Aldrig glemte han den rædselsfulde dag, hvor Gestapo pludselig var dukket op en eftermiddag, imens hele familien var samlet. De var kommet for at hente Mikaels moder, da hun skulle til nærmere afhøring på stationen. Moderen som hadede dette politi, strittede imod, da hun var klar over hvilke konsekvenser det havde, hvis hun under afhøringen benægtede alt. Det viste sig senere at en af vores naboer, en gammel kone, havde givet Gestapo et tip om, at der befandt sig landsforræder i den opgang, hvor hun boede. Argumentet for denne anholdelse gik på, at hun fyldte sine børn med historier, der var, ifølge Gestapo, stik modsat af, alt det som den tyske rigskansleren stod for.
Nogle dage forinden, havde Mikaels moder stået ude i gården og hængt vasketøj op, da hendes søn pludselig kom løbende hen imod sig, med lange striber i ansigtet. Han var opkørt og fortalte grædende, at han på vej hjem fra skole havde set Gestapo hente en jødisk kvinde, og 2 mænd, som angiveligt havde skjult kvinden. Kvinden havde ihærdigt forsøgt at finde et venligt blik blandt den omgivende menneskemængde, men hadet til denne jøde lyste ud af folks øjne. Undtagen unge Mikael, der havde arvet sin moders fine og menneskelige sind. Straks følte han sympati for denne kvinde, og var ved at række en hånd frem mod hende, da noget uventet skete. En af mændene var pludselig gået i panik, og det lykkedes ham at slippe fri. Men langt nåede han ikke, da en af Gestapos folk trak sin pistol, og lod et skud gå, direkte mod mandens hoved. Han sank om på stedet, og blodet sprøjtede ud til alle sider. Nogle mennesker hylede begejstret af sensation, andre tog tavst deres børns hænder og vendte sig om for at gå deres vej.
Midt i dette kaos stod Mikael, og var chokeret over, hvad der var sket. ”Hvordan kan nogen mennesker finde på at gøre den slags?”, spurgte Mikael fortvivlet, mens han stod med hoved presset mod sin moders forklæde. ”Vi lever i en verden, hvor ondskab findes overalt”, sagde hans mor og strøg Mikaels brune lokker med en hånd. ”Men lad det ikke tage håbet fra dig. Kærligheden iblandt mennesker lever endnu, selvom du måske ikke kan se det. Men den er der, Mikael. Den gemmer sig bare for os. Det vil du opleve en dag, hvor hadet mod jøder ikke eksistere længere, og man atter kan tale frit.”
Desværre havde en gammel nabokone overhørt samtalen, og havde uden samvittighedsnag, taget kontakt til Gestapo, som straks gik i aktion. Den jødiske kvinde lod sig føre væk af det grønne politi uden protest. Hun vidste inderst inde at alt var tabt. Men Mikaels moder var i en anden opfattelse. Hun sagde køligt til Gestapo-officeren og hans mænd at hun troede på et frit Tyskland! Officeren blev vred, og spurgte, hvem hun holdt med. Hun svarede ikke på spørgsmålet, men sagde i stedet: ”En dag vil frihed nå Tyskland, selv denne by som Gud har forladt. Men det er ikke jer, som skal genindføre den. I er en brik i et stort og farligt puslespil, som jeres Fører forsøger at lægge. I sidste ende graver han sin egen grav!”.
Hvad der efterfølgende skete stod uklart for Mikael, men han husker at hans fader trak både Mikael, og hans lillesøster, Cornelia med ind i værelset ved siden af. Mikael så aldrig moderen igen, men skuddet der blev affyret nede i gården få minutter efter, fortalte Mikael, hvor stor uretfærdighed og umenneskelighed der findes under en krig.
Få måneder efter Mikaels 18 års fødselsdag, døde faderen, gammel og ødelagt efter mange års slid. Henrettelsen af hans kone, der havde været meget yngre end ham selv, havde taget hårdt på den gamle mand. Han var pludselig blevet ene om at forsøge en søn og datter. Selvom det var flere år siden hans kone døde, ønskede han inderst inde at dø.
