Hvad skal man gøre, når ens mor ikke længere kan huske sin far? Når folk glemmer deres eget personnummer, og begynder tilmed, at opføre sig som nogen, der burde være indlagt på røde papirer? Hvis du er nysgerrig efter, at kende svarene, så tag godt i mod ”De gale”, som, efter min mening er, en meget passende titel til bogens handling.
De gale
En anmeldelse af Nicole
Vi befinder os i Danmark året 2010. Steff og Topper, som på daværende tidspunkt er omkring 17 – 19 år, er begyndt på et uddannelsesinstitut i Sønderjylland. Topper, der er duoens humorist og mest målrettede person, oplever sammen med den mindre fremhævede, men godmodige og eftertænksomme Steff, mærkværdige situationer i deres hverdag. Nogle af de ældre lærere på instituttet kan ikke længere huske, hvem de selv er, og minder af alt om personer, der ved hvad de vil sige, at lide af dårlige nerver.
Værre bliver det, da Steffs forældre skifter adfærd, og fortæller oplevelser i hverdagen, som sætter alarmklokkerne i gang hos Topper og Steff. Mest chokerende er det, da Steff under en telefonsamtale med sin mor opdager, at hun ikke længere kan huske Steffs far. I en kombination af forvirring og frygt beslutter Steff sig for, at rejse hjem til Sjælland for at finde ud af, hvordan tingene forholder sig. Han får følge af Topper, der bliver lige så bekymret på grund af, at han har et godt forhold til Steffs forældre. De har igennem flere år været en erstatning for hans egne, som døde i en bilulykke i udlandet.
Men rejsen bliver mere kompliceret end de havde regnet med. Hurtigt finder Steff og Topper ud af, at der er noget fuldstændig galt. Hjem, som de møder på deres vej står tomme, og systemet er gået fuldstændig i stå: Togbanerne kører ikke længere, og alt bilkørsel bliver forbudt fra den ene dag til den anden. Men hvad der egentlig er sket, kan hverken Topper, Steff eller andre mennesker, som de møder på deres vej sætte finger på. Nogle har dog slået sig til tåls med, at det er nogle videnskabsmænd som har pillet ved naturens orden, og at det er det, som har forårsaget galskaben! Nu er det ikke kun de ældre, som bliver ramt. Alle over 25 år går det nu også ud over, og virussen breder sig som en smitsom sygdom.
Rejsen bliver ikke mere overskuelig for dem, da Topper og Steff bliver alvorlig skadet. De kører nemlig galt med en mand, som samlede dem op ude på landet. Manden tager ikke hensyn til, at bilkørsel er forbudt. Til drengenes uheld glemmer manden hvordan man kører bil, og det forårsager en mindre ulykke med bilen. Derfor bliver Topper og Steff nød til at fortsætte deres færd med skadet ben, skuldre og arm.
Men det tager ikke modet fra Topper eller Steff. Med fast beslutsomhed drager de både til fods, og i bil, gennem Jylland, til de når Lillebælt, hvor sandhedens gru for alvor, går op for de unge. Hvor end de vender sig hen, opfører folk sig fuldstændig rablende, hvilket præger både deres udseende, beklædning og handling. Det er ikke svært, at ”mærke” i teksten, at det er et skræmmende og makabert syn. Både Topper og Steff er overbevist om, at det altid vil eksistere i deres hukommelse.
Lillebælt er lukket, da man ikke ønsker, at de gale mennesker skal infiltrere Fyn. Men alligevel driver folk, med forstanden i behold selvfølgelig, handel med at transportere folk over sundet for værdigenstande. Det lykkedes Topper og Steff, at finde en ældre herre, som sejler dem over.
Duoen bliver i midlertidig udvidet til en trio kort tid efter deres ankomst Fyn. Det er her de møder den lidt ældre og gådefulde pige, Popsy, som kommer fra fiskerbyen Esbjerg i Jylland. Hun vil gerne videre til Sverige, og slår følge med Steff og Topper. Hurtigt løber de unge mennesker ind i problemer, da de bliver forfulgt af en rockerbande. Det viser sig hurtigt, at de er udstyret med oversavede jagtgeværer og motorcykler, som nu hører en almen rocker til. Et ”smukt” eksempel på den uorden, og foruroligende kaos, som nu hærger det danske samfund.
På heldig vis lykkes det Popsy, Steff og Topper at undslippe rockernes vold, og d fortsætter deres færd i gennem den fynske natur. Også her står det galt til med folks mentale tilstand. For at overleve bliver de, meget i mod deres vilje, nød til at stjæle proviant og værdigenstande. Cigaretter er nu en af de gangbare valutaer, som man kommer længst med. Nøjagtig som efter II verdenskrig. Almindelige penge og andre metalgenstande, så som guld og sølv, har ikke længere den større værdi.
Endelig er de unge mennesker, efter mange strabadser, nået frem til Storebælt. Men der er desværre en beklagelig og enkelt lille detalje: Broen er lukket for alt trafik! Til alt held løber vor hovedpersoner, ved broen, ind i noget af den eksisterede hær, som tilbyder at hjælpe dem gratis over. Straks slår de til, og inden længe er Sjælland i sigte. Desværre går turen ikke helt som de havde regnet med. Popsy fornemmer hurtigt, at der er noget galt og når tidsnok, at springe i havet, før båden, der for i øvrigt er tæt bepakket med andre unge, når land.
Det viser sig hurtigt, at den danske hær mangler rekrutter, og derfor ikke tøver med, at tvinge civile til, at melde sig. Under opholdet i hæren kommer Topper og Steff så småt til hægterne igen, oven på deres skader, og får at vide forskellige steder fra hvordan det står til ”udenfor”. Håbet om at se sin familie igen, lever endnu i Steff. Han har dog ikke gjort sig forventninger om at, se sine forældre igen, da de er langt over 25 år. Men tanken om Maiken, som er hans yngre lillesøster, og Toppers venskab holder stadigvæk livsmodet oppe hos Steff.
