En vild begejstring brød ud blandt forsamlingen. En sådan forestilling ville de nødig gå glip af. Livet som gadedreng havde ikke just fyldt deres hver dag med morsomheder. De kendte kun til den ulidelige kamp om overlevelse, hvilket i sidste ende kunne betyde mord og overfald. Derfor fandt de det vældig underholdende at nedgøre en anden person, som ikke havde den samme mulighed for at forsvare sig som dem. Samvittighed ejede drengene heller ikke.
Pigen kunne ud af sine forslåede øjne se en silhuet falde over sig, da hendes udsyn blev formørket. Minuttet efter mærkede hun en grov og snavset næve lukke sig om hendes lange lokker. Hun skreg af smerte, da drengen trak til og hun forsøgte instinktivt at flytte sig. Det skulle hun aldrig have gjort, for det opildnede drengene endnu mere til at gennemføre deres kyniske handling. ”Dræb hende!”, hylede en mindre dreng og førte langsomt en kroget finger hen over sin egen strube.
Efter få minutters diskussion nåede drengene til enighed om at trække ydmygelsen ud for pigen. En af de større og mest modbydelige af drenge slog tilfreds sine hænder sammen, og sagde med en hæs raspen at han havde sine metoder. Inden de resterende drenge nåede at indvende noget, greb han fat i pigen. Med en voldsom og ivrig bevægelse rev han hendes lappede klæder i stykker. Under de slidte og tynde rester gemte sig en pragtfuld dragt, som kun er en prinsesse værdig. ”Hvad fanden!”, råbte drengen af ren og skær forbavselse, men nåede ikke at fuldføre sin sætning. Sekundet efter lød der en hvislede og metallisk lyd, og drengens hoved trillede hen af vejen. Pigen, hvis ansigt og klæder var badet i blod, skubbede liget væk og forsøgte at undertrykke kvalmen, som likvideringen havde forsaget.
Der blev en vild opstandelse, da ryttere, iført sorte kutter, kom ridende i voldsomt ridt med skarpe krumsabler svingende over deres hoveder. Drengene, der frygtede for deres usle liv, tog benene på nakken, inden rytterne også nåede at gøre det af med dem. Sandhedens gru gik langsomt op for dem, da de flygtede med en fart, hvis lige aldrig var blevet set. De havde lagt hånd på et medlem af den kongelige familie, hvilket i sig selv var nok til at underskrive sin egen dødsdom.
Da drengene var ude af syne hoppede den mest fremtrædende af mændene af sin prustende hest, hvis sved lå hen over de sorte flanker. ”Prinsesse Israh! Hvad gør I her?”, udbrød manden fortørnet og tog pigens udstrakte hånd. Hendes hår dækkede hendes ansigt som et gardin, for at skjule for omverdenen, hvilken antast og fornedrelser hun var blevet udsat for.
Da den ukendte rytter ikke fik svar, bukkede han kort for prinsessen, og hjalp hende med stor tålmodighed op på sin ganger. De fik kort efter følge af de andre ryttere, som sluttede sig til deres leder. Heldet havde ikke været med drengene, da rytterne før havde startet en hæsblæsende jagt på prinsessens overfaldsmænd. Det var kun lykkedes for et par stykker af dem at skjule sig i nogle smalle og skumle gyder. Resten var blevet henrettet på stedet, til skue for andre menneskers hån, jubel og foragt.
Skaren begyndte hurtigt, at ride i retning af det kongelige palads. Prinsesse så vel som rytter forholdt sig tavs under ridtet. Den kongelige families sager angik ikke rytterne. Deres opgave var blot at beskytte dens familiemedlemmer, og ikke at stille spørgsmål! Det var dog alligevel vanskeligt for lederen af gruppen, at undertrykke sin vrede. Når han fra tid til anden trak i hestens tøjler, gjorde han det ubevidst med aggressive bevægelser. Prinsesse Israh fik tårer i øjnene, da hun for alvor kunne mærke den voksne mands vrede.