Nogle få minutter inden sin død kaldte han sin søn til sig. Han havde svært ved at trække vejret, men med støtte fra Mikael kunne han sidde op. ”Jeg er ikke længere i stand til at forsørge nogen af jer”, sagde den gamle mand og så op i sin voksne søns ansigt. Det forbavsede ham, da han pludselig så den slående lighed, der var i mellem Mikael og hans afdøde moder. Hans datter derimod, lignede ikke sin familie på nogen områder. Alligevel fandt man ikke noget menneske, som elskede sin familie højere end hun gjorde. Cornelia var desuden ikke troende, som sine forældre, og nægtede at gå i kirke hver søndag. ”Jeg tror ikke på, at en ældre herre sidder oppe i himlen med sin stok, og kigger ned på mig”, havde Cornelia venligt, men bestemt sagt til sin moder, der rynkede misbilligende på næsen. Selvom hendes datter knapt var fyldt 11 år, var hun en meget intelligent, og selvstændig pige. Tilmed havde hun et ordforråd, som til tider tog pusten fra de voksne.
Som oftest lod hendes forældre sig spise af med hendes protester mod at gå i kirke. ”Cornelia passer det hun skal, også længe hun gør det, er der ikke noget at beklage sig over”, sagde hendes fader som efterhånden var træt af den evindelige diskussion. Han kunne godt se at de ikke kom nogen vegne ved at tvinge hende. Men alligevel, tænkte begge forældre, ville pigebarnet have godt af at lytte til Guds ord. Hendes fader ønskede ikke noget af sin datter på sit dødsleje. Kun at hun måtte passe på sig selv.
Siden sin moders død var Mikael, blevet en hensynsfuld, og statelig ung mand. Hvor han end kom frem, begyndte de fleste unge piger at kaste lange blikke efter ham, og fnisede i krogene, når det lykkedes en af dem, at få øjenkontakt med ham. Mikael ignorerede det, men Cornelia fandt det vældig morsomt. ”Hvis du ikke snart finder dig en pige, skulle man tro at du havde andre tilbøjeligheder”, sagde hun uden omsvøb en aften. De var netop på vej hjem fra en sammenkomst, hvor der havde været mangejævnaldrene piger og drenge. Cornelia havde nydt godt af mandligt selskab hele aften. Tilmed havde en noget ældre herre friet til hende, hvilket havde moret hende gevaldigt. Men Mikael var meget fraværende, og svarede ikke Cornelia, før hun gav ham et stød i siden. ”Mikael”, sagde hun igen, men denne gang mere alvorligt. Først nu vågnede hendes storebror op, og så for første gang i flere uger rigtigt på sin lillesøster. ”Jeg er blevet indkaldt,” sagde han stille. Cornelia spærrede sine øjne op til det dobbelte, og åbnede tilmed sin lille mund for at sige noget, men det lykkedes hende ikke. Efter de havde gået lidt, sagde hun: ”Siden i fjor begyndte Marcas utallige brødre at blive indkaldt én efter én. Da blev jeg klar over at systemet med sandsynlighed ikke ville lade dig slippe. Men jeg havde barnagtigt håbet på at det ikke ville ske.” Mikael nikkede og svarede sin lillesøster: ” I stedet for at blive sendt til Øst – eller Vestfronten med det samme som soldat, indvilligede jeg i at tage en SS uddannelse. Guderne må vide hvor længe denne krig vil vare, og jo længere tid jeg kan trække den, des bedre, ”. Cornelia var enig, selvom hun inderst inde, var dybt ulykkelig over at hendes storebror måtte tage en sådan svinsk uddannelse. For at blive SS skal man aflægge en ed til Hitler, hvori man med livet svor at ville kæmpe for det tyske rige til det allersidste sidste. For Mikael var det en midlertidig redning for ham.
Allerede dagen efter rejste Mikael til Berlin, og Cornelia blev ene. End ikke da kneb hun en tåre, da hun sørgmodigt vinkede farvel til sin storebror på Münchens tætpakkede station. Han ville komme hjem igen, inden han skulle udstationeres, havde han sagt. Men tid og dato kunne han ikke sætte på sin hjemkomst. Det sidste de lovede hinanden inden Mikael rejste, var at skrive breve, så ofte de kunne. Det var både med til, at holde modet og livsglæden oppe ved Cornelia, den tid hvor hendes storebror var rejst væk.
Godt et år senere steg Mikael en sen aften af toget i München. Han havde svært ved at kende sin barndomsby, og dens mange smukke bygninger. De var enten blevet ødelagte på den ene eller anden måde. Mikael havde stadigvæk det samme åndsfraværende udtryk i ansigtet, da han passerede den ene ødelagte brostensbelagte gade efter den anden. Det havde været en rædselsfuld tid i Berlin, og alle de ting, som han havde set og stået model til, væltede med ét op i ham.
