Mali snublede over nogle sten og skrabede sine albuer. I skæret fra det svage lys lignede stenene tænder som sad i undermunden på en vederstyggelig trold. Mali mærkede panikken brede sig, da nogle skikkelser dannede en ring om hende. De skreg hendes navn, og en muskuløs kvinde, som boede i samme opgang, greb fat i hende. ”Mali!” brølede hun og ruskede den sarte pige. ”Hvordan var det, at du behandlede din mor? Den arme stakkel kunne knapt nok komme op af trapperne, fordi hendes led var stive af gigt. Du skulle skamme dig!” Mali gjorde sig fri, men nu greb en anden person fat i hende. ”Mali!” hylede personen med en skinger stemme. Pludselig genkendte hun ham som sin gamle lærer. ”Hvor mange gange skal jeg sige dig, at du ikke må forstyrre klassen? Dit navn passer jo perfekt til alle dine små ondskabsfulde narrestreger.” Læreren hævede hånden, som skulle han til at slå, og Mali faldt grædende på knæ. Hendes blødende hænder skjulte ansigtet, og den røde væske dryppede som tårer ned på det iskolde stengulv. ”Sikke et modbydeligt menneske jeg er,” snøftede hun og mærkede, at gråden samlede sig som en klump i halsen. Angeren væltede op i hende og det føltes som om, at hun skulle blive kvalt. Hun krøb sammen og skreg så højt af smerte og fortvivlelse, at hun troede, at hun var ved at gå fra forstanden. ”Hvordan kan jeg leve en dag mere velvidende, hvad jeg har forårsaget?”
Pludselig blev der stille, og efter en kort tid så Mali op. Foran hende stod moren og så dybt bedrøvet på hende. Hun så ældre ud, end hun havde gjort i live. ”Mor!” udbrød Mali og krøb hen til hende. Da hun rakte ud efter den gamle kone, gled hånden blot igennem klæderne. Moderen så blot på datterens forgrædte ansigt. Det gik op for Mali hvor ensom, moderen måtte have været efter faderens død. Så meget moren havde slidt og slæbt uden, at hun havde fået én eneste tak eller blot en anerkendelse. ”Undskyld,” hviskede Mali sagte og skjulte sit ansigt af skam. ”Hvis jeg slipper levende gennem det her, lover jeg at gøre det godt igen.” Moren bukkede sig og strøg datterens rødlige hår. Det føltes som et vindpust, som gav Mali kuldegysninger. Pludselig var hun alene igen. Hun mærkede modviljen over at fortsætte sin færd. Gulvet begyndte at ryste og loftet smuldrede over hende. ”Jeg har afgivet et løfte,” mumlede Mali og forsøgte at rejse sig op. Rummet forekom hende pludselig mørkt, og hun fik en uventet trang til at sove. ”Jeg må ikke falde i søvn, fordi så fryser jeg ihjel,” mumlede hun med en monoton stemme. Med sine sidste kræfter krøb Mali til klippespalten, som var for enden af rummet. Mange minutter senere nåede hun den med livet i behold og faldt udmattet om på gulvet i et nyt rum.
”Du er begyndt at blive lidt irriterende, Mali,” sagde Lucifer surt og trådte frem. ”Men vent du bare. Der er stadigvæk en prøve tilbage, som et lille skrøbelig menneske som dig umuligt kan klare,” sagde han roligt. ”Denne gang skal du hente et æble fra min frugthave.” Mali satte sig op og mærkede, at hun rystede. ”Hvis mig der hen,” sagde hun træt og rejste sig møjsommeligt op.
