”Ser du frem til, at vi går ud af sjette?” fortsatte Stine, og tog en bid af et æble. Hendes sorte hår blafrede let i den varme junivind. ”Nej,” svarede jeg langsomt, imens jeg overvejede mine ord. ”Men det er noget nyt, som står og venter. Vi får jo nye klassekammerater og tilmed nye fag. Jeg glæder mig især til at få tysk og mere udfordrende valgfag. I øvrigt ser jeg frem til at få en mere retfærdig klasselærer end Frans.” Vi udvekslede dystre blikke, og fortsatte ind af skolens sorte hoveddør. Efter mange års slitage var den begyndt at gå af hængslerne. Den knirkede forfærdeligt, og da den gik i, rungede braget protesterende i gangen efter os.
”Husk nu, at det er i aften, vi får at vide, hvem vi skal gå i klasse med!” sagde Stine påmindende, da hun tog sin jakke på. Jeg rullede lidt med øjnene og tog afsked med de andre. En forventningsfuld gnist var at spore i deres øjne. Det mindede mig om, at vi snart skulle skilles. Jeg holdt meget af mine klassekammerater, som havde accepteret mig og udvist venlighed de sidste 2 år. Derfor håbede jeg, at sammenholdet og solidariteten i mellem os ville holde. Men jeg vidste, at dette ville ændre sig.
Jeg gruede for at skulle tilbage blandt personer, som havde den forkvaklede indstilling, at menneskets indre værdier ikke spillede en rolle. Havde man det dyre mærketøj og ”rigtige” omgangskreds, var man accepteret. Var man anderledes, blev man overladt til sig selv. Om det så sårede og ydmygede ”outsiderne”, var ikke deres problem.
Om aftenen sad jeg sammen med Stine og vores klasse inde aulaen på vores nye skole. Det var en stor gul murstensbelagt skole, som blev bygget i min fars ungdomsår. Jeg var meget spændt og mit lange hår klistrede til en voksen mand, som sad ved siden af mig. Heldigvis skulle jeg de næste par år gå i klasse med Stine og vores fællesveninder, Alberte og Joan!
Til alt held var jeg også kommet i klasse med gamle barndomsvenner. Dette var jeg ganske tilfreds med, hvilket jeg ikke lagde skjul på. Det tegnede til at blive lyst, og jeg var lettet over klassernes sammensætning.
Da jeg for første gang stiftede bekendtskab med mine nye klassekammerater, fik jeg mange indtryk. Underbevidst bed jeg mærke i noget, som senere kom til at sætte dagsordenen i klassen. Vi kom fra hver vores skole, men med en eller flere personer at støtte sig til. Ud fra dette grundlag blev der dannet små grupper i klassen. De holdt sammen til det sidste og var ikke interesseret i at drage andre ind i deres fællesskab. Forskellene blev tydeligvis fremhævet, og hver som én gik de deres vej. Alene stod jeg tilbage, og kunne kun se den ryg, som de havde vendt mig. Hvorfor, forstod jeg ikke.
Månederne gik, og vinteren kom snigende. Snart blev himlen grå, og hvide fnug satte sig som blik i de mange børns hår. Vi var et halvt år henne i skoleåret, og klassen havde så småt vænnet sig til hinandens tilstedeværelse. Jeg ledte efter Stine på de overfyldte gange, og mange børns ansigter smilede mig i møde. Jeg fandt hende i en af vores parallelklasser, hvor hun sad og snakkede med en tidligere klassekammerat. Hun hed Kate, og var en af de første piger, som havde taget sig af mig på vores gamle skole. Jeg kunne vældig godt lide Kate. Kun på grund af hendes rolige og venlige sind.
