I mellemtiden fordrev jeg ventetiden med at gå og nærstudere de smukke historiske oliemalerier, som prydede væggene. Pludselig lød der et gevaldigt spektakel, og jeg blev med ét revet ud af mit forehavende. En lille dreng i 4 års alderen kom løbende ind i rummet, efterfulgt af to kåde hunde. Han fik pludselig øje på mig, og inden jeg vidste af det, stod jeg med barnet i min favn. Hans små hænder søgte straks mit opsatte hår, og de lukkede sig om det i et fast greb. Jeg forsøgte straks at sætte ham ned, i frygt for at falde i unåde hos hans forældre. Desværre var barnet ikke samarbejdsvillig, og hans arme strammede sig om livet på mig.
”Men hør dog, Valdemar. Hvad er det du foretager dig?”, lød en leende stemme. Jeg vendte mig om, og ned af den store hovedtrappe trådte Hans majestæts ældste søn, Christian. Skønt han kun var 19 år, skulle man ved første øjekast have troet, at han var langt ældre. Han var høj som en viking, og ejede et veltrimmet fuldskæg, som prydede hans glatte ansigt. Hans azurfarvede øjne skinnede af godhed, og varme, hvis lige jeg aldrig havde set før. ”Det må De meget undskylde”, begyndte jeg stammende, og forsøgte atter at sætte den tunge dreng ned. ”Valdemar er altid fuld af spilopper. Tænk ikke på det, frøken”, sagde Christian værdigt og strakte armene ud for at aflaste mig. Uden tøven hoppede lille Valdemar straks over i sin storebrors favn. Det måtte være tydeligt for alle og enhver, at der var et stærkt bånd knyttet blandt de 2 brødre.
Pludselig lagde der sig en dyb tavshed over os, og jeg forsøgte panisk, at starte en dialog. ”Det er et smukt hjem, De holder dem,” forsøgte jeg konverserende. Christian smilede, og kunne muligvis fornemme, at jeg ikke var vant til at omgås personer af hans format og stand.
”Jeg så Dem betragte malerierne med stor kendermine. Er De historie – eller kunstinteresseret?”, spurgte Christian nysgerrigt. ”Det er mit hverv,” sagde jeg smilende. ”Jeg har læst historiekundskab, og litteratur. Mit levebrød, er at male med alskens farver.” ”Så er det måske Dem, som skal male et portræt af min lillesøster?” spurgte Christian overrasket.
Men inden jeg undrende fik spurgt, om hvad han mente med disse ord, vendte tjeneren tilbage. Den arme mand blev fuldstændig hylet ud af den, da han så mig i selskab med kronprinsen. ”Deres velbårenhed,” sagde han og bukkede underdanigt for Christian. Ud af øjenkrogene kunne jeg se, at Christian trak lidt på smilebåndet. Tjeneren rettede hurtigt på sit ”mølædte” jakkesæt, og vendte sig om imod mig. ”Man venter Dem,” sagde han surt og ventede på, at jeg fulgte med ham. ”Det var en fornøjelse, at træffe Frøknen, selv om den desværre var kort,” sagde Christian og bukkede høfligt for mig. Valdemar vinkede, da jeg vendte mig om for at følge med tjeneren. Allerede der var jeg klar over, at den lille dreng havde fået en stor plads i mit hjerte.
Vi gik i gennem mange stearinoplyste sale, før vi kom til tronsalen, hvor regentparret ventede. Min ankomst var ventet, kunne jeg se, for ovre i et hjørne af salen, var flere luksuriøse stole stillet frem. En sorthåret kvinde iført en dragt, som kun var en dronning værdig, rejste sig straks ved synet af mig. Hun smilede mildt, og hendes mand fulgte sin kones eksempel. ”Velkommen til”, sagde Frederik X indbydende. Jeg nejede og forsøgte at bevare roen og overblikket. Frederik pegede på stolene, som jeg fik mig sat kantet på.
