Erindringer fra en tidligere mentor
Hermed mine erindringer fra et univers, der har taget en masse af min tid – og har givet mig rigtig meget igen. Det er blevet langt, men at være et sted i en periode fra 2002 til 2011 tager også sin tid at fortælle om. Jeg håber nogle vil kunne få nogle af de gamle minder op igen, som vi sikkert alle sammen deler, og at i endvidere kan bruge mine erindringer til noget. Det var under alle omstændigheder en befriende følelse at få genopfrisket minderne.
Olli/taq
Lad os starte fra starten
Som så mange andre, lærte jeg Netstationen at kende igennem min storebror. Vi er i herrens år 2002, hvor han og sin ven sad ved computeren på min fars kontor (vi havde endnu ikke computere på vores eget værelse), hvor jeg tydeligt husker, at de legede ”modekon”. Et fænomen jeg hurtigt blev enormt grebet af, da jeg fandt det vældig interessant, at man kunne have så meget tøj at vælge imellem. Jeg havde aldrig før set noget lignende.
Efter megen tikke og plage fik jeg oprettet mig en bruger, selvom det nok ikke var hans største ønske, at hans lillebror skulle rende rundt og irritere ham det eneste sted, hvor han kunne være fri for mig. Da jeg ikke var særlig computererfaren i min unge alder, var det (selvfølgelig) en ven af min bror, der fik oprettet brugeren for mig. Det medførte en ting, som jeg uden tvivl er sikker på, at mange har haft problemer med; brugeren var ikke på min egen e-mail. Dette blev selvfølgelig dødstødet for ”Dj-Olli”, som jeg så flot kaldte mig – efter jeg ellers havde brugt 300 af mine ungdommelige timer i universet.
Vi spoler dog lige ca. 275 timer tilbage, hvor jeg fik lokket mine venner ind i universet. Her var jeg jo den erfarne i kredsen på trods af, at jeg kun havde været der en uges tid. Det var i den tid hvor ”Tankstationen” var åben, og man kunne få sig en flot lille blå hat – ganske gratis. Jeg husker så tydeligt at min gode ven kom hen til mig, og spurgte mig – uden at trække en mine (hvis man altså kunne det på NS) – om han måtte købe min hat for 10 monetter. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, da jeg var hungrende efter monz, og jeg jo bare kunne få mig en ny gratis hat. Hermed blev jeg introduceret til byttemaskinen – og dennes begrænsninger – en hat kunne man altså ikke bytte med. Det ærgrede mig lidt på daværende tidspunkt, da jeg troede, jeg havde fundet en evig kilde til monetter; gratis tøj = sælg det, og få det igen.
Sådan gik det ikke, og så begyndte min jagt på ting. En jagt, som jeg dog hurtigt måtte sande var svær. Når man ingen kendte (i hvert fald ikke nogen, der gad give noget gratis), så var det svært at komme i gang. Mine fritidstimer blev derfor brugt på at skaffe monetter. Fritidshjemmet og vennerne blev i den grad forsømt i den periode. Når man ikke følte, at 10 monetter i timen var nok, måtte man gribe til andre midler, som jeg så andre gøre flittigt. Tigge og be’ alt og alle om monz indtil de gav op og lod sig påvirke. Mit første store idol blev på den måde skabt; ll iceboy ll, som var så flittig at give mig 52 monetter.
Den dag i dag, står dette faktisk tilbage som et af de tydeligste – og bedste minder – jeg har fra Netstationen.
Mødet med ’Kasino’
I min tidlige tid på Netstationen gik meget af tiden med at udforske de forskellige rum – der på hver sin måde, havde sin helt egen charme. Kasino står klart for mig, da det var her, der blev handlet. Det var her ’de store’ brugere stod. Damm stod på sin faste plads – nederst i venstre hjørne – og på de andre pladser stod de ivrige sælgere. Rummet var altid fyldt – man kom først ind, når nogle var gået op i deres lejlighed for at handle. Jeg indså hurtigt, at skulle man være en del af den øverste klasse – skulle man eje noget, som folk gad købe. Mine sparsomme monetter blev ofret på Aloeveraer og T-kaker, da de så dagens lys. Der gik sport i at få samlet et såkaldt land af dem – og det var da også det der solgte godt. Rigdommen blev derfor større (hvis man kan kalde det rigdom), men som så mange andre ting, bliver man træt af det i længden. Netstationen fik sig derfor en velfortjent pause, og da jeg kom tilbage var det, at Dj Olli var væk.