Aladdin, som han hed, havde siden Israhs tidlige barndomsår, været hendes personlige beskytter og ven. Israh kom til verden, samtidig med at sultanen, hendes fader, døde uden at efterlade sig sønner. Derfor var sorgen stor de følgende år, da man ikke kunne udpege en ny mandlig tronarving. De mænd som var nærmest sultanen inden hans død var enten korrupte, magtsyge eller pengegriske. Den døende sultan, der var kendt i Saudi Arabien for sin usædvanlige godhed og ikke mindst hårde retfærdighed, ønskede ikke at hans folk skulle falde i en forkert mands hænder. End ikke i sin brors søn, Al-Hatal som på det tidspunkt var 16 år. Hans sind bar præg af en skjult og voldsomt ondskab, som kunne slå ud i lys lue, hvad øjeblik det skulle være. Sultanens sidste ønske blev følgende: hans eneste datter, skal finde sig en passende ægtemand, og derefter føre den kongelige slægtslinje videre. Før måtte nogen anden mand ikke tilrane sig denne høje position, som landets leder, uden Israhs samtykke.
Siden da fik Aladdin til opgave at vogte nat og dag over den kommende dronning med sit liv. I takt med at Israh blev ældre, udviklede der sig i alt hemmelighed en dyb fortrolighed og tillid i mellem prinsessen og hendes trofaste livvagt. Kun når de var i alene glemte Israh almen opførsel og dannelse, og blev den pige som hun inderst inde var: En snakkende, varmhjertet og livsglad pige, som betroede Aladdin sine inderste følelser og tanker. Dette skete dog kun når hun enten følte sig alene, eller trist til mode. Aladdin forstod sin prinsesse.
Den dag hvor Israh var fyldt 17 år, kom hun stormende ud fra den kongelige etage, iført en ny dragt, og løst hår for øjeblikkeligt at finde sin ven. Aladdin, der stod i samtale med en mindre venlig vagt, tabte pusten ved synet af prinsessen. Israhs skønhed, samt velformende skikkelse bjergtog hendes beskytter fuldstændig. Først da han så, at hendes ansigt var tårevædet, gik det op for ham at det denne gang var alvor. Hun slog armene rundt om den høje mand, og begyndte at græde så voldsomt, at hendes spinkle krop rystede. Aladdin bad øjeblikkeligt vagten om at forsvinde, og lod Israh græde ud.
Det gik hurtigt op for prinsessens fortrolige, at den afdøde sultans kone og hans brors kone havde forsøgt at etablere et ægteskab i mellem Israh og Al-Hatal. ”Det er det mest absurde, jeg til dato har hørt!”, tordnede Israh, samtidig med at hendes gule øjne glødede af vrede. Et ægte medlem af vor højt elskede kongefamilie, tænkte Aladdin fraværende, og tog prinsessens ansigt i mellem sine hænder. Israh stroppede straks de forbandelser, som hun oprørt nedkaldte over sin mor og sin farbrors kone. En fysisk kontakt i mellem dem var strengt forbudt, tænkte Aladdin fortvivlet. En prinsesse skulle være uberørt, til den nat, hun lå i sin ægtemands favn. Punktum! Men synet af denne kvindes ansigt smeltede fuldstændig mandens hjerte. Det var som om, at den lille pige, som han med sit liv havde svoret at beskytte, var forsvundet. I stedet for et barn var en moden kvinde vendt tilbage.
Israh tog Aladdins hånd og var med ét klar over, hvilke tanker der fløj igennem hans hoved. Hun lagde sit hoved på skrå og sendte et blik fyldt med varme til Aladdin. ”Israh! Det går ikke!”, sagde Aladdin fortvivlet og forsøgte at se væk. Han følte sig med ét troldbundet til denne kvinde, og vidste hvilke fatale konsekvenser det ville få for dem begge.
Uden at tænke videre over det, førte Israh Aladdins hånd op til sin mund, og begyndte varsomt at kysse den ned langs håndryggen. Aladdin hev efter vejret, over denne uvante nærkontakt. Han havde i modsætning til andre mænd, ikke ligget i en kvindes favn på noget tidspunkt. At det skulle blive denne kvinde, som åbnede døren til en længe ventet verden, kom som en overraskelse for Aladdin.