”Som De måske har hørt, Frøken Søvndal, skal vor eneste datter, Isabella, giftes inden sommeren er omme. Det forekommer Dem måske ikke ukendt, at det er en århundrede gammel tradition, at få malet portræt af kongebørnene.” sagde Frederik forklarende, medens han fastholdt mit blik. Jeg nikkede hurtigt, for at vise, at jeg var med så langt. Men hvorfor der var blevet sent bud efter mig, havde jeg endnu ikke forstået. ”Vi mente derfor, at De ville være den rette til, at male et storslået værk af Isabella,” sluttede Frederik, og så afventende på min reaktion.
Jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulle svare, og jeg forsøgte, at lede efter de rette ord. ”Jamen Deres majestæt,” udbrød jeg, og forsøgte, at forholde mig roligt. ”Det er jo langt, mere end hvad mine evner rækker til”. Kongen smilede, og svarede: ” Vær ikke beskeden, kære frøken Kate. Min søn har set flere af Deres udstillinger i København. Han har aldrig set nogen formå, at male så smukt og naturligt, som De. Min afdøde moder, Margrethe, sagde altid til mig, at den slags gaver findes der kun alt for få mennesker med. Derfor er vi overbeviste om, at De er i stand til, at løse denne opgave fuldt tilfredsstillende. De vil naturligvis også blive honoreret for andet arbejde, som De muligvis må sige nej til.” Jeg bed mig i læben, og tænkte nøje efter. Ganske vist havde jeg andre vigtige bestillinger liggende, som kun ventede på, at jeg fik smøget ærmerne op. Men dette var uden diskussion mit livs chance! Jeg så op, og glæden, som strålede ud af mine øjne, var svar nok i sig selv. ”Godt,” sagde Frederik og så lettet ud. ”Hvor lang tid, tror De cirka, at det vil tage, at udføre arbejdet? Vi får meget travlt, hvis vi skal nå det inden brylluppet”.
Efter kort tids overvejelse svarede jeg: ”Det meste af det kommende forår, vil jeg tro, Deres majestæt. Men jeg har frie hænder, og kan begynde når som helst”. ”Glimrende,” sagde Frederik og så tilfreds ud ved situationen.
Det blev bestemt, at jeg skulle begynde på Isabellas portræt i starten af den første forårsmåned. Jeg var meget forventningsfuld med at komme i gang med arbejdet. Samtidig var jeg også lidt nysgerrig efter, at se kongedatteren med mine egne øjne. Det er almindelig kendt, at hun sjældent optræder for folket, og forsøger med alle midler, at undgå pressen. Da det kom for dagen, at hun skulle ægte den spanske konge, talte folk ikke om andet. Selv min egen fader, som alle dage, ikke har været tilhænger af Kongehuset, smugkiggede i min farmors billedblade.
Jeg havde netop fået lagt mine sidste arbejdsredskaber nøje til rette i et meget stort og fornemt lokale, da der lød lette bank på døren. Den gik stille op, og ind trådte prinsesse Isabella iført en rød silkekjole. Hun var lille af vækst, men hendes blå øjne og smil, afslørede en stor personlighed bag det skrøbelige porcelænsydre. ”Deres Højhed,” sagde jeg, og nejede respektfuldt for den unge pige. ”Hvis De vil være så venlig, at tage plads.” Isabella nikkede, og lagde sig til rette på en lille sofa, som stod foran mig.
Meget koncentreret begyndte jeg, at blande udvalgte farver op. Det ene enkelte og forsigtige penselstrøg tog det andet, og timerne begyndte derefter at flyve af sted.
I løbet af de mange uger frem, arbejdede jeg intens på, at få maleriet gjort færdigt til tiden. Isabella gjorde samtidig sit bedste, for ikke at falde i søvn. Ingen forstyrrede os i dagtimerne, bortset fra at Christian for tid til anden dukkede op for at se fremskridt med maleriet.
En lun nat i slutningen af maj, kunne jeg med stor tilfredshed meddele kongefamilien, at mit arbejde var tilendebragt. Anerkendelsen af mit arbejde var stor, og man kunne nu gå i gang med at planlægge brylluppet, som ville finde sted i Danmark.