Den værste oplevelse var uden tvivl en dag, hvor bagbundne jøder, på åben gade skulle henrettes af hans SS kammerater. For at undgå at udføre selve henrettelsen, meldte han og nogle andre sig til placere jøderne korrekt op af murerne. Med nænsomme hænder havde Mikael løsnet de dødsdømtes reb en anelse, da han så, at de havde skåret dybt i deres hænder. Den unge mand vidste at han ikke ville kunne redde jøderne, men han ønskede ikke, de skulle lide mere ene højest nødvendigt.
Da Mikael passerede den kirke, hvori hans forældre for mange år siden var blevet gift, stoppede han brat op. Et sted inde fra kirkegården, blandt de mange grave, hørtes en halvkvalt gråd. Først troede Mikael det var et nyfødt barn, som var blevet efterladt, men kom dog hurtigt i tvivl. Gråden var begyndte at stilne lidt af. Tøvende gik Mikael hen til kirkegårdslågen, der knirkende lod sig åbne. Det kunne uden tvivl høres ud over hele kirkegården, da gråden pludselig stoppede. ”Et barn kan det ikke være”, mumlede Mikael og lukkede lågen efter sig.
Efter at have stået stille i et par minutter, kunne han høre lette skridt i kirkegårdens knasende grus. Det lød som om at nogen ikke var interesseret i at løbe ind i typer som Mikael. Han var på daværende tidspunkt iført sin SS uniform, hvilket udsendte negative signaler til folk, der enten var bange, eller frygtede, at deres dybeste hemmelighed blev afsløret. Skridtene fortsatte, og Mikael kunne høre, at de var på vej forbi det sted, hvor hans forældre lå begravet. Han kendte vejen efter at have gået den mange gange og begyndte i rask trav at gå derover. Det sidste stykke løb han, og så nogen dukke sig hurtigt sig bag sin moders sten. Han lænede sig forover, og fik til sin overraskelse fat i et spinkelt håndled. Personen, som Mikael havde fået fat i, forsøgte at rive sit håndled til sig, og derefter at fortsætte sin flugt. Men den tavse kamp imellem dem blev hurtigt afgjort, da Mikael var den stærkeste.
”Jeg er ikke ude på at gøre Dem ondt!”, sagde han henvendt til skikkelsen, der sad i skyggen af stenen. ”Det vil De måske have at jeg skal tro på”, sagde personen pludselig, og to azurfarvede skiver tændte sig i mørket. Mikael tabte fatningen, da han så personen rejse sig. I månens skær så han en slank og spinkel skikkelse stå foran sig. Hendes hår var gemt under et sjal, men Mikael kunne se at det måtte være langt, da noget af håret hang i tjavser udenfor sjalet. Noget han lagde mest mærke til var hendes fremstående næse, som var lidt større og havde en anden form, end tyskernes. Hun var uden tvivl jøde.
Det undrede Mikael, hvordan at denne jøde har overlevet sit ophold i München under krigen. Nu var der næsten ingen jøder tilbage i de lande som Hitler sad på. Hvis der tilfældigvis var et par stykker i mellem blev de enten angivet, hentet eller myrdet på stedet. Som SS havde Mikael pligt til at tage denne jøde med sig, og få hende deporteret til en fangelejr hurtigst muligt. Men han kunne ikke få sig selv til det. Det var tydeligt at hun var alene, og havde ikke længere noget familie at være hos. Derfor tog Mikael en meget risikabel beslutning, som i sidste ende kunne koste ham dyrt. En ting der kom bag på den unge SS officer var, at han ikke frygtede at miste sit eget liv. Allerede her var han klar over, at pigens liv betød mere for ham end nogen andens. Han tænkte endda ikke på hvilken forandring hans død ville have for Cornelia, da han ind i pigens usædvanlige øjne. For første gang i mange år fik han trang til at græde over sin moders tragiske død. Dog tog Mikael sig i det, og spurgte i stedet: ” Hvad er Deres navn?”. ”Elisheba,” svarede hun mistænksomt og så derefter meget vagtsomt på Mikael. ”Har De ikke noget efternavn?”, fortsatte Mikael venligt, og sørgede for at holde en pæn afstand til pigen. Der var ingen grund til at gøre hende mere mistænksomt, end højest nødvendigt. Elisheba rystede på hovedet.