Pludselig kom han på bedre tanker. Han greb fat i Israhs lange hår, og hun stoppede øjeblikkeligt sit forehavende. Aladdin holdt hende ud for sig, og sagde med lavmælt stemme: ”Dette må ikke ske igen. Hører De Deres Højhed!”. Israh så op i den voksne mands ansigt, og kunne aflæse frygten i hans øjne. Hun sank en klump, og skammede sig over sin egen egoisme. Hun var den første til at kende de stramme love, velvidende om at et forhold i mellem en person langt under hendes stand, vil aldrig komme på tale.
Israh nikkede til Aladdin, som åndede lettet op. ”Hvad der er sket i dag, vil vi aldrig tale om på noget tidspunkt! Det er bedst at glemme det. Især for Jeres egen skyld”, sagde Aladdin stift, og rettede på sit tøj. Israh, der havde stået med sænket blik siden Aladdin slap hende, følte et raseri vælde op i hende. ”Hvad ved du om, hvad der er bedst for mit eget vedkommende?”, spruttede det ud af Israh. ”Du ved ikke hvordan jeg har det! Tænk at høre sin egen ”ærværdige” moder love sin egen datter væk, som en værdiløs handelsvare”. Aladdin så overasket på hende, og forsøgte at lede efter de rette ord. Men Israh kom ham i forkøbet ”Du er dybest set ligeglad med, hvad der sker mig!”, sagde Israh så hårdt, at Aladdins fortvivlede ansigt ændrede karakter. For første gang i Israhs liv, oplevede hun sin beskytter vred. ”I burde tænke på Jeres land”, sagde Aladdin. ”Jeg vil ikke diskutere dette med Dem, Deres Højhed. Hvad der er sket i dag, forbliver i mellem Dem og mig.”
Med disse ord, bukkede Aladdin kort for prinsessen og forlod derefter den overdådige forhal. Israh mærkede pludselig tårerne løbe ned af sine kinder, da hun hørte lyden af Aladdins fodtrin forsvinde mindre. Med ét ønskede Israh, at hun aldrig var blevet udvalgt som prinsesse. ”Hvorfor skal jeg arme kvinde være ene om, at bære denne tunge byrde?”, hviskede Israh og slog sine hænder sammen. ”Hvad forlanger man af mig? At jeg skal indgå ægteskab med en mand, som jeg afskyr?”. Israh skar pludselig ansigt ved tanken om Al-Hatal. Hvor han end førte sig frem til de kongelige sammenkomster, dånede kvinderne i stribe for ham. Undtagen Israh, som gang på gang afviste hans ”charmende” tilnærmelser. Men det havde åbenbart ikke taget modet fra min noget ældre bejler, tænkte Israh mut og tørrede sine øjne. Ét år har jeg dog at løbe på, tænkte den kommende dronning optimistisk, da hun gik op at en juvelbesat marmortrappe. Til den tid har jeg fundet en passende mand.
Efter at have passeret den kongelige etage, gik det pludselig op for Israh hvad hun selv havde tænkt. Den mand, som jeg har kær, kan jeg ingenlunde få, tænkte Israh ulykkeligt. Med ét følte hun en bitter ligegyldighed over for alt og alle. ”Hvis jeg ikke kan få ham, har jeg intet at leve for!”, sagde Israh højt og så sig selv i sit spejl. Med ét var hun klar, over hvad hun ville gøre.
Dagen efter var prinsessen sporløst forsvundet. Det gav et kæmpemæssigt ramaskrig, da det kom frem for offentligheden. Det var første gang i kongefamiliens historie, at en tronfølger var forsvundet. Folket frygtede at prinsessen enten var blevet slået ihjel, eller behandlet brutalt på andre måder. For med hende vil et håb for landets fremtid lige så stille dø ud. Uger blev til måneder, uden noget skete. Man bad til Allah i håb om at holde hånden over deres enestående prinsesse. En mening med hvad der var hændt forstod folk ikke. End ikke den afdøde sultans enke, som gik for lukkede dør på sine mange værelser og rasede over sin datters tåbelige opførsel. Mest af alt ærgrede det hende grænseløst, at Al-Hatal ikke nåede at blive hendes svigersøn. Hun gik endda så vidt, da hun forsøgte at rette sin mands sidste vilje. Men de højtstående mænd rystede på hovedet, og sagde, at kun Israh var den retmæssige ejer at landets trone. Hvis hun ikke dukkede op før sin 18 års fødselsdag, ville nabolandene højest sandsynlig erklære krig. Et land uden leder, var lige så nemt at snuppe, som at klø sig i turbanen.
