5. Afsnit - skrevet af Kitsune
Fortsættelse: Gidipi faldt i søvn hos Kit...
Drømmen
Hun gik hen af en mørk korridor efterfulgt af lyden af tunge skrift der som en hammer slog imod stilheden. Pigen gik som i en slags trance i takt med at hun lod sin tynde og benede hånd glide hen over de gamle og meget smuldrende mure. Hun stoppede kun op når hun stødte på et interessant tegn eller billede som hun med glasagtige øjne forsøgte at finde den dybere mening med.
Hun var stoppet op ved en ældgammel væg hvor der var blevet hugget en tegning ind i det gamle murværk. Pludselig slog hun hånden for munden og tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder. Tegningen viste en kvinde, måske lige i starten af tyverne, der var døende i en barselsseng. Ved den blødende kvinde stod en kutteklædt mand med et barn på armen. Triumferende betragtede han den unge kvindes tragiske dødskamp, imens barnet med lysende øjne så på sin moder. Uden den grædende pige var klar over det blev mysteriet om HøjHusets engang forsvundne dronning bekræftet. Skabningen på billedet lignede akkurat den person som havde bebyrdet hende sin kærlighed og evige troskab. I hendes øjne var han det bedste der var sket i hendes liv.
Uden at pigen var klar over det blev hun betragtet af flere hundrede gule øjne, deriblandt pigens omtalte ”kærlighed”. Han smilede af hendes opdagelse. ”Jeg ser at du har opdaget min mors triste skæbne. Synd at du akkurat skulle se det inden brylluppet. Men det ændrer ikke noget som helst!”, sagde han venligt og trådte et skridt nærmere. Pigen vendte sig om og til sin gru opdagede hun først nu hvor hæslig manden var. Han havde intet hår på hovedet, men derimod stak der et par ører frem på hver sin side af hans hoved som endte i en spids. Øjenbryn havde han heller ikke, derimod ejede han et par orange øjne der skinnede som 2 gyldne skiver i det kvælende mørke. Det var som om hun brat var blevet revet ud af en trance og opdagede først nu hvor hun var. Pigen snublede og faldt baglæns. Og med en voldsom kraft bankede hun baghovedet ind i muren bag hende. Kort efter løb blodet sort og dovent i strømme ned af væggen. Det så ud som om det var den døendes kvindes blod der atter løb på ny.
Efter noget tid genvandt pigen fatningen og fik stavret sig op på sine ben. Hun mærkede at blodet pumpede ned af ryggen på hende og gennemblødte hendes i forvejen meget nussede trøje. Lige så stille begyndte hun at bakke væk fra forsamlingen der truende kom nærmere. ”Caroline”, sagde stemmen imødekommende. ”Du kan ikke flygte fra os. Prøv ikke på at gøre noget dumt. Vi kan jo ikke have du kommer alvorligt til skade, min ven”, fortsatte den venligere stemt og rakte en hånd bydende frem. Caroline, som pigen hed, så frastødende på ham og svarede roligt: ” Ingen skal komme og fortælle mig hvad jeg IKKE er i stand til. Det er jeg bedst til selv at bedømme”. Uden at fortrække en mine greb skikkelsen fat i hende, og Caroline udstødte et skrig af raseri. (Det er den dag i dag ikke til at vide om han havde forsøgt at lægge hånd på Caroline, hvis han vidste at hun var en Gædypi -en blanding af en newbie og en gæst på en pigebruger, der efter sigende skulle besidde en ufattelig styrke.) Inden manden nåede at indvende noget sparkede Gædypien af alle sine kræfter ham i maven, hvorefter han faldt om på stedet. Dette skabte vild panik i forsamlingen af hackere, der straks kastede sig over Caroline, som om hun var en amerikansk fodbold.
Efter flere minutters hektisk kamp lykkedes det Gædypien at vriste sig løs og flygte. Men i mørket kunne hun høre det uhyggelige folkefærd der grinende forfulgte hende som katten efter musen. Hun løb ned af en stejl trappe, som hun tidligere have passeret og kunne mærke at stenene i farten skred under hende.