Stine sad og berettede Kate om noget, hun havde oplevet for nylig. Stine tav lidt, da hun fik øje på mig. Jeg satte mig ned, og lidt efter fortsatte Stine med at snakke – denne gang om noget andet. ”Ingrid, skulle du ikke overveje at gøre noget ved dit hår?” spurgte hun pludselig, og samlede mit hår i en kæmpe knold. ”Du kunne sikkert se pæn ud med kort hår”. Jeg svarede ikke, da vi var inde på et emne, som ikke sagde mig noget. Jeg havde hørt det så mange gange, at jeg til sidst lukkede af for den slags bemærkninger. ”Måske skulle du også overveje at få andet tøj,” tilføjede hun og trak i min trøje.
For første gang i Stines og mit venskab blev jeg vred. Jeg var målløs over hendes opførsel, og mine øjne mødte et hoverende blik. Siden den dag gled Stine og jeg fra hinanden. Hun gad end ikke tage afsked, når vi skiltes. Måske skyldtes det at hun opdagede, at vi ikke længere fungerede sammen.
Forholdene i klassen var ikke just blevet bedre. Jeg havde en fornemmelse af at, jeg gik rundt inde i en klokke. Jeg havde ikke særlig meget kontakt med omverdenen. Foruden det følte jeg også, at mine klassekammerater så i gennem mig.
Ved udgangen af mit syvende skoleår, havde min familie og jeg taget en beslutning i fællesskab. Jeg ønskede at skifte skole, for at prøve noget nyt. Fagligt var jeg tilfreds med min klasselærerindes undervisning. Men hvad nyttede det, når klassen ikke fungerede socialt for mig? Jeg var overbevist om, at ingen mennesker var i stand til at holde det ud i yderligere 2 år.
Et års tid senere stod jeg atter på skolens grund. Skønt at vi kun var 9 dage hen i året, silede regnen ned af de gule murere. Jeg var blevet ældre, siden mine klassekammerater så mig sidst. Derfor kunne flere af dem ikke genkende mig, da jeg trådte ind i vores nye klasselokale. På daværende tidspunkt var vi kommet i ottende klasse, hvilket medførte det såkaldte vidnesbyrd. Det var ingen hemmelighed, at jeg i flere år havde set frem til dette.
Hurtigt faldt jeg ind i klassens daglige rytme, skønt jeg havde været fraværende i over et halvt år. Men alt var som før, og jeg bed tænderne sammen. Jeg så frem til sommerferien, og for hver dag jeg lukkede min skoletaske, vidste jeg, at den var på vej.
Atter blev det sommerferie, og mit afsluttende skoleår var på vej. Jeg så frem til undervisningen, og mit mål var at gennemføre niende klasse. Hvad mine klassekammerater tænkte om mig, kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var kommet frem til den kendsgerning, at forholdene i mellem os ikke blev bedre. Hvordan skulle man formå, at nå ind til nogen, som havde afvist en gang på gang?
Dog blev det mere tydeligt for mig, at jeg ikke var en del af fællesskabet. Interessen for alkohol og fest var begyndt at tage fart. Jo længere vi kom hen på året, desto flere fester blev der holdt i klassen. Planlægningen kunne gå hurtigt fremad. Som regel gik festens vært rundt for at indbyde folk. Om jeg så var inde for rækkevidde, kunne de skam ikke tage sig af.
Jeg tror ikke, at mine klassekammerater forstod min interesser. Dette gjaldt både for lektier og andre skriftlige afleveringer. Det lå på en måde fjernt og fremmed for dem. Derfor blev min arbejdsindsats ofte nedgjort, hvis de fandt lejlighed til det. Allerede i syvende holdt jeg op med at indvie dem i, hvad jeg fik i bedømmelse. Dette behov, som nogle af de andre havde for at få anerkendelse, ejede jeg ikke.
Flere spurgte mig ad, om hvorfor jeg skyldte mine klassekammerater et svar? Jeg havde aldrig havde fået deres accept. Det var det samme som at give noget, medens man aldrig fik noget igen.
Ofte har jeg tænkt på, hvad der mon gik galt i mellem klassen og mig. I tidens løb havde dog nogle fremhævet, at jeg selv forårsagede det. Men dette rystede jeg på hovedet af og afviste. Tanken om at skulle ende som et får i flokken, forekom mig utænkeligt. Selvfølgelig havde det have været den letteste løsning.
