Vi har været bedste venner meget længe, ligeså langt tilbage jeg kan huske. Det er næsten som om, at vi har været venner for altid. Næsten hver dag efter skole, var vi sammen, selvom vi ikke lavede det store. Timevis brugte vi, bare på at se tv eller spille computer. Når vi ikke brugte tiden hjemme hos nogle af os, befandt vi os meget i vores træhus, som vi havde bygget sammen. Træhuset sad højt oppe i et træ, ude i den grønne skov. Det var malet mørkegrønt, og på siden af huset stod der ”M&M” som står for Mads og Mikkel, vores navne selvfølgelig. Ulidelig smerte
Nu er vi desværre blevet adskilt fra hinanden, da Mads han skulle flytte til New York, som er meget langt væk herfra. Jeg var selvfølgelig ked af det, ked af det på mine egne vegne, sådan lige pludselig at miste sin bedste ven. Men samtidig var jeg også glad, glad på hans vegne, hold da op hvor var han heldig. Jeg ville ønske at jeg kunne flytte med, at min familie kunne flytte med, jeg havde nemlig ikke andre end ham, her på Nørrebro. I skolen rendte jeg kun rundt med Mads, resten var jeg ligeglad med.
Jeg glemmer aldrig den dag i lufthavnen, hvor jeg var med for at sige farvel. Det var hårdt, utroligt hårdt og jeg græd da også. Jeg brød sammen på vej tilbage fra lufthavnen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre næste dag, når jeg kom tilbage til skolen… Mads og jeg rendte nemlig altid rundt sammen, vi var sammen i vores frikvarterer, sad sammen i klassen og spiste altid frokost sammen. En lækker kanelsnegl nede fra bageren, plejede vores frokost at bestå af, de der som kun koster 10,- Nu måtte jeg jo bare rende rundt alene, indtil jeg fandt mig nogle andre venner. Men det var rigtig svært, da alle har kigget skævt på mig, siden 1. klasse. Det var jo ikke min egen skyld, at jeg manglede en hånd og en storetå, sådan er jeg bare født. Mads var den eneste, som gad at være sammen med mig, sådan set den eneste som overhoved snakkede til mig, udover min familie selvfølgelig.
Tilbage til nuet
Jeg sidder og tænker tilbage på alt dette, og tænker over hvad jeg skal skrive, i den e-mail jeg har besluttet mig for at skrive. Den skal selvfølgelig sendes til Mads, jeg ved bare ikke hvad jeg skal skrive. Jeg prøver, men ender altid med at slette teksten igen. Jeg beslutter mig for, at jeg vil tage mig sammen, hvor svært kan det da lige være?
Nørrebro d. 21/6-2011
Kære Mads
Nu er det ved at være længe siden, og jeg forstår ikke hvorfor du ikke svarer mig mere. Det går rigtigt godt herhjemme, meget bedre end før. Jeg er begyndt at spille fodbold, og det er virkelig skønt. Man kommer af med alt det, som man går og har det dårligt med. Alt ens vrede og sorger, får man sparket langt ud af kroppen, og man glemmer helt ens problemer. Når man får lov at løbe rundt på banen, og skubbe, drible og vinde over de andre hold er dejligt. Det er en fed fornemmelse man får i kroppen. I skolen går det også meget bedre, og jeg er begyndt at få en masse venner. De har endelig indset, at det ikke er min egen skyld, og at det ikke ændre på min personlighed at jeg er handicappet. I går kom jeg ud for et uheld, og jeg lægger i øjeblikket inde på Rigshospitalet, med min bærbare computer. De siger at jeg nok skal klare den, og at jeg snart vil være på toppen igen. Som sagt går det godt i skolen, og min lærer har for resten lige givet mig et 12 tal, for en rigtig flot dansk stil jeg skrev. Nok om mig, jeg vil gerne høre om New York. Hvordan er det at bo der, og hvordan er deres skolesystem? Jeg har hørt det skulle være meget strengere end det danske. Nå men jeg skal også til at gå, jeg skal ud og tjekkes af lægen. Jeg ville også bare lige høre hvordan det gik med dig, det er som sagt længe siden, at jeg har hørt fra min bedste ven!
De bedste hilsner fra Mikkel
Det passer jo slet ikke, hvorfor skal jeg absolut lyve? Og så endda over for min bedste ven. Det går jo overhovedet ikke godt i skolen. Min dansk stil, den har jeg jo først afleveret i dag, og jeg håber kun på et 12-tal, men jeg regner slet ikke med et. Jeg håber bare hun kan lide stilen, jeg har nemlig brugt lang tid på den. Anyways tilbage til min e-mail, det var jo der jeg kom fra. Det passer jo heller ikke, at jeg har fået en masse venner i skolen. Hver eneste dag er et helvede, og de andre hader mig. Lige meget hvad jeg siger til dem, bliver de ved med at drille mig – og jeg kan næsten ikke klare det mere. Jeg overvejer stærkt, at skifte skole. Jeg har hørt om en skole på Frederiksberg, den skulle være rigtig god, og så ligger den heller ikke så langt fra mig.Det er nu en uge siden, at jeg sendte min e-mail til Mads, gad vide om han har svaret på den. Det har han sikkert ikke, men jeg vælger at tjekke min indbakke alligevel. Den var god nok, Mads havde langt om længe valgt, at svare på en af mine mange mails.