Heldigvis kunne landet ånde lettet op, da Aladdin en årstid senere kom ridende ind på paladset med prinsessen på sin ganger. Israh og Aladdin havde ikke udvekslet ét eneste ord under turen. Hendes livvagt undrede sig mest af alt over, hvordan Israh havde overlevet det hårde liv på gaden så længe. Men han kommenterede det ikke.
Da Aladdin steg ned sin hest i den kongelige stald, kastede han et vurderende blik på prinsessen. Hun sad endnu på hesten, og svang benene på en måde, som ikke var passende for en kvinde. Hendes sorte hår, som var vokset med tiden, var fyldt med størknet blod. Neglene var flossede, og flere steder var hendes slanke fingre fyldt med rifter og andet skidt. Men ved Allah, hvor er hun dog smuk, tænkte Aladdin ulykkeligt. Der var ikke gået et øjeblik, hvor han ikke havde tænkt på hende.
Israh rakte stumt en hånd frem, for at blive hjulpet ned, men Aladdin tog den ikke. Hans blik fastholdt hendes, som hun gengældte. Aladdin sukkede opgivende og slog hånden for øjnene. ”Hvad skal der dog blive af os?”, sagde han lavt, men højt nok til at Israh kunne høre det. Den fortabte mand hørte først et blødt bump imod gulvet. Derefter mærkede han noget varmt slå sine arme om sig.
Da Aladdin åbnede sine øjne igen, så han ind i et mildt ansigt, som smilede opmuntrende til ham. ”Du er ikke alene, min ven”, lød en blød og varm kvindestemme. Aladdin registrerede at stemmen stammede fra Israhs lille mund, som bevægede sig. Uden at tænke yderligere over det, slog han sine muskuløse arme om den hjemvendte prinsesse, og trak hende ind til sig. De var begge 2 klar over, at det var farligt for dem. Men ingen af dem kunne stille noget op over for den magtesløse kærlighed.
De følgende nætter blev lange og varme. Om dagen mødtes Israh og Aladdin, skjult for andres nysgerrighed, i de gemakker, som var forbeholdt dronningen at færdes i. Israhs moder benyttede dem aldrig, fordi de aldrig var, faldt i hendes smag. Om natten, når paladset henlå i mørke, sneg Aladdin sig ind af Israhs vindue, og forlod det først når daggry bankede på døren. Sådan fortsatte det i lang tid til den nat, hvor Israhs liv forandrede sig fuldstændig. Hun sad den nat på sin seng, og betragtede de mange olielamper, som kastede et svagt skær ud i rummet. Israhs ansigt var trist, og når hun rejste sig, rettede hun hurtigt på sin prægtige dragt. Endelig hørte hun nogen ved vinduet! Det var Aladdin, som hun havde ventet. Han strålede af lykke, da han så Israh. Det skar hende øjeblikkeligt i hjertet. Han måtte forstå!, tænkte Israh heftigt med bankende hjerte.
I stedet for at tage om hinanden, tog Israh Aladdins hånd og fik ham placeret på en stol. Hun satte sig ved siden af ham og så lidt på ham, før hun forsigtigt sagde: ”Jeg venter barn i det kommende år”.
Først troede Israh, at Aladdin ville blive glad. Men i stedet så han bare på hende, og rejste sig hurtigt. Han tårnede sig op over hende, og det gik pludselig op for Israh hvilken grusom fejltagelse hun havde begået. Aladdin vendte sig op for at gå, men Israh greb fat i hans arm. Hun tvang ham til at se på sig, men der lå mur imellem dem, som Israh ikke kunne bryde. For første gang så hun Aladdins ansigt. Hun tænkte tilbage på alle de ting, som de igennem Israhs liv havde foretaget sammen. Det var Aladdin der havde lært hende at ride, at skelne i forskel mellem hvad der var forkert og det rigtige. Han som var glad for børn, ville nu ikke kende ved sit eget.
