvinder kunne formå at læse på en faglig standard som mænd, var for mange morsomt, utænkeligt og fuldstændig udelukket! Derfor fik min oldemor først ført sit ønske om, at blive lærerinde, ud i livet efter sit fjerde og sidste barn. På sin 50 års fødselsdag modtog hun sit eksamensbevis med ren UG, både i historie og dansk.
Det var ikke mange mænd, som min oldefar, Lauritz, der kunne se hvor meget uddannelsen betød for Helga. End ikke hendes forældre accepterede det, og både Helga og hendes søster fik afslag på at studere efter skolen. Kun min oldemor formåede at realisere sin drøm, men desværre alt for sent, da hun holdt meget af arbejdet som lærerinde. Men i sidste ende blev hun, med sin stræben efter uddannelse, et perfekt eksempel på, at det er vigtigt, at huske sine drømme! Alle hendes døtre fik en lærereksamen, som hende selv, og hendes eneste søn kom videre på universitetet og blev civilingeniør. Senere lærte jeg af min farmor, at det er vigtigt, at benytte de muligheder som livet tilbyder.
Endelig fandt jeg æsken med min oldemors dagbøger, og lettelsen stod malet i mit ansigt. Både over, at den skrøbelige æske, med tiden, hverken var blevet skadet af vind og vejr, eller muligvis smidt ud ved en fejltagelse. Med rystende hænder fjernede jeg forsigtigt æskens låg, og indbundne papirark lå, som forventet, bundet i stabler efter årstal. De ældste dagbogsoptegnelser var dateret fra omkring 1940, hvor Helga fødte sin første datter, Signe. Det blev Signe, som den ældste, der opbevarede disse dagbøger i en årrække, indtil jeg senere overtog dem, som hendes barnebarn. Æsken havde min far i midlertidig opbevaret på loftet, indtil jeg selv fandt den.
Efter at have spredt de forskellige dagbøger ud på det gamle loftsgulv, fandt jeg endelig den som jeg havde søgt. Skønt det var 70 år siden, dagbogen var blevet skrevet med en lille snørklet og sirlig skråskrift, var den til og med nedskrevet i et sprog, som mange unge mennesker, på min alder, ikke ville kunne havde fundet den dybere mening med. Men på trods af mine 16 år, har jeg altid været en meget flittig læser af dansk litteratur. Jeg har ingenlunde ladet mig påvirke af sprogets forældede ord og vendinger, som mange andre har gjort. Tværtimod har jeg altid betragtet det som et meget vigtigt, lærerigt og spændende stof! Det er både med til at udvide vores ordforråd og baggrundsviden, som vi, som danskere, burde have et større indblik i. Det er for de fleste mennesker vigtigt at vide, hvor vi har vores rødder fra. Igennem litteraturen og andre historiske minder, kan vi finde svaret. Det kræver dog en vis tålmodighed, at forstå vores litteratur, men det vil være synd, at genoptrykke materialet, i et sprog, som vi taler og skriver i dag.
Den første dagbog, hvis skrøbelige sider jeg forsigtigt skilte ad, var dateret til omkring sommeren 1932. På det tidspunkt var Helga 16 år og dermed færdig med folkeskolen, som dengang strakte sig til syvende klasse. På første side i dagbogen stod der øverst, ”Sommeren hvor jeg blev kvinde”.
Nedenunder forekom der en række personlige notater og påmindelser, som jeg har valgt at fjerne, af hensyn til nulevende familiemedlemmer. Dagbogens originale tekster har jeg forsøgt, at oversætte til ”nudansk”, for at få det til at passe ind i den tidligere skrevne tekst.
”Kære dagbog Odense, lørdag den 18. juni 1932
I dag var min allersidste skoledag til ende. Min fader var henrykt over mine afsluttende karakterer, både i historie og dansk. Jeg følte mig stolt, da jeg hørte min fader ude i køkkenet, sige til min moder, at min intelligens ikke var fra fremmede! Til min forbavselse svarede min moder ikke, og jeg kom, med smerte i hjertet, til at tænke på hendes barndom. Historierne om min mors triste opvækst på landet, hvor der kun have været 4 klasser at gå i, blev der ikke talt for højt om i familien. Min fader var meget ærekær, og til og med, en højest velanset historiker, hvilket overstrålede deres ægteskabelige samliv. Derfor bøjede min moder som regel hovedet, og gik ud af stuen, når vi havde nogle af min faders højerestående kollegaer på visit.
