Til soldaterne, og ikke mindst Ulvhedins overraskelse stråler Saga som en blomst i flor. ”Vi rører os ikke ud af stedet,” smiler hun kattevenligt, og stikker en hånd ned i lommen. Saga famler indtil hun finder det, som hun leder efter. En lille blodrød rosentorn, som kunne sidde i mellem fingrene. ”Hvis I vil have os med, må I først lægge hånd på os, og det kommer aldrig til at ske!”
De fleste af soldaterne bryder ud i latter, mens resten ser medfølende på Saga. ”Lille ven,” siger en ældre mand myndigt og måler Saga med sine små begærlige øjne. Hans øjne kan ikke slippe hendes barm, og han træder selvsikkert nærmere. ”Fjern dine ækle hænder!” hvisler Saga indestængt, og hendes bundløse øjne skyder lyn. Hendes små hænder griber som kattekløer fat i mandens overarm. Hun slipper ham hurtigt, og ser roligt på den forbløffede soldat.
I mellemtiden tændes et ukendt had i Ulvhedin. Aldrig har han været så rasende før. Men Saga holder ham blot tilbage.
I samme sekund skriger soldaten højtlydt, som en hed ild har fået sit tag i ham. ”Forbandede heks!” råber han rasende, og trækker sig væk. De øvrige soldater ser nu ikke længere så modige ud som tidligere. ”Feje og usle køtere. Det er hvad I er,” siger Saga ildevarslende og retter derefter øjnene mod manden, som står med et stort og skarpt sværd rettet mod hende.
Soldaten, som har lagt hånd på Saga, taber nu sit sværd. Der lyder en metallisk klirren, og han synker sammen foran Saga. Han vrider sig og skriger, som han bliver udsat for helvedes pinsler. Til sidst dør skrigene, og han ligger sammenkrøbet på det kolde stengulv.
De øvrige soldater stirrer lamslået på deres døde kammerat og derefter på Saga. En lignende død ønsker disse mænd ikke at lide, og feje som de er, løber de ud af tårnkammerat som Den Onde selv er efter dem.
Ulvhedin er rystet over, hvad Saga har bedrevet. ”Vi må se at komme væk,” siger hun som intet er hændt og vender sig derefter om i mod Ulvhedin. Men noget i hans blik er ændret. Han stirrer tomt på Saga, som stadigvæk er rasende over det, hun har været udsat for. Det går langsomt og pinefuldt op for Ulvhedin, hvor let hans slægtning kan slå et andet menneske ihjel – Et menneske, som både kommer i vejen, og truer hendes nærmeste.
”Saga,” siger han blot og rører ved hendes sorte lokker. Regnen er stilnet af, og månelyset reflekterer i Sagas kulsorte hår. ”Han var et ondt menneske,” siger hun forsvarsberedt, og tager Ulvhedins hånd. Sagas lille spinkle hånd bliver næsten væk i den bjørnelignende hånd.
Til Sagas forbavselse slår Ulvhedin sine hænder om sin slægtning, og trækker hende ind til sig. Han mærker den knoldede blomst, som hænger om Sagas svanelignende hals, trykke i mod sit bryst.
Ulvhedin er på daværende tidspunkt klar over, at Saga aldrig ville kunne være i stand til at elske en mand. Hendes inderste længsel om at opleve fremtiden, gør hende rastløs. Men hans mange-årige skjulte kærlighed til denne kvinde gør, at han heller end gerne ville følge hende.
Til sidst giver Ulvhedin slip på Saga. ”Et liv som mand og hustru vil vi kunne leve, Ulvhedin,” siger hun eftertænksomt. ”Men et barn i mellem os vil ikke komme på tale. Jeg ønsker ikke at sætte et lille væsen i verdenen, som skal opleve det, jeg har gennemgået.”
Alt dette forstår Ulvhedin - godmodig og jordnær som han er. Dette ønsker efterkommer han, og sammen rejser han og Saga i gennem Norges endeløse - og bakkede skove. De vil til Sverige, fordi de nu er eftersøgt af Heksedomstolen.
Hvad der videre sker med Saga og Ulvhedin vides ikke.
Men i midten af 1600-tallet dukker der i Sverige nogle optegnelser op, som omhandler disse forbryderiske hekseprocesser. Kvinden som skriver disse optegnelser hedder Madeleine Ulvhedinsdottor. Hun er efter sigende en usædvanlig kvinde. Hendes milde øjne ser kun det gode i folk, og hun bruger sine viden og egenskaber til at hjælpe folk.
Men den unge og stærke Saga bliver aldrig glemt. Skønt hun i mange år har ligget i viet muld, da Madeleines optegnelser dukker op, lever mindet om hende endnu. Dette skyldes især hendes mand, Ulvhedin, som sørger for dette. Han vil blive meget gammel, hvilket er et fællestræk i hans slægt.
Hvad der har forårsaget Sagas død vides ikke helt nøjagtigt. Men da man flere hundrede år senere finder den lille kvindes indsunkne lig, er hendes underliv fuldstændig flået i stykker. Man går derfor ud fra, at Saga er blevet med barn ved et uheld, og lidt en grusom død i barselsseng. Man slår sig til tåls med, at barnets spidse skuldre er skyld i ulykken.
Men sandheden om hvad Ulvhedin engang gjorde, for at forhindre Saga i at komme sin egen datter til livs, vil aldrig komme frem.