EZ Macros, CAL og snydesider
Da jeg som den fortabte ridder vendte hjem igen, var mange ting selvfølgelig lavet om. Jeg var (selvfølgelig) blevet ældre, og havde derfor en større chance for at kommunikere med brugerne. Det gjorde det en del lettere at handle og forstå, hvad der egentlig foregik på Netstationen. Au2 var et tilbagevendende ord jeg stødte på – og jeg blev da også introduceret for det. Lad det være ingen hemmelighed at jeg udnyttede det. Som så mange andre, ville jeg gerne i højt lvl så hurtigt som muligt (dengang kunne det jo betale sig, da du kunne få nyt tøj i de høje lvls), og der var EZ Macros (Au2) altså en sørens god idé. Det lykkedes mig underligt nok at holde det skjult, selvom jeg så tit så andre blive taget i det og bannet. Det skræmte mig ikke, så det var sådan ’taq’ – som var min nye bruger – fik mange af sine timer.
Jeg blev også introduceret til Click A LoT (CAL), så jeg kunne tage stakkels brugeres ting, når de frivilligt lavede ’giga’. Et utroligt adrenalinkick kom til mig, når jeg berøvede folk deres ting på unfair vis. Det er jeg ikke blank for at indrømme – men fortryder det den dag i dag.
Jeg bemærkede de mange snydesider, der den seneste tid var blevet skabt over et freehostage webdomain kaldet Webbyen. Princippet var simpelt (men jeg anede ikke noget om det dengang); afkrydsning af de ting, du gerne vil have, skriv brugernavn og password, og når man trykkede Enter, blev ens oplysninger sendt videre til sidens ejers e-mail. Et trick de færreste hoppede på – fordi de vidste bedre – men nogle hoppede dog i fælden. Jeg fik dog aldrig sat en sådan side op, der virkede – heldigvis.
Aviser
Herfra startede min passion for programmering. Jeg havde tidligere set aviser som HighRiseTimes og Smaq (som min vens bror ejede), og derfra kom lysten til selv at kaste mig ud i det. Vi er her ved at være oppe omrking 2005. HTML blev derfor terpet på livet løs, men jeg måtte dog hurtig indse, at det var et større projekt end som så. Idéer var der nok af, men jeg kunne ikke udføre dem. Den dag i dag skriver jeg både HTML, CSS og PHP i fin evne.
Senere fik jeg mig domænet Deplox.dk, hvor en gammel idé til en HH-nyhedsmail blev taget i brug. Intentionen var god, men blev desværre misbrugt til at udstille de brugere, der snød enten mig eller mine venner. Vi er langt fremme i tiden her – hvilket ikke gør det mere forsvarligt, snarere tværtimod – og det her må være den bedste lejlighed til at undskylde til dem, der fik en hård medfart.
Mentor
Jeg var særdeles aktiv i perioden fra 2004 til 2007, men der er ikke de store højdepunkter at fortælle om, andre end den bedste idé, der nogensinde har været – Frisko-konkurrencen om sommeren, hvor man skulle hente ismanden til sit is-rum, og få fyldt sin iskasse op. Man kunne derefter spise isene, og det rum med flest spiste is, vandt til sidst deres is til deres figur (hold da op, skal vi ikke bare sige ’is’ en gang til for prins knud?). Det var sådan folk fik Kung-fu isen, hvis nogle skulle have været i tvivl.
I foråret, nærmere bestemt i maj, overtog Mediaprovider Netstationen fra firmaet Ncom/TV 2, som var så venlige at introducere SMS-ting til vores chat.
Der kom derfor også en ny Vicevært – en af mine personlige favoritter gennem tiden – Helle. Jeg var på Netstationen dengang Gucci Mama, Pacroon og Apocrypthal stadig var på, men jeg husker dem meget svagt, og kan derfor ikke rigtig udtale mig om dem.
Helle fandt – lidt hårdt sagt – en måde at gøre hendes arbejde lidt lettere, ved at indfører Mentorer, som egentlig var en genopstandelse af supporterne – bare uden adminfunktion. Det blev annonceret, og jeg var egentlig ikke meget online i den periode, men jeg skrev en ansøgning alligevel, og da jeg en dag tjekkede min e-mail ved et tilfælde, lå der minsandten et svar fra Viceværten i egen høje person. Vi skulle have et telefonmøde, så hun lige kunne lærer mig at kende – og jeg nailede det, og fik jobbet – til min helt sindssyge begejstring.