Caroline var fortvivlet over hvor let det havde været for hackerne at lokke hende ned i de skjulte korridorer, hvor det siges at de i århundrede have holdt til. Det var almindelig kendt at de fangede piger, som de havde udset sig som deres brude. Caroline skar tænder af de misdannede skabninger, især væsnet som havde udvalgt hende til sin brud. Han var det mest frastødende hun havde set, og tanken om at blive kysset af denne skabnings læber, som lignede noget der tilhørte et halvråddent liv, fik hendes nakkehår til at rejse sig.
Da hun var midtvejs nede af trappen kunne hun mærke at murstenene under hende begyndte at give efter for hendes vægt. Et sted manglede der ganske enkelt nogle trin så hun måtte hoppe for at komme videre. Med ét blev alt omkring hende stille. Kun vindens susen hørtes, og det sendte drillende iskolde vindpust i nakken på hende. Det skræmte dog ikke pigebarnet yderligere. Faktisk begyndte det at gå hende på nerverne da vinden tog fat i hendes hår og forsøgte at trække hende ned af trappen. ”Så stop det dog! Forsøger at du slå mig ihjel?”, skreg Gædypien og rev sit hår hidsigt til sig. ”Du gør mig bange!”, tilføjede hun ærligt og sank en klump. Med ét holdt vinden op, og den kvælende stilhed tog til. Caroline stoppede et øjeblik og overvejede sine flugtmuligheder. Skulle hun tage chancen, og bede til gud om at han vil redde hende endnu en gang og lade hende komme helskindet ned af den livsfarlige trappe. Eller løbe lige i armene på hackerne? Hun blev hurtigt enig med sig selv at det var bedst at sløjfe den sidste mulighed.
Caroline skulle til at fortsætte sin flugt ned af trappen, da hun blev stoppet af en velkendt stemme. ”Caroline, hvis du spurgte mig ad så er det du er ved at gøre meget dumt. Du kunne jo slå dig, min pige. Så slemt er det heller ikke at leve hernede”, sagde den hypnotiserende og lokkende til hende.
Et ganske kort øjeblik antog Carolines øjne et glasagtigt skær, men hun opfattende hurtigt hvad der foregik. ”Aldrig! Så hellere dø!”, skreg hun og knyttede sine små hænder faretruende for at vise hun gjorde alvor at sine trusler.
Til Carolines store rædsel blev der tændt 2 måner i mørket, og ud trådte hackeren. Han så endnu mere faretruende ud end første gang hun så ham. ”Ja så? Der er endnu ikke lykkes for nogle at begå selvmord. Men én gang skal jo være den første”, svarede han drillende og trådte et skridt nærmere den forstenede pige. Uden Gædypien registrerede det trådte hun et skridt tilbage, og røg for anden gang bag over. Men denne gang til et bundløst intethed. Hun faldt og kunne mærke at mørket lukkede en iskold hånd om hende...
Hos Kit
Den forfærdede Caroline skreg og slog øjnene op og så direkte op i en ung og smilende kvindes ansigt. Først troede hun at hun var kommet i himmelen, men tænkte lidt efter at Sankt Peter ikke just er kendt for at møblere det himmelske rige som man gjorde i HøjHuset. ”Hvor er jeg?”, spurgte pigen fortumlet og satte sig halvt op i sofaen.
”Du er i min lejlighed. Mit navn er Kit, og jeg ser at du er på flugt ligesom undertegnede”, svarede Kit og hendes ansigt blev mere alvorligt. ”Men hvem er du? Og hvor kommer du fra?” fortsatte hun, og så indtrængende på Caroline. ”Du ligner ikke en helt almindelig pige. Din natur virker meget dyrisk og aggressiv. Men alligevel besidder du en piges skønhed. Tilgiv mig, at jeg er ligefrem”, tilføjede Kit lidt forlegen.