Pludselig hørtes der en knirken ved kirkelågen, og det gav et sæt i pigen. Hun sendte Mikael et vredt blik, da hun troede, at han ikke var bedre end alle andre SS’ere. Muligvis fordi hun regnede med, at det var hans kammerat som stod, og ventede nede ved lågen. ”Kom”, svarede Mikael og tog Elishebas hånd. Til Mikaels overraskelse strittede hun ikke imod, og før de passerede det sidste træ, stoppede han. Mikael slap hende hånd, og stak den ene hånd ned i uniformslommen. Han fremdrog en rulle bandage, og pegede skiftevis på den og Elishebas ansigt. Hun nikkede, og få minutter efter var hendes ansigt indhyllet i bandage. Hendes hår havde de forsøgt, at skjule så godt de kunne under hendes sjal. Mikael tog igen Elishebas hånd, og satte i beslutsomt trav mod kirkegårdslågen.
Som de havde forventet, stod der en mand iført SS uniform ved lågen. Han så overrasket på Mikael, som kom gående med formummet skikkelse ud af mørket. ”Alt roligt”, sagde Mikael og strakte sin hånd for at hilse. Den fremmede mand gjorde et bekræftende nik, og begyndte at pege med rynket næse på Elisheba. Han forsøgte med hollandsk accent, på gebrokkent tysk at spørge hvem Mikael havde med. ”Min lillesøster, Elisa”, svarede Mikael med sorg i stemmen. ”Er blevet spedalsk med årene. Derfor viser hun aldrig sit ansigt.” Manden nikkede, og lod dem til alt held fortsætte, uden at se nærmere på Elishebas identifikationspapirer. Muligvis fordi han ikke var spor interesseret i spedalske kvinder. Mikael havde luret, at manden egentlig var dybest set ligeglad med, hvem der kom og gik. Han tænkte derefter i sit stille sind, at hvis den forkerte mand kom forbi og overværende dette, ville det have haft fatale konsekvenser for manden med sin gebrokne accent.
Mikael og Elisheba nåede uden problemer til opgangen, hvor Cornelia residerede. Hurtigt bankede Mikael på, og øjeblikket efter blev døren hurtigt åbnet indefra. En ældre, men smilende Cornelia åbnede, og blev henrykt over, at se sin storebror igen. Et kort øjeblik så hun spørgende på Elisheba, men bød også hende indenfor. Selvom Elishebas ansigt var dækket, kunne Mikael se et lille smil spille over hendes ellers lukkede ansigt. Det var tydeligt at hun synes om Cornelia, og trådte forsigtigt efter hende ind i lejligheden. ”I kommer lige i rette tid”, sagde Cornelia værdigt. Hun fortsatte ind i stuen, hvor der ovre i hjørnet stod et bord med lille metalbeholder på et gasblus. Lillesøsteren pegede på en tom trækasse, som Elisheba fik sat sig kejtet på. Cornelia vendte sig om, og gjorde tegn til Mikael, at han skulle følge efter hende ind i rummet ved siden af.
Da Cornelia lukkede døren efter dem, gik hun lige til sagen. ”Hvad har du tænkt dig?”, spruttede det ud af hende. Mikael, der vidste at det ville være uklogt, at lyve over for Cornelia, fortalte hende sandheden. ”Du er ikke rigtig klog. Ved du ikke det er strafbart at gemme folk med hendes baggrund?”, spurgte Cornelia rasende. Det kom fuldstændig bag på Mikael, at se hans søster sådan. Han forsøgte at lede efter de rette ord. ”Jeg ved det, men jeg kunne ikke lade hende i stikken ved vores forældres grave. Havde jeg ladet hende gå, ville en anden have fundet hende”, sagde han forsvarsberedt. Cornelia så et kort øjeblik streng på ham. Til sidst svarede hun opgivende: ”Mikael, jeg kan godt lægge to og to sammen. Tror du ikke at jeg allerede nu, har bemærket de øjne som du sender hende? Du må glemme hende, i mens tid er. Det gør det endnu svære for jer begge”. Mikael lyttede til hende med halvt øre. ”Jeg ved, hvad jeg gør. Tror du ikke, jeg har set hvad der sker med hendes slags? Jeg ønsker ikke, at det skal gå hende sådan.” Cornelia sukkede tungt. ”Nej, det gør jeg heller ikke, kære broder. Men jeg er nød til at spørge dig. Er du sikker på det du gør?”. Det blik Mikael derefter sendte, var svar nok i sig selv. ”Så bliver det sådan”, sagde Cornelia tankefuldt. ”Hun kan blive her, men må absolut holde sig indendørs. Ved først givne lejlighed må hun væk. Ingen ved hvor længe denne forbandede krig varer ved. Det er efterhånden svært at definere forskellen i mellem krig og frihed,” sagde hun ulykkeligt. ”Mor havde ret, Mikael. Det er ikke det tyske folk, som skal bringe frihed til dette fordærvede land.”