Endelig tænkte jeg. Endelig var det min tur til at være fremhævet, til at kunne give noget tilbage til de folk, der lærte mig alt hvad jeg vidste. Endelig var jeg i fokus – og ja, jeg tænkte da også; endelig kommer der en smule magt i mine hænder.
Netop magt har alle på Netstationen efter min mening søgt efter, og alle der siger noget andet er måske ikke klar over det selv. Det skal dog slås fast, at jeg søgte jobbet i intentionen om at gøre noget godt. Og hvis man må have lov at rose sig selv lidt, synes jeg også selv jeg gjorde det. Jeg hjalp et utal af brugere, jeg oprettede en hjemmeside, hvor man kunne læse guides til færden i højhuset. Jeg synes sgu selv, jeg var en engel.
Men som man troede, at det ikke kunne blive meget bedre, begyndte folk også pludselig at tale til mig – ikke bare folk – de respekterede folk. Jeg blev venner med store kanoner som Th7 (Martin), Clood (Mylle), Thing (Jolle), og jeg kunne nævne en helt del flere. De blev mine gode venner, og heldigvis betragter jeg dem stadig som det i dag.
Mentor-tjansen blev taget alvorligt, og mig og Helle kom rigtig godt ud af det med hinanden. Jeg husker hende som en evig glad person, hvis intention altid var at gøre noget godt for brugerne. Desværre var hun pludselig væk i et langt stykke tid. Jeg havde hende som en på messenger, hvor hun fortalte mig, at hun desværre var stoppet. En ting som ikke var blevet offentliggjort endnu. Jeg er søn af 2 journalister, og har derfor et gen, der fortæller mig, at en sådan historie bare skal skrives. Og det gjorde jeg. Mentor-ordningen var så godt som død pga. gentagende skandaler med de andre (og vidst også lidt mig selv), der ikke kunne tackle den voldsomme opmærksomhed, der var på os fra forskellige vinkler, og derfor ikke altid opførte os pænt. Jeg havde derfor ikke noget på spil, og jeg skrev så historien og sendte den ind til NsExtra. Måden artiklen blev skrevet på fortryder jeg i dag, og hvis Helle skulle skimte forbi det her, er jeg ikke stolt af min barnagtige måde at gribe sagen an på.
Rigdom
Mit første og største mål blev herefter langsomt realiseret. Min ’status’ var god, jeg var til at stole på, og havde mange venner. Min absolut bedste ven igennem tiden på Netstationen Google (Emil) og jeg, lagde vores formue sammen, og forvandlede den til et ocean af ting. Med både ufine og fine metoder, vil jeg gerne blankt indrømme. Som så mange andre, har jeg været god til at pudse min glorie ren, når rygtet om ens person skulle reddes, men selvfølgelig har der været – en del – svipsere på min vej til rigdom. Det er kun de færreste, der kan gå den 100% ærlige vej, og de fortjener da en stor applaus.
Men på et eller andet punkt er det vel egentlig det som Netstationen handler om. Magt, rigdom, status – at kunne skabe venskaber, at kunne stikke folk i ryggen – akkurat ligesom det virkelige liv, og det er jo det, der får mange hunrede – igennem tiden flere tusinde unge til at komme derind og lege med. Det er virkeligheden, bare sat op i et univers, der pludselig tillader dig, at gøre alle de ting, du er opdraget til ikke at må gøre.
Jeg er derfor også spændt på at se, hvordan Netstationen vil genopstå, når det gamle system kommer tilbage. Der vil forhåbentlig komme mange nye brugere, og det bliver spændende at følge, hvordan de vil bygge universet op. Muligheden er i hvert fald unik for at sætte sit helt eget præg på det. Det jeg vil benytte mig af. Erfaringen jeg har fået mig gennem tiden, har lært mig en masse, og jeg glæder mig derfor helt vildt til Netstationen åbner igen, så den nostalgiske følelse vil fylde min krop. Det var som at se verdens smukkeste sandslot blive trampet i stumper og stykker, da Netstationen lukkede. Alt den tid man har brugt på at bygge det forsvandt med et. Nu glæder jeg mig til at bygge det igen!
Vi ses på chatten, og tak for jeres tid – selv om det blev langt! Jeg håber i har kunne bruge det til noget.
d. 13/12-2011
Finder du fejl, bedes du kontakte Andie her på NsEkstra.