Efter at have stået og stirret hinanden i øjnene, tog Aladdin voldsomt fat om Israhs ansigt. ”Det er en køn situation, du har bragt mig i”, hvislede han rasende. ”Hvad du har lavet af dumheder, skal ikke komme mig til skade.” Men nu rev Israh sig fri. ”Hvordan kan du sige den slags? Du ved at jeg aldrig før har ligget med nogen mand. Du er den eneste som..” Inden Israh nåede at fuldføre sin sætning slog Aladdin hende brutalt i ansigtet. Hun faldt bagover, og slog sig alvorligt, da hun ramte gulvet. Hendes ”beskytter” skubbede hende til side, for at komme væk. Inden længe ville nogen finde prinsessen vidste Aladdin. Han kastede et enkelt blik på hendes livløse krop, før han forlod hende for altid. Det så ud som om at hun sov, men Aladdin turde ikke røre ved hende. Han havde gjort hende uren, og tilmed gjort hende med barn. Så fej som han var, kunne han ikke sætte sig ind i en lignende situation, som Israhs. Han kunne blot sanse, at det hastede om at komme væk, før han blev grebet.
Prinsessen lå på gulvet til langt ud på morgenen, før hun blev fundet af en tjenestepige. Strømmen af størknet blod på Israhs ansigt, var vidnesbyrd om hvad der var sket den foregående nat. Straks blev der gjort en stor opstandelse på paladset, for at finde den ukendte gerningsmand. Det blev ikke bedre, da Israhs mor midt i forvirringen dånede over at se sin datter i sådan en tilredt forfatning.
Et fortvivlet skrig lød ud over hele paladset den selv samme dag. Det var lykkedes at få ud af enken, hvilken tilstand hendes datter var blevet bragt i. ”Ved Allah, sig det ikke er sandt!”, råbte moren fortvivlet, og så bebrejdende hen på sin datter. Familien stod i en bue bag Israhs mor, og forholdt sig tavs under den mindre behagelige samtale. De var dels rystede over hvilken skam Israh havde bragt over familien. Men inden de overøste hende med formaninger, kom de på bedre tanker. Deres problemer blev mildest talt ikke løst ved at sætte sig ned og jamre over den tragiske situation, som enken gjorde. Israhs farbror stod ved siden af sin kone, og hviskede hende ophidset i øret. Konen nikkede, og hendes slangelignende øjne lyste af begejstring. Hun trådte frem og rømmede sig, så alles opmærksomhed hvilede på hende. ”Må min mand og jeg få Eders tilladelse til, at bringe et forslag på banen, som med garanti vil gavne dette rige storhed og en slående fremtid?”, spurgte hun med en sukkersød stemme. Enken nikkede, og duppede hurtigt sine øjne i et klæde. ”Sig frem. I har min velsignelse”, sagde hun til sidst, og sendte tilmed hendes datter et blik, der var fyldt med foragt og afsky.
Israhs sind blev mørkt, da hun hørte forslaget. Al-Hatal så tilfreds ud, da hans mor var færdig med at fremlægge forslaget for den begejstrede familien. Dog så sønnen alligevel tankefuld ud, men gav sin accept til at anmode om Israhs hånd på ny. Folk holdt vejret, da Israh godkendte Al-Hatals frieri. Hun havde ikke længere noget at leve for, og så med kolde øjne ind i Al-Hatals. Han trak sig bort, og vidste at deres kommende ægteskab aldrig ville blive lykkeligt. Med ét hadede han noget så grusomt den mand, som havde bragt Israh i ulykke. Han svor ved sig selv på, at finde denne mand, og få hævn for hvad han havde gjort imod ham. Al-Hatal ville nok blive sultan, men det nagede ham grænseløst, at ægteskabets første fødte barn ikke blev hans.
Israh bad om at få brylluppet udsat, indtil barnet var blevet født. Hendes mor og Al-Hatal blev, meget imod deres vilje, nød til at efterkomme dette ønske. Israh var for længst fyldt 18 år, da hendes graviditet kom for dagen, og man kunne ikke modsætte sig en dronnings vilje.
En varm og stjerneklar nat fødte Israh en lille datter i et storslået soveværelse, kun forbeholdt slægtens dronninger. Al-Hatal stod utålmodig uden foran sin forlovedes gemak, sammen med enken, og ventede på at blive lukket ind. Israh havde forinden smidt dem begge ud, da hun ikke ønskede at føde under deres opsyn.