Som månederne gik uden der yderligere skete noget, begyndte Mikael, Cornelia og deres logerende, så småt at nære håb for, at krigen ville få en ende. Især da de allierede indtog Normandiets strande, den 6. juni 1944.
Men ak nej. Kort tid inden Mikael skulle sendes til Østfronten, gik deres værste mareridt i opfyldelse. En dag havde Elisheba glemt at vikle sit ansigt ind i bandage, da hun skulle med Cornelia ned på torvet efter mad. Dette havde en ung pige i uniform set, og havde straks meldt det til Gestapo. Heldigvis havde Cornelia også bemærket det, og fik sent hendes protegé af vejen, før Gestapo dukkede op.
Mikael var ikke hjemme på daværende tidspunkt, da politiet raserede lejligheden efter sporene på den forsvundne jøde. De fandt intet i stuen, hvor Cornelia sov. Men på Mikaels værelse fandt man tegn på, at der havde boet mere end én. Gestapo fandt nogle af Elisheba personlige papirer, og Mikaels dagbøger, samlet i en kasse under sengen. Dagbøgerne i sig selv var rigeligt med bevismateriale til at afsløre hvilket forhold den unge SS’er havde indledt med Elisheba.
Straks blev Mikael arresteret. Myndighederne ville have at vide hvor Elisheba skjulte sig. Men han forholdt sig tavs under afhøringen, og da han hverken var til at hugge eller stikke i, gjorde de højerestående mænd det mere enkelt for at få sagen afsluttet. Man drog derfor den konklusion, at Mikael var landsforræder af værste karat, da han havde brudt eden imod Hitler. Han blev derfor dømt til døden, uden nogen muligheder for benådning.
Cornelia Erbach stod med bøjet hoved, foran en næsten nyopført grav, med et barn i sin favn. På stenen stod der:
- Mikael Erbach
F. 4. december 1925 – D. september 1944.
Han var en elsket mand, der fulgte det
som han troede på, var det rette. I dag lever
han som et smukt minde, blandt dem
der husker ham.
Det var Cornelia, der havde ønsket, at det skulle stå sådan på sin brors gravsten. Det var sådan hun ønskede, at folk skulle huske hendes storebror. For en mand, der kæmpede for det han troede på, og for den frihed, som han aldrig selv nåede at opleve. Cornelia lagde en buket på graven, og tørrede en tåre væk. Hun tænkte tilbage på den aften, hvor Mikael var dukket op med Elisheba. Hun var kvinden i hans liv, kunne Cornelia aflæse i sin broders øjne. Hun kom aldrig til at forstå, om det var det rette valg, hun havde taget ved at lade hende blive. Men Mikael havde troet på, at de allierede snart ville nå München, og det ville have været Elishebas redning. Desværre kom hun ikke til at opleve friheden, som Cornelia gjorde.
Efter Mikaels død begyndte Elisheba at blive svag, og mistede tilmed livslysten. Barnet som hun ventede, sagde hende længere ikke noget. Cornelia havde forsøgt med alle midler, at skaffe alt den nærende mad hun kunne. Men der var næsten ikke noget tilbage i byen, og hun havde ikke kunne gøre andet, end at se hjælpeløst til, imens Elisheba svandt ind. Hun døde i barselssengen, kun 17 år gammel. Cornelia valgte at vise Elisheba den sidste ære, ved at kalde hendes nyfødte pige for Sarah. Inden sin død, havde Elisheba bedt Cornelia om, at hvis barnet blev en pige, skulle hun hedde Sarah. Opkaldt efter stammoderen til det jødiske folk. Cornelia der ikke havde ændret sit syn på religion indvilligede alligevel i dette, og det blev derfor sådan. Cornelia havde dog fastholdt at Sarah skulle have sin faders efternavn. Det var vigtigt for Cornelia at hendes niece kendte sine tyske rødder, selvom det var et faldende folk.
Frihed havde ingen kendt til i mange år. Både jøder, politikere, kommunister og andet folk, der enten så anderledes ud, eller havde en anden holdning til tilværelsen, var i løbet af de sidste 12 år, blevet forfulgt eller slået ihjel på grusomste vis af nazisterne. Men efter freden var kommet til landet, kunne Cornelia ane en fremtid for de mennesker, der stod tilbage i den nu, afdøde Føreres efterladte ”Stor-Tyskland”.
!