Nogen gange tillod jeg mig, at blive siddende ved middagsbordet, og læse i mine bøger, imens jeg, med stor interesse, lyttede til de herres samtaler. Ofte skete det, at nogen af min faders kollegaer løftede et øjenbryn og med overraskelse bemærkede min tilstedeværelse.Nogen af dem tillod sig endda, med nysgerrighed selvfølgelig, at spørge hvad jeg læste. Det var tydeligt, at de forventede, at jeg sad og spildte tiden, med at læse tomme ord udgydelser om romancer, som mange piger i min alder ville have gjort. Anerkendelsen var stor, når jeg løftede bogryggen, og viste dem et uddrag af Blichers noveller. Jeg elskede især hans beskrivelse af den jyske hede, samt historier, fortalt af natmænd, kræmmere, og bønder, som var hedens folk.
Jeg husker en af de ældre herrer sige til min fader, at der allerede nu, var en strålende fremtid foran mig, hvis jeg fortsatte min intensive læsning. ”Ak, selvom pigen har mit hoved, skal hun hverken læse eller studere. Det er ikke det hendes køn har format til. Elsker pigen af vort hjerte, gør vi, Nielsen. Men, at få sat høje mål ind i hendes hoved, som i sidste ende ikke vil blive til noget, vil være at gøre hende stor uret”. Jeg sad stille, og forsøgte uhæmmet at læse videre, men mine tårer var ikke til at skjule. Hvis der var nogen uretfærdighed her til verden, så var det som min faders forældede holdninger. Hvorfor skulle jeg, som min moder, gå hjemme til mit hår blev gråsprængt, og tie i et selskab af mænd? Hvorfor dog lade mine evner gå til spilde, når det er litteratur og historie jeg brænder for? Hvorfor kunne én mand ikke give et ordentlig argument for, at piger ikke kunne studere?
Da mine forældre sidst på sommerferien kaldt mig ind i stuen, meddelte de, at jeg fra første august, skulle på husholdningsskole, ikke langt væk fra Odense. Jeg råbte, og viste dem tilmed mine mindre pæne sider af min karakter, men lige meget hjalp det. Det blev som de ønskede, og som deres datter måtte jeg respektere dette. Jeg var et sted klar over, at de ville mig det bedste. Men det var ikke det rette for mit, som de havde sat i værk. Åh, hvordan kan mænd dog, i alt almindelighed, have fået et sådan forskruet livssyn? Jeg forstår intet. Min fader mener, at jeg burde se og få det bedste ud af det, når det nu engang, er blevet bestemt sådan. Om jeg kan det, må tiden vise sig.
Din Helga”
På den sidste side i min oldemors dagbog, fandt jeg et ”epilog”, om hendes videre skæbne.
”Som årene gik, og jeg blev færdig på husholdningsskolen, mødte jeg kort tid efter min 20 års fødselsdag, Lauritz, til en sommerfest i Nyborg.. Planerne om at studere, blev udskiftet med smukke lyde af kirkeklokker. Da der efter ganske få år var mangel på arbejde, flyttede Lauritz og jeg fra Odense til en by i Jylland. Selvom jeg var i mit treogtyvende år, og på daværende tidspunkt frugtsommelig, var håbet om en få en uddannelse der endnu. Med mit første barn var jeg klar over, at det skulle have de muligheder, som jeg aldrig fik af mine forældre”.
Min oldemor var, i sidste ende, blot ét eksempel på, at mulighederne ikke har været lige for alle. Det er ikke mere end 30 år siden, at Ritt Bjerregaard, nu socialdemokratisk overborgmester i hovedstadsområdet, fik indført den skolelov, som til sidst gav alle mennesker lige muligheder.
Jeg kan blive ved med at fremhæve alt det der er godt i denne artikel (og ved din skriveform), men det kan jeg se der ikke er plads til med de 43 tegn der er tilbage nu... 
Sarah, du er fantastisk!!! Det er så utroligt godt skrevet at jeg sidder her med en klump i halsen. Tak for den gribende historie 