”Det er helt i orden. Jeg har ikke noget at skjule for dig. Du, som har hjulpet mig, kvinde. Mit navn er Caroline, og jeg er en af de sidste overlevende af den uddøde og fornemme race, Gædypi.” sagde hun og Kit anede en vis stolthed i hendes stemme. ”Mit folk stammer fra den samme tid hvor hackerne så dagens første lys. Desværre bliver de flere og flere”, sagde Caroline bittert.
”Hvor mange er i tilbage?”, spurgte Kit nysgerrigt. ”Omkring 80-90 stykker. Vi har i mange århundrede været spredt for alle vinde. Jeg levede sammen med min morbror i retroetagen, som superbrugerne nu har afskaffet. Da jeg var helt lille husker jeg at vi levede i et smukt og harmonisk land på den anden side af elevatoren. Gædypidien blev det vidst kaldt. Men det var kun de første år af mine liv vi boede der. Hvorfor vi blev fordrevet husker jeg ikke tydeligt. Jeg husker at vi måtte flygte fordi hackerne ødelagde alt omkring Gædypidien og forsøgte ihærdigt på at udrydde os. Hver og en. Men de fandt aldrig landets indgange”, smilede Caroline triumferende.
Smilet stivnede og Gædypiens øjne blev næsten sorte da hun tilføjede: ”De tog min mor”. Caroline snøftede og gned hidsigt en tåre væk. ”En dag var hun bare væk. Jeg troede ikke på min morbrors historier om det afskyelige folkefærd der kidnappede kvinder og brugte dem på det svinske som deres avlsdyr. Men jeg opdagede at han havde ret efter flere år. Jeg ville finde den skyldige som havde brugt min moder til sætte et af de uhyrer i verden med. For nogle år siden begyndte jeg at lede hele molevitten igennem. En dag fandt jeg indgangen til kældrene, og fra den dag begyndte jeg at udforske dets hemmelige gange og korridorer. Desværre havde et af udyrene udset mig som dens brud.
”Hvorfor tror du din moder er død?”, spurgte Kit stille og kiggede ned på sine hænder, hun kendte godt svaret i forvejen.
”Fordi det siges at hackernes afkom ved fødslen er meget langlemmet, hvilket gør at efterveerne er mere smertefyldte. I nogle tilfælde vil blødningerne ikke stoppe, og kvinden dør ganske enkelt af blodtab”, sluttede Caroline trist.
Kit så for sig hvordan denne skæbne kunne have overgået hende selv, hvis hackeren havde kunne holde hende fanget - badet i sit eget blod, med det rædselsfulde væsen til fader ved sin seng, med et barn hun med garanti ville græde over i årevis, hvis hvis det da lykkedes hende at overleve. Hun skubbede hurtigt tanken fra sig.
”Hvad har du tænkt dig?”, spurgte Kit uroligt.
”Den eneste redning for mig vil være at drage til Gædypidien, og slutte mig til mit folk. Men det vil være hensynsløst af mig at efterlade dig her. Du er velkommen til at tage med.”
”Tak for omtanken. Jeg vil under ingen omstændigheder blive her. I HøjHuset vil de kunne få fat i mig så let som ingen ting. Om dit folk vil tolerere mig eller ej, må blive deres problem” svarede Kit, til Carolines overraskelse.
Og med disse ord lavede de 2 kvinder, af hver sin afstamning, en pagt. En pagt der ville medføre at de med alle midler vil hjælpe hinanden på rejsen til Carolines hjemland for at starte et liv der. Kit var ikke helt sikker på om sin rejsefælle havde droppet tankerne om at finde sin mors ”morder”, men hun kunne godt lide Caroline.
Pagten skulle senere vise sig at blive skæbnesvanger for de 2 unge kvinder.
Slut?
Skal sommerens fairyteller slutte sådan her? eller har du en idé til, hvordan denne historie skal fortsætte? Så har du nu chancen for at vinde 500.000 monetter i denne fairyteller konkurrrence her på NsExtra.
Skriv dit forslag til fortsættelse i formularen på konkurrencesiden og indsend dit afsnit til os inden den 18. august.
God sommer.
.