Efter noget tid kom de til en sort gitterlåge, som Lucifer åbnede med et stort bundt nøgler. ”Værsgo at træde indenfor i min ydmyge have,” sagde han galant. Det var den smukkeste have, Mali nogensinde havde set. Hun satte sig ned på hug og mærkede det bløde græs mellem sine mishandlede hænder. Der stod små slanke træer langs en lille bugtende sø, som udmundede i det fjerne. Cikader sang i buskene, som var besat med glitrende ædelsten. Alligevel virkede haven som en ond drøm. ”Du skal blot følge vejen,” oplyste Lucifer med et stort smil og pegede. ”Du vil komme til en lille lund, hvor træet står med frugt. Du skal plukke ét af æblerne. Husk på at dødelige kan ikke tåle frugten. Hvis du spiser af den, så tilhører du mig.” Mali nikkede og begyndte at gå hen ad vejen. Pludselig fik Mali øje på en jævnaldrende pige, som stod ved et blomsterbed. Det natsorte hår bølgede ned over den slanke krop, som endte ved lårene. Mali tænkte ved sig selv, at nutidens fotomodeller ville have givet deres højre ben for at bytte med denne unge pige. Til Malis forundring bar pigen hverken klæder eller sminke. ”Du må være Mali,” sagde hun blot. Der var noget ved pigen, som virkede truende. ”Kom blot nærmere,” sagde hun og rakte hånden frem. ”Jeg er desværre nødt til at gå,” undskyldte Mali sig og trådte et skridt tilbage. ”Min mor venter på mig.” ”Hvis du er på vej dér over,” sagde pigen koldt og pegede på den lille lund. ”Så er jeg ked af, at du skal forbi mig først.” ”Hvem er du?” spurgte Mali nysgerrigt. ”Da jeg var i live, hed jeg Benedikte. Nu er jeg blot en blomst i Lucifers afskyelige frugthave.” ”Hvad går denne prøvelse da ud på?” spurgte Mali nervøst. ”Det er meget simpelt,” svarede denne og gik nærmere. ”Hvis du overvinder mig, kan du hente en frugt fra træet.” ”Det lyder vel rimeligt,” tøvede Mali. Benedikte smilede overbærende og sagde: ”Lad os nu se.” Et lysglimt oplyste haven, og pludselig stod Mali foran en snerrende ulv. Tænderne var skarpe som knive, og dyret forekom Mali større end normalt. ”Det er uretfærdigt!” sagde Mali skrækslagen og trådte nogle skridt tilbage. ”Jeg har jo ingen chance for at forsvare mig selv.” ”Lucifer har sine egne spilleregler, sødeste Mali. Det måtte du da have indset for længst,” snerrede ulven og gik til angreb.
Mali løb alt, hvad remmer og tøj kunne bærer. Hun sprang hurtigt ud i floden og svømmede over for at undslippe sin forfølger. Men lige meget hjalp det, da ulven ved at indhente hende. Mali kunne nemlig hører dens glam lige bag sig. Pludselig lød der et hyl, og Mali så sig forskrækket over skulderen. Til hendes overraskelse sad ulven og slikkede sin blødende forpote. Bag det kæmpemæssige dyr kunne Mali se en skarp sten, som hun tidligere var hoppet over. Ulven havde åbenbart været så optaget af at æde hende, at den fuldkommen havde overset stenen. Ulven peb højlydt og forsøgte at tørre poten i græsset. Mali tøvede, men så hun gik roligt over til dyret. ”Jeg bidder, hvis du kommer nærmere,” advarede ulven, da den opdagede Mali. ”Så gør det,” sagde hun og stak sin smalle hånd frem. Ulven så overrasket på hende og sagde så: ”Hvorfor plukker du ikke et æble? Du har jo chancen nu, dumme tøs.” Mali svarede ikke, da hun rev et stort stykke af sin bluse og begyndte at forbinde poten. ”Jeg kan hjælpe dig ud her fra, Benedikte,” sagde Mali blidt. ”Jeg tror dig ikke,” snerrede dyret og rejste sig truende. ”Vent og se,” forsikrede Mali og løb op til lunden. Efter ganske få minutter nåede hun træet. Mali plukkede en gylden frugt, som hang på en af de nederste grene. Hun så ulvens overraskede blik, da Mali gik smilende tilbage til dyret. ”Tag en bid,” sagde hun og brækkede et stykke af den gyldne frugt. Ulven sendte hende et kritisk blik, da den åbnede sit store gab. Pludselig forsvandt ulven, og i stedet sad en forundret Benedikte i græsset. Hun havde nu farve i kinderne, og huden virkede ikke længere gennemsigtig. ”Dødelige kan ikke tåle frugten,” sagde Mali og hjalp pigen på benene. Sammen fandt de havens udgang, hvor Malis mor stod. De faldt grædende hinanden i armene, og med Benediktes hjælp kom de op af afgrunden.
Fra den dag var Mali som forandret. Som noget af det første meldte hun sig ud af en ildeset bevægelse, som gik ind for afskaffelsen af monarkiet. I stedet blev hun aktivt medlem i en fagforening, hvor hun kæmpede for at forbedre den voksende underklasses vilkår. Hun sørgede også for, at moren fik et bedre og mindre fysiskkrævende arbejde. Da Benediktes familie havde været døde i mange år, flyttede hun ind i den lille trange lejlighed hos Mali og moren. Selvom Lucifers prøvelser havde sat sine spor, havde de alligevel lært Mali at værdsætte livet. De levede lykkeligt til deres dages ende.