Dronningen lå badet i sved med sin lille datter i favnen, da Al-Hatal og enken pludselig kom brasende ind. Begge åndede lettet op, da de fandt Israh i bedste velgående. Enken slog sine rynkede hænder sammen, og ville til at planlægge brylluppet, men Israh bad hende straks stoppe. ”Lad os tale om det i morgen,” sagde Israh og strøg med en moders hånd sin nyfødte datter over sit sorte hår. ”Jeg mangler hvile. Fødslen har udmattet mig mere, end hvad godt er. Gå nu, og lad mig få ro i sindet”. Hverken Al-Hatal eller enken forstod denne ordstrøm, men bukkede begge og forlod hurtigt rummet.
Da Israh var sikker på at de var gået, svøbte hun forsigtigt sit sovende barn og lagde det fra sig på sengen. Hun gik på bar fødder over til et kunstfærdigt bord, og fremdrog en lille flaske fra en af dets skuffer. Israh vejede den i hånden, og kastede derefter et blik fyldt med sorg på bylten i sengen. Hun gav sig derefter til at rode i en større skuffe. Hun fremdrog en rulle pergament, en flaske med blæk og en udsøgt fjerpen. Israh begyndte at skrive, og med tilbageholdt åndedræt lyttede hun efter, når folk stoppede op ude foran hendes sovegemak.
Da Israh var færdig med sit forehavende, foldede hun det sammen og stemplede det beslutsomt med dronningens segl. Dette brev var hendes sidste vilje, og tanke til sin nyfødte datter. Brevet indeholdt også nogle få ord til hendes mor, hvori Israh bad hende om at sørge godt for deres næste dronning, Alys.
Sin sindstilstand kunne Israh ikke beskrive med ord. Hun så ud af vinduerne, imens hun vuggede den sovende Alys i sin arme. Selvom dagen langsomt var ved at gry, kunne Israh blot fornemme mørke over alt. ”Hvordan er jeg blevet født til at reagere over dette land, fyldt mørke og kynisme?”, mumlede dronningen lavmælt og stirrede fortvivlet ud i det åbne landskab. Hun blev med ét svimmel, og lagde straks Alys fra sig på sengen. Det er tid, tænkte Israh og fik tårer i øjnene. Endelig skulle hun slippe fra den forbandede verden, som hver nat forsøgte, at trække hende ned i alt det onde. Ingen var klar over, at Israh så en anden verden, når hun lukkede sine øjne for natten.
Et koldt og nøgent landskab åbnede sig for hende, når hun i sin søvn forsøgte at finde ro. Verden som åbnede sine kolde sletter, og øde dale for dronningen, mindede hende om hvor ensom hun i bund og grund var. I hver drøm, sad hun på en bakkeskråning, og følte den kolde og hårde jord imod sin håndflade. ”Det er her jeg burde ligge”, tænkte hun som ofte. ”Jeg er dronningen af dette mørke, og dystre sted. Dronning af nat”.
Ingen kunne give et fornuftigt svar på hvorfor denne ulykkelige og tragiske historie endte, så brat som den gjorde. Den næste morgen fandt man dronningen liggende på gulvet, kold og uden vejrtrækning. Men med et fredfyldt smil på læben. I hendes lukkede hånd fandt man en lille flaske, som senere viste sig, at have været fyldt med et dræbende middel. Hvorfor dronningen i sidste ende, valgte at tage sit liv, fik man aldrig en forklaring på. Nogen vil kalde dette en ulykkelig kærlighedshistorie om 2 mennesker, der i sidste ende ikke kunne få hinanden på grund af stand og tro. Andre ville gætte på, at Israh havde en medfødt sygdom, som enten Aladdins svigt eller fødslen påvirkede. Men en efterkommer havde Israh efterladt sig, og til den kongelige familiens ærgrelse, krævede hun det samme som sultanen. Dog havde hun lavet en lille ændring, som aldrig før var blevet set i Saudi Arabien. I sit testamente tillod Israh med sin moderlige velsignelse, at Alys frit kan vælge den mand, som behager hende
10/5
Læste noget af den, du skriver i et flot sprog eller hvad man nu siger.. Den er helt sikkert rigtig god..! BLIV FORFATTER 
du skulle have delt den i 2 afnsit