Selv samme aften begyndte jeg så småt, at pakke mine pensler og andet udstyr sammen. Men af og til stoppede jeg op, for at betragte det endnu fugtige maleri, som illustrerede en meget ung prinsesse. Jeg måtte have stået fordybet i mine egne tanker, for pludselig lød der en rømmende stemme bag mig. Det gav et sæt i mig, og jeg vendte mig straks om, for at se hvem der befandt sig i rummet. Bag mig tårnede en kæmpemæssig skikkelse op over mit hoved, og jeg blev grebet af panik. Jeg faldt bag over og var ved at ramme maleriet, men blev tidsnok grebet af skikkelsen.
”Rør mig ikke!” skreg jeg, og så forfærdet op i den ukendte persons ansigt. Hans ansigt var nær mit, og jeg kunne med ét se mit eget ansigt reflektere i hans strålende øjne. ”Christian,” sagde jeg overrasket og lettet, men tav, da han lagde en finger for min mund.
Uden et ord, tog han min hånd, og førte mig med ud på en lille balkon, som jeg aldrig havde bemærket før. Månen strålede, og kastede et mystisk og dæmpet sølvskær over stedet. Christian slap min hånd, og gik over til en svaneformet bænk, som stod med front mod månen. Han satte sig, og gjorde tegn til, at jeg skulle følge hans eksempel. ”Jeg har taget Dem med her ud for at vise Dem noget, som jeg er sikker på, at De vil elske,” sagde Christian, og smilede til mig.
Stilheden sænkede sig over den lille balkon, og kun vindens leg kunne høres. Jeg var så småt ved, at falde hen, da Christian pegede op på himlen og sagde: ”Se, frøken!”.
En lille ildkugle kom pludselig susende hen over den skyfrie nattehimmel, og efterlod den badet i et pragtfuldt gyldent skær. Jeg var dybt fascineret, og kunne mærke, at Christian lagde sin hånd ovenpå min. ”Min moder elsker dette sted. De første par år, efter at hun var blevet dronning, gik hun her op om natten, når hun savnede sit hjemland. Hun fandt trøst i stjernerne, og den smukke udsigt. Det var for i øvrigt, her min fader friede til hende,” sagde Christian med en vis usikkerhed i stemmen.
Han vendte sig om i mod mig, og tog mod til at fuldføre den næste sætning. ”Frøken,” begyndte han langsomt, men jeg afbrød ham. ”Kate, ” rettede jeg smilende. ”Vi er efterhånden løbet så tit ind i hinanden, at det nu må forekomme naturligt”. ”Kate,” gentog han i stedet og så nu dybt alvorlig ud. ”Vi har ikke kendt hinanden så længe, og jeg ved, at De muligvis vil blive chokeret over det, jeg spørger om nu.” Han holdt vejret og så derefter direkte på mig. ”Vil De gifte Dem med mig?”.
Det første der efterfølgende skete, var en uhyggelig stilhed, der lagde sig over os. ”Jeg må nok hellere gå,” sagde jeg stille og rejste mig op. Christian så fortvivlet på mig, og greb straks min kolde hånd. ”Kate,” sagde han bedende, og forsøgte at skabe øjenkontakt med mig. Men mit blik flakkede, og jeg ønskede, at komme væk. ”De må give mig et svar,” fortsatte Christian, og så med ét fortvivlet ud.
Vi stod stille et par minutter, før jeg sagte svarede: ”Jeg kan ikke”. ”På hvilken måde?” spurgte han uforstående. ”Har De børn, eller en mand, som jeg ikke har hørt noget om?”. ”Det er nu så meget sagt,” svarede jeg grådkvalt. Christian så afventede på mig, og jeg fortsatte: ”For et par år siden, opdagede jeg, at jeg var blevet gravid med en mand, som jeg havde haft et længere forhold til. Efter mange overvejelser, ønskede jeg at få barnet. For sent opdagede jeg, at han havde haft en anden. Jeg gik fra ham, velvidende om, at barnet muligvis ville få en rodløs tilværelse. Desværre nåede det aldrig, at se dagens lys, da jeg tabte det i syvende måned.”