Men det viser sig hurtigt, at venskabet kommer på en hård prøve, kort tid efter, da det lykkedes Steff og Topper, at stikke af fra hæren. De finder nemlig hurtigt sammen med Popsy igen der, som den pige hun nu engang er, trofast har ventet udenfor hærens lejr, for at gribe chancen til at finde drengene. Det viser sig meget hurtigt, at der er varme følelser i luften, blandt de unge mennesker.
Både Steff og Topper forelsker sig stormende i Popsy, og med lidt fornemmelse kan man læse i teksten, at det er gengældt. Dog er det Topper, som fanger Popsys opmærksomhed det meste af tiden, med sin vedvarende humor og charme. Det får lidt efter lidt jalousien til, at blusse op i Steff, hvilket medfører, at de 2 venner bevæger sig længere væk fra hinanden. Bedre bliver det syn som venter dem ikke, da de unge endelig når frem til Helsingør, hvor Steffs familie bor. Alt er kaos og den lille familie er tilsyneladende ikke til at finde nogen steder.
I huset, hvor de boede, bliver de unge taget godt ”imod” af en ældre rablende mand, som uden tøven skyder med skarpt på Steff, Topper og Popsy. På tragisk vis bliver Topper ramt, og både ham og hans banemand dør efter kort tid. Popsy graver straks en grav, og med hjælp fra Steff, begraver de i alt stilhed Topper. Steff, der nu har mistet sin bedste ven, gør sig længere ikke de største forventninger om, at finde sin familie igen. Han mister livsmodet, og ville, efter min mening, være gået i hundene, hvis de ikke var for Popsy, som bliver hos ham. I stedet for at give op, beslutter de sig, for at lede efter Maiken.
Selv om alt er kaos, har de hinanden, og må i fællesskab forsøge at, prøve at huske hvad der virkelig skete, inden det hele kørte af sporet.
Afsluttende arbejde og samlet vurdering af ”De gale”
Forfatter: Kim Fupz Aakeson.
Udgivelsesår: ”De gale” kom for første gang på gaden i året 1992. Senere er den blevet trykt adskillige gange. Mit eksemplar stammer fra et oplag, optrykt i 2003.
Udgivelsesforlag: Høst og Søn.
Fortællervinkel: Jeg – person: Steff.
Genre: Blød science fiction.
Temaer der indgår i bogen: Venskab, fremtid, delvis kærlighed, ungdom, sorg og leveforhold under krig.
Komposition: Kronologisk.
Side antal: 159.
Bogens hovedpersoner: Steff, Topper, senere pigen Popsy – Maiken, Steffs lillesøster.
Andre bøger af samme forfatter: ”Pigen der skulle vælge”, ”Lyden af Eva”, ”Englebarnet”, ”Sallies historier”, ”Og så er det godnat!”.
Der er ingen tvivl om, at Kim Fupz Aakesons formidable forfatterskab, er resultatet af en lang række fantastiske filmmanuskripter, billedbøger og bøger. ”De gale” er hans første ungdomsbog, og man må sige, at Kim Fupz gør det fremragende! Ikke alene det, har han evnen til, at holde en læser tryllebundet til sine tekster. Samtidig forstår han, at kombinere humor spænding og alvor, så det hverken bliver for meget eller for lidt.
Der er ingen diskussion om, at forfatteren til denne bog formår, at fortælle i et levende sprog, som gør, at alle mennesker kan læse hans bøger. Det mest spændende ved bogens handling, synes jeg, er, at man aldrig vidste hvad Topper, Steff og Popsy kom ud for, ved den næste by de passerede.
”De gale” er på samme tid en mærkværdig og forunderlig bog, som kan være svær, at karakterisere. Kim Fupz åbner en helt ny og skræmmende verden, som han i gennem Steff overleverer. Da selve plottet drejer sig om, at alle over 25 år i det danske samfund, bliver gale, kan den ud fra flere passager være til dels trist og skræmmende. Især da Steff og Topper, ude på landet går ind på en gård, hvor hele familien er fuldstændig er forsvundet fra jordens overflade.
Kim Fupz har som en afslutning, valgt at lade den stå meget åben. Vi får desværre ikke at vide, hvad der er hændt den lille familie i Helsingør. De er bare forsvundet, og som læser, kan man godt sidde uforstående og tankefuld, efter at have læst den sidste side færdig. Hvad meningen med Toppers død ellers var, har jeg rynket øjenbrynene og stillet spørgsmålstegn ved. Måske har Kim Fupz forsøgt i en kombination af familiens forsvinden, kaoset i by og på land, og Toppers død forsøgt, at give os et praj om, hvad der kan ske, hvis vi ikke passer på med, at pille ved naturens orden. Det kan vende fuldstændig vende op og ned på alt ting, og konsekvenserne kan være fatale! Alligevel forsøger de unge ihærdigt, at bygge samfundet op igen. Men efter Kim Fupz beskrivelser at dømme, minder det af alt om det bomberamte Tyskland efter II verdenskrig.
Kim Fupz fører os sammen med Popsy, Steff og Topper gennem et Danmark, som kun eksisterer i hans fantasi. Alligevel formår han, i gennem bogen som sit talerør, at få os til at stoppe op, og tage op til overvejelse, at vi bør tænke efter en ekstra gang, inden vi kaster os hovedkulds ud i noget nyt og gennembrydende.
Ud af 5 spændetrøjer, giver jeg uden tøven ”De gale” alle 5!