New York 28/6-2011
Hej Mikkel
Jeg beklager virkelig meget, at jeg ikke har svaret på dine mails før nu. Men det har været ret hårdt herovre, med at flytte og falde til – og jeg har haft meget travlt. Det er dejligt at høre, at du har det godt derhjemme, jeg har nemlig tænkt meget på dig. Jeg er dog ked af nyheden om, at du er blevet skudt i benet – men er glad for at du klare den. Tillykke med dit flotte 12-tal, godt gået. New York er en rigtig fed by, og jeg har det vildt godt herovre. Jeg går på en international skole, så det er ikke så hårdt, som den ”normale” skole, da der er taget forbehold for det skolesystem vi kommer fra. Jeg har fået en masse gode venner herovre, og hver dag når vi har fri går vi ned, for at spille Basketball. Det er meget mere udbredt herovre end derhjemme, og det bliver spillet på næsten hvert gadehjørne. Det er meget sjovt, og jeg er blevet god til det. Jeg har snart været herovre i et halvt år, og kunne blive her for altid. Selvfølgelig er jeg ked af, at vi er blevet adskilt fra hinanden, men vi må jo begge komme videre i livet. Min far har fået fast arbejde herovre, og min mor er i gang med at lede efter job. Det betyder at jeg ikke kommer hjem fremover, selvom det rigtigt var meningen. Jeg vil gerne hjem og være sammen med dig igen, men jeg vil også gerne blive. Men mine forældre har lovet at betale en rejse til Danmark, når vi kommer til sommerferien. Jeg håber jeg er velkommen hos dig, til at bo en uges tid, inden jeg rejser tilbage igen. Det lyder også godt med dit fodbold, vi kan jo tage en kamp når jeg kommer – hvis du altså tør!! Jeg skriver til dig inden sommerferien, og så må vi jo lige finde ud af noget. Pas godt på dig selv indtil…
Mvh. Mads
Det frygteligsteDer er nu gået nogle år, og jeg tænker over hvad der blev af Mads. Vi har mistet alt kontakten siden den mail han sendte, hvor han lovede at komme og besøge mig. Jeg kan se postbuddet i vinduet, han har en stak breve samt en masse reklamer til os. Jeg hader reklamer, det er den rene propaganda. Vi bliver hjernevasket med en masse tilbud, senest om et produkt, som fjerner pletter fra tøjet med et enkelt sprøjt. Det burde være ulovligt, vi ved jo alle sammen godt at det ikke virker. Men alligevel køber vi det!! Postbuddet er på vej ud af indkørslen igen, og jeg går ned for at hente posten. Jeg smider reklamerne ud, og går direkte til brevene. Der er kommet et brev fra New York, det er fra Mads’s forældre, gad vide hvad de vil mig? Jeg åbner brevet forsigtigt, og begynder at læse. Det er rigtig svært at læse brevet, da Mads’s mor har den værst tænkelige håndskrift, og den er meget svær at tyde. Men jeg prøver.
New York 29/9-2014
Kære Mikkel
Vi er meget kede af, at skulle komme med denne nyhed via brevpost. Men vi føler det nødvendigt, at du som en af de første derhjemme, skal have denne triste nyhed. For ca. en måned siden, da vi sad og hyggede os i stuen – ringede vores telefon. Det var en dame fra skadestuen i New York, som havde noget vigtigt at fortælle os. Mads endte midt i en bandekrig, da han var på vej hjem fra Basketball banen, lidt fra vores hjem. Mads var så uheldig, at han blev ramt i brystkassen af et skud, hvorefter han blev kørt på skadestuen. Han kæmpede en hårdt kamp, mellem liv og død, men tabte desværre. En læge på skadestuen har fortalt, at hans sidste ord, skulle siges videre til dig. ,,Pas godt på dig selv, og tak for alt – vi ses på et tidspunkt Mads” havde han sagt, kort før han døde. Da du er Mads’s bedste ven, vil det glæde os, hvis du ville dukke op til hans begravelse. Men da den foregår i New York, har vi vedhæftet en flybillet, til brevet her. Vi vil hente dig i lufthavnen, hvorefter vi køre hjem til os – og så finder begravelsen sted dagen efter.
Venlig hilsen fra Søren og Birgitte
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, måske er det bedst ikke at sige noget. En så uventet og overraskende besked, kan man ikke sætte ord på. Jeg må hellere skrive tilbage, at jeg meget gerne vil komme, og vil gøre Mads stolt, når han ser mig oppe fra himlen. Nu slukker jeg computeren, og stopper med at skrive. Hvad er der ellers at skrive, alt er gået i stå nu.
Bare mine forældre giver mig lov, til at rejse til New York!
. Perfekt vinkel på historien. mere af det der hvis ikke jeg allerede har sagt det
Så tænkte jeg "to fluer med et smæk.." brugerne får lov at læse en god historie, og jeg får noget feedback 
og en utraditionel slutning... *snøft*