Julehistorie 2009

Skrevet af Sarah
- gå til afsnit> 1 > 2 > 3> 4 > 5 > 6> 7> 8 > 9 > 10 > 11 > 12 > 13> 14 > 15 > 16 > 17> 18 > 19 > 20 > 21 > 22 > 23 > 24

1. Dec. -”Alene i mørket” Afspil afsnit 1

Hun trådte et skridt tilbage. ”Hjælp mig, gode herre” sagde hun spagt og trak sin røde kappe om sig. ”Forsvind,” brølede den fremmede mand brutalt. I hans fede næve lå en stor økse, som havde brune pletter. ”Jeg er alene. Jeg beder dig” fortsatte hun og greb ud efter mandens skinkelignende arm. ”Gå ad helvede til, møgtøs,” snerrede manden irriteret og skubbede den unge kvinde væk. Hun faldt omkuld, og det brune hår dækkede det meste af ansigtet og brystet. Hun skubbede det væk med sin snavsede næve, og manden bemærkede, at hendes øjne glimtede. I næste øjeblik fik han et hårdt slag i nakken, og alt blev mørkt.

Da Jesper havde rundet hjørnet, burde han have vidst, at der var noget galt. Månen oplyste svagt omridset af skikkelserne, som havde omringet ham. ”Nu kommer du ikke længere,” sagde den højeste af dem og grinte ondt. De bar sorte kapper og ved bæltet hang lange knive. Jesper vendte sig omkring og så, at de havde afskåret enhver tænkelig flugtmulighed. Han smilte blegt og mærkede, at sveden trillede ned af kinderne på ham. Det er altså ude med mig, tænkte Jesper langsomt. Hvor er du, Malin? Jeg har brug for dig!

En spøgelsesagtig dis drev hen over jorden under benene på mændene. En dæmpet, men munter latter hang i den kolde natteluft. I et ganske kort øjeblik udvekslede de usikre blikke. ”Lad os få det overstået,” kom det mumlende fra en skaldet mand. Han var ved at tabe tålmodigheden og pegede på Jespers bryst. Pludselig kom en sten susende og ramte den skaldede på kæbepartiet. ”Hvad fanden?!” Skreg han og gned den ømme kind. Et enkelt øjebliks uopmærksomhed fra de fremmede var nok. Jesper fandt et hul i forsamlingen og løb alt, hvad remmer og tøj kunne bære.

Jesper havde løbet i noget tid, før det begyndte at stikke i brystet. Med en hurtig bevægelse smækkede han en lille dør op. Han lukkede den efter sig og hørte forfølgerne løbe bandende forbi. Da han havde fået kontrol over sin vejrtrækning, så han først nu, hvor han befandt sig. Jesper stod i et lille halvmørkt kontor, hvor støvet lå i tykke lag over alt. Det føltes som en hånd, der lukkede sig om hans hjerte. Det frygtelige minde om deres vicevært, Helles forsvinden stod tydeligt for ham i tankerne. Nu var der kun Malin og ham tilbage til at tage sig af HøjHuset. Aldrig havde det set mere sort ud den dag, hvor den halvvoksne Malin havde banket på hans dør og overbragt nyheden. Da det kom ud, at Helle var forsvundet, begyndte urolighederne at vokse. Rygterne svirrede, og hackerne havde samlet sig i grupper. Skønt det var mange år siden, frygtede Jesper stadigvæk, at de ville planlægge et kup. Det var også længe siden, at de havde holdt jul for brugerne.

Jesper?” lød en blød stemme. Døren gik knirkende op, og en ung pige trådte ind. Hun var almindelig af bygning, men hun bevægede sig yndefuldt. De milde øjne trak sig sammen i små smilerynker. Jesper fik et stik af vemod, da Malin lukkede døren efter sig. Hun har Bronjas usædvanlige skønhed, tænkte han. ”Jesper,” gentog hun, nu mere alvorligt og lagde sine hænder på hans skuldre. ”Jeg skylder dig en stor tak, Malin. Uden dig var det ude med mig,” svarede han sagte og så taknemligt på Malin. ”Jeg må irritere hackerne på det grusommeste. Uden mig kan hackerne nemlig styre HøjHuset, som de vil. Det kan ikke blive ved med at gå på denne måde. Måske er det dig, som de er ude efter næste gang.” Malin lyttede efter med halvt øre. Hendes blik gled hen over reolen, hvor Viceværternes ældgamle krønike stod nedfældet i tykke bind. ”Vi har ikke afsluttet Helles kapitel endnu. Det bliver måske heller ikke nødvendigt, hvis vi finder hende. Måske er hun den allersidste. Guderne må vide, hvad der forventes af os.” mumlede Malin og vendte sig om mod Jesper.

Følg med i morgen.

2. Dec. - ”Stævningen” Afspil afsnit 2

Bløde snefnug føg imod HøjHusets sorte murstensværk. I stearinlysenes skær skinnede rimen, som små krystaller på vinduernes tykke glas. Malin sad i en blød lænestol med fødderne trukket op under sig. Over for hende sad Jesper, som var hensunket i sine egne tanker, imens han sleb en jagtkniv. Den havde han fået af Rambo, inden den gamle krigsveteran drog hjem til sin fader i Arizona. ”Uden Helle har jeg ikke længere noget at gøre her,” havde Rambo brummet og smækket sin bowiekniv på Jespers skrivebord. Stilheden havde været larmende, da Jesper ikke fortog sig en mine. ”Jeg vil ikke have den,” svarede han blot og skubbede kniven væk. Men den gamle krigsveteran havde rystet på hovedet. ”Bær den, indtil at min datter en dag står ved din side,” var krigsveteranens eneste svar. Jesper havde søgt svar i det udtærede og furede ansigt, men fandt ikke andet end hengemt sorg.