En vigtig ting havde jeg med i baghovedet, da jeg satte dette i perspektiv: På længere sigt kunne prisen for, at ligne de andre havde været meget høj! Dette gjaldt både min identitet og personlighed, som ville være blevet lagt på hylden. Med dette ville jeg ikke længere kunne formå at stå ved min egen mening. Uden tvivl var min horisont og indsigt i mange ting være blevet meget indskrænket.
Da den barske virkelighed gik op mig for flere år siden, tog jeg et valg. Det var indlysende for mig, hvad der var det mest rigtige. Nemlig at stå ved det menneske jeg endnu engang var. Siden da kostede det mig langt mere, end de fleste mennesker kunne forestille sig. Dette gjaldt blandt andet manglende venskab, sammenhold, oplevelser som ville blive husket fra ungdomsårene, og accept. Men der var ikke en eneste voksen, som på noget tidspunkt havde oplyst mig om, at livet var let!
I det fjerne kunne en lille nattergals sang høres. Det var sidst i maj, og solen badede de grønne trætoppe i et gyldent skær. Snart sprang de bronzefarvede knopper ud, og ville blive til de yndigste blomster.
I et æbletræs skygge lå jeg og læste, da jeg kunne skimte en person komme ned til mig. Til min overraskelse var det min storesøster, som satte sig ned ved siden af mig. ”Så er det snart overstået, Ingrid,” sagde hun og smilede til mig. ”Ja,” svarede jeg, og lagde bogen ned på det bløde tæppe af græs.
I det fjerne kunne en kåd gøen høres. Vores gamle langhårede golden retriever, Basse elskede at lege på denne tid af dagen. Dens skikkelse mindede om et hvidt spøgelse. ”Ser du frem til at gå ud af niende?” spurgte min storesøster og betragtede den gøende hund. ”Ja, det gør jeg,” svarede jeg og så alvorligt på hende. Hun nikkede, og fortsatte: ”Kommer du til at mangle skolen?” Smilende sagde jeg: ”På flere måder gør jeg, søster. Især de mange stile som vi obligatorisk skrev på klassen. Men ellers gør jeg ikke. End ikke klassen.” ”Nej, det er vel det mindste,” svarede min storesøster, i det hun skubbede den bløde bamselignende hund væk.
”Heldigvis er det snart overstået,” sagde hun og så på mig. ”Ja,” svarede jeg lettet. ”Jeg håber ikke, at hverken et barn eller forældre skal opleve den skolegang, som jeg har gennemgået. Det slider mere, end man er klar over.” Hun nikkede, da hun gang på gang havde hørt om det. ” Hvis du en dag mødte en pige, som skulle starte i syvende klasse, hvad ville du så give hende af råd?” ”Jeg ville først og fremmest minde hende om, hvor vigtigt det er, at være sig selv. Gør man det, vinder man uden tvivl i sidste ende.”
I det fjerne hørtes en svag knasende lyd i gruset. Jeg rejste mig straks op, og sammen med min storesøster gik vi om i forgården. Her sad min fader på en lille rød scooter, imens et stort smil spillede på hans mund. ”Det kan være, at du vil have den fornøjelse at prøvekøre den?” spurgte han. Han flækkede i et stort grin, da han så mit overraskede ansigtsudtryk. Derefter rakte han mig en sort knallerthjelm, som jeg omgående fik spændt om hovedet.
Efter ganske få minutter trillede jeg langsomt ud af gården, og videre med den snoede vej ud af byen. Snart skulle et nyt kapitel i mit liv begynde!
Det er en god morale du har i den, at man skal være stærk for at være unik og ikke følge moden. Det har nogengange en høj pris. Det kunne være rart, hvis flere kunne se andet end facaden når de bedømmer folk. 
. Ellers Super flot 5/5