Tårerne begyndte at trille ned af kinderne på mig, og jeg fortsatte: ”Siden da, har jeg ikke ønsket, at ligge i nogen mands favn. Det svigt, som jeg oplevede dengang, vil jeg ikke opleve igen. Der er for i øvrigt alt for stor aldersforskel på os, Christian. De har et helt liv foran Dem, til at finde den rette person.” Christian så ulykkeligt på mig, og inden han nåede, at sige mere, var jeg på vej ind af balkon døren.
Siden den nat, havde jeg ikke længere nogen forbindelse til Christian, og foråret blev til sommer. Dagen hvor Isabella skulle vies, nærmere sig med hastige skridt. Det kunne ses over alt, da Københavns indre gader blev pyntet med olivenranker og storslåede dannebrogsflag. Selve vielsen ville finde sted i Vor Frue kirke. Men bagefter ville bruden og hendes gemal, med den gamle traditionelle karet køre i gennem byen for at hilse på folket.
Folk stod, så langt øjet rakte, tæt sammenpakket på alle gadehjørner, og balkoner. Jeg var ikke meget, for at se optoget. Men hele den jyske – og fynske gren af familien ville under alle omstændigheder gerne se det, og da jeg var lokalkendt i København, måtte jeg til sidst give mig.
Klokkernes sprøde toner kunne høres i det fjerne, da den århundrede gamle karet kom trillende forbi vores balkon. Folk vinkede hjerteligt til den nygifte prinsesse, som nu var dronning af Spanien. Hun vinkede tilbage sammen med sin gemal, men da hun fik øje på mig blandt mængden, stoppede hun. Hun smilede forsigtigt, og da jeg gengældte det, rystede hun opgivende på hovedet.
Forbavset over dette optrin, bed jeg mærke i, at Christian, som landets tronfølger, ikke var til, at se nogen steder. Måske var han også blevet syg, forsøgte jeg at bilde mig selv ind. Men det var første gang, at Christian ikke havde været til stede under en sådan officiel ceremoni.
Til alles forbavselse og forundring, stoppede kareten, som trillede bag brudeparrets. Ud af den sprang selveste Christian iført sine fornemmeste klæder. Han trak den nærmeste politimand til side, og gav ham hastigt en besked, så brylluppet kunne fortsætte. Embedsmanden så overrasket ud, men Christian så skarpt på ham med beslutsom mine.
I fuldt fjerspring var ordensmagten henne ved den opgang, hvor jeg boede. Inden jeg nåede, at opfatte hvad der skete, stod jeg nede på gaden med en uniformeret betjent på hver min side. De havde ikke anvendt magt, for at få mig til at følge med, da jeg opdagede, hvad sagen drejede sig om.
Betjentene bukkede kort for Christian, da han kom til. Han søgte straks mine hænder, og ville have mig til at følge med, men jeg strittede imod. Han så ikke overrasket ud, men lagde derimod sine muskuløse arme om livet på mig, og hviskede i mit øre: ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker, og mener om dette. Det er mit eget valg, hvem jeg vælger at ville dele livet med. Hvis man holder tilstrækkeligt meget af hinanden, kan alt andet ligegyldigt.” ”Men det går ikke,” sagde jeg blidt, og var ved, at forsvinde i hans bjørnelignende favn. ”Jeg er så meget ældre end du, og”. ”Se på min lillesøster, og hendes mand. Der er mindst 18-19 års forskel. Hvad er argumentationen for et ægteskab mellem os, ikke kan lade sig gøre?”.
Inden jeg nåede at svare ham, knugede Christian mig endnu tættere og sagde hjælpeløst: ”Om der så skal gå år, før du vil give mig dit ja, er jeg klar til at vente på. Det er kun dig, mit hjerte søger, kæreste”.
Med et var jeg klar over, at ingen af os kunne stille noget op over for den magtesløse kærlighed. Jeg kunne se Isabella og hendes mand smile til os. De måtte have genkendt situationen, for sådan som Christian og jeg stod, havde de selv gjort i Spanien for godt et år siden.