Liv var datterens navn. Mange år var gået, siden at Jesper havde set hende. Han havde haft svært ved at slippe hendes sørgmodige øjne og det lokkende drag om den rosafarvede mund. Selv om at Liv havde arvet sin moders spinkle vækst, var hun stærk som en okse. Med største lethed havde den unge Liv håndteret sin faders bowiekniv. Den yngre Malin havde hvinet og klappet i sine hænder, da Liv havde udvalgt sig et mål og kastet med største nøjagtighed. Helle havde stået med sin kost og betragtet sit eneste barn. Blikket havde været fyldt med moderlig kærlighed, og uendelig stolthed. Blot et par år efter forsvandt Helle under mystiske omstændigheder.. For at følge i sin faders fodspor gjorde Liv tjeneste i den amerikanske hær. Jesper var ikke i tvivl om, at hun en dag ville vende hjem.

”Jesper, vi skal have lavet nogle juleaktiviteter til brugerne. De klager over det,” sagde Malin. ”Jeg kunne bage nogle kager med dem. Vi mangler også juletræer til etagerne.” Da Jesper ikke svarede, sagde hun:” Men Jesper, du virker så stille til aften. Hvad tynger dig?” ”Det værste, jeg frygtede, er sket,” mumlede han mørkt. Musklerne omkring Jespers mund arbejdede på højtryk, da han rakte Malin et ark dokumenter. De var krøllet flere steder. Det virkede som om, at nogen havde forsøgt at rive dem over flere gange, men fortrudt det.

”Det kan da ikke passe!” skreg Malin og slog ud med hånden imod papirerne. Hun var ligbleg, da sandhedens alvor gik op for den unge pige. ”Hackerne vil stævne os, hvis vi ikke overlader HøjHuset i deres varetægt,” slap det ud i mellem Jespers sammenklemte læber, imens han betragtede den gamle kniv. ”De påberåber sig deres ”retmæssige” ejendom. De har givet os en frist på få uger til at forlade bygningen, hvis de vinder retssagen i overmorgen.” ”Hvad er vores muligheder?” spurgte Malin spagt og trak sit sjal tættere om sig. ”For mig at se er der ingen. Hackerne er snu, da de har ventet på et tidspunkt, hvor vi står svage,” svarede Jesper, og Malin blev forbavset over at se hårdheden i hans øjne. Pludselig lyste hans ansigt op og han smilede og udbrød ”Vent, min kære ven! Jeg kender måske en udvej,” fortsatte han og lagde sin hånd over på Malins, imens han smilede skævt til hende.

Følg med i morgen.

3. Dec. - ”Et gammelt ansigt" Afspil afsnit 3

Jesper var i færd med at pakke en mappe med forskellige papirer, da der lød lette slag på døren. ”Så er hun her,” meddelte Malin og trådte til side. I døren stod en sorthåret kvinde, som nikkede høvisk. Selv om det var mange år siden, at kvinden havde sat sine ben i Højhuset, genkendte hun straks rummet. ”Her havde jeg engang kontor,” mumlede hun og lod sin hånd stryge hen over det lyse træværk. ”Velkommen Malene,” sagde Jesper ærbødigt og rakte hånden frem imod kvinden. Malene tog den og så spørgende på ham. ”Kender jeg dig?” kom det undrende som svar. ”Nej, jeg hedder Jesper og jeg blev ansat tre år efter, at du tog din afsked,” svarede Jesper og tog den gamle redaktør i øjesyn. Malene bar en skjorte i neutrale farver, som det halvlange hår slangede sig ned over. Små rynker om de brune øjne vidnede om, at Malene ikke længere var helt ung. Men de varme øjne havde stadigvæk deres flammende ungdomsgnist. ”Dette er Malin,” sagde Jesper, da han bemærkede, at Malene så nysgerrigt på den tilbagetrukne pige. ”Hun er datter af Bronja, Julemandens protegé og Martin, som vandt x-factor for mange år siden. De var to gode mennesker, som var med til at frelse Højhuset for flere år siden. Selv har Malin været som en datter for mig.” ”Dine forældre har givet dig et smukt navn med god grund,” sagde Malene anerkendende. Et lille smil gled hen over Malins fyldige læber. ”Det ville være at bringe min afdøde moder til skamme at sammenligne mig med hendes skønhed,” svarede hun beskedent. Jesper så forbavset på Malin og glemte for en stund Malene. ”Hvad drejer alt dette sig om?” brød deres gæst ind, da hun fornemmede, at situationen muligvis var ved at tage en forkert drejning. ”Vi beder dig om hjælp til at bistå os mod hackerne,” sagde Jesper og hans øjne slap modvilligt Malins blanke øjne. ”Jaså,” svarede Malene, og en skygge gled hen over det rynkede ansigt.

Dagen var ved at gå på hæld, da Malin stillede et fad med kager ved siden af Malene. Den gamle redaktør ænsede hende næsten ikke, for hun nærstuderede dokumentet. ”Det kan ikke være sandt,” sagde Malene fraværende og begyndte at rode i en stak papirer. Jesper stod med ryggen til, og han ventede tålmodigt på at få Malenes dom over deres muligheder for at vinde retssagen. ”Åh nej,” sagde den gamle redaktør spagt og lagde sine læsebriller fra sig. ”Hvad er der galt?” spurgte Jesper og trak en stol hen til Malene. Den brunhårede kvinde så fraværende ud i luften, