Trods denne mands prægtige hårpragt, er hans øjne lidt skæve i det. Ude af de smalle sprækker, glimter et par gul-grønne katteøjne, hvilket enhver fremmed kvinde ville finde tiltrækkende. Men de kvinder, som kender denne mand, går i en stor bue uden om ham. På egnen siges det, at han er af ond slægt, og tilmed er en af hans slægtninge blevet anklaget for at være heks. Endda den værste af slagsen!
Skønt denne kvinde ikke er særlig gammel, frygter folk hende som selveste Fanden. Man mener blandt andet, at det er hende, som kommer med skiftninger – små trolde-lignende skabninger, som bliver byttet ud med nyfødte børn. Hvorfor man fuldt og fast tror på dette, er der i længden ingen som er klar over. Men det er tydeligt at disse rygter stammer fra kirken og dens menighed.
En mild nattebrise stryger let i gennem mandens viltre hår. I sit stille sind tænker han tilbage på den nat, hvor hans kusines datter måtte flygte for sit liv. I bygden, hvor hun førhen har levet, ville man ikke længere finde sig i hendes uanstændige opførsel. Hun ville ikke rette sig ikke efter de regler, som menigheden opstiller for folk. Enhver kender sin plads i samfundet, og retter sig efter Guds ord. Man kunne ikke just påstå, at fagre Saga Simonsdottor har slidt kirkegulvet tyndt. Hun holdt sig væk fra gudstjenesterne, og ville ikke tage imod ”fornuft” fra bygdens spidser.
”Hvorfor i alverden kunne du ikke forholde dig i ro, forbaskede kvindemenneske?” tænker manden bidsk, og blotter sine hvide tænder. ”Resten af dit liv må du nu leve i det skjulte for ikke at ende på bålet. Hvad tænker du dog på?”
Oppe på den mørkeblå himmelbue blinker tusind af små stjerner, som om de er skrøbelige markliljer. I den lumre aftenluft kan man fornemme, at det er ved at trække op til efterårsstorm. Det rasler faretruende i det tykke lag af vissent løv og andre vilde markblomster. De danser muntert om den høje mands ben, som står i det halvmørke skovbryn. Hans ansigt bærer præg af bekymring, i sær for hans frænde, som har opholdt sig ude i det faldefærdige tårn i adskillige måneder.
Men Saga er ganske tilfreds med denne løsning. ”Her kan jeg være i fred, Ulvhedin” plejer hun at sige, imens hun sidder foroverbøjet over et gammelt bord. Bag Saga plejer Ulvhedin at stå og betragte hendes smukke hår. Det lange sorte hår, der skinner som en kragevinge, løber fra hendes smalle skuldre og ned over bordet. ”Prøv at se denne, Ulvhedin!” udbryder hun pludselig begejstret og holder en stor ildelugtende blomst frem. ”Den kaldes for en natskygge, og har de mest forunderlige egenskaber. Blandt andet er den meget god i en kærlighedsbryg,” fortsætter den unge Saga med et stort smil, og blinker drilsk til sin slægtning.
Med stor væmmelse plejer Ulvhedin at skubbe hendes mindre tiltalende blomster væk. Det irriterer ham grænseløst, at Saga ikke kan se faren, ved at hun bor i det gamle tårn. Hvis der sker hende noget, vil han ikke altid kunne være der for hende. Men inderst inde ved han, at Saga kan forsvare sig selv. Hun er en utrolig stærk og selvsikker kvinde, som ikke lader sig gå på af, hvad andre mener og tænker om hende. Men som mange andre mænd før Ulvhedin, har han en ridderlig trang til passe på sin kære. Derfor kalder Saga ham for paladin – Hendes egen trofaste beskytter og rådgiver.
Gang på gang forsøger Ulvhedin at lægge bånd på sig selv for ikke at besøge Saga mere end højest nødvendigt. Folk, som han møder på de støvede landeveje, ser med mistro efter ham, når han går ud over den grønne ås. Derfor forsøger han ihærdigt at finde nye omveje og ruter.
Tankefuldt løsner Ulvhedin læderremmen om sit liv og trækker et kæmpemæssigt sværd op af den sorte skede. Sværdskæftet er af det fornemmeste guld, og er formet som en slanges mund. Resten af dens krop bugter sig ned over klingens skarpe æg. De sorte perler som sidder på skaftet udgør slangens små øjne. De glitrer af ondskab, og er det sidste som modstanderen får at se, inden døden indtræffer.
Der var ingen tvivl om, at Ulvhedin har noget for. Hurtigt skærer han de tykke slyngplanter over, som skjuler døren til tårnet.
De grå fugle, som kredser oppe over den øde skov, skræpper højlydt. Jo mere tid der går, des mere skingrer og skrækindjagende bliver lydende. Noget er under optræk, kan disse frastødende skabninger mærke. Det virker som om, at de fornemmer, at Døden kan dukke op, hvad øjeblik det skal være.
Simons datter står ved den iskolde stenvindueskarm, da Ulvhedin endelig dukker op. Sveden pibler som små perler ned af hans ansigt. Samtidig forsøger han at få kontrol over sin vejrtrækning.
Til Ulvhedins overraskelse fortrækker Saga ikke en mine, da han får fremstammet, at soldater er på vej. Hun ser blot på ham, og svarer: ”Dette måtte ske en dag, kære frænde. Men lad dem blot komme. Jeg frygter ikke disse niddinger mere end Kristus på korset!”
Sorte skybanker har lagt sig som et sort tæppe hen over stjernehimlen. De første store regndråber begynder at falde, og inden længe pisker det ned. Et sted i horisonten kan raske fodtrin høres, og Sagas ansigt bliver formørket. Ulvhedin kan ikke gætte sig til, hvad Sagas tanker kredser om. Men et er sikkert: Hun havde ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp!
Der hersker dyb tavshed i tårnkammeret. Ulvhedin har trukket sig sværd, hvilket Saga finder ganske overflødigt. I stedet for er hun gået i gang med at pakke sine bøger og andre genstande ned. Ulvhedin ved, at hun har nedskrevet en del af bøgerne selv. Dette gjaldt både hendes egen viden, medens resten er blevet overleveret mundtlig i Sagas slægtslinje. Hidtil har ingen før hende kunne skrive og læse.
Da Ulvhedin overtager ansvaret for Saga, er det gået op for ham, hvor intelligent den lille pige er. Herefter lærer han hende at skrive og læse, hvilket vækker manges forargelse: En pige, som har anlæg for den slags, måt stå i ledtog med Satan!
Da Ulvhedin vender sig om, skimmer han i mørket en stor knoldet blomst, som hviler imod Sagas bryst. ”Hvad er det?” spørger Ulvhedin overrasket, og griber fat i den knoldede sorte genstand.
Men inden Saga når at svare, hører de råb fra skoven. Inden længe er stedet omringet af soldater, som har i sinde at få fat i denne heks. Det vil fryde dem, at se hendes slægtning brænde op med hende på bålet!
Roligt tager Saga Ulvhedins hånd, og giver den et klem, da de hører soldaternes trin mod stentrappen. Dette beroliger ham, selv om han frygter, at de er døden nær.
Hvad vil der dog ske med Ulvhedin og Saga? Er de trængt op i krogen, eller har den stærke Saga et kneb i baghånden? Følg med i morgen.
Jeg må straks læse 2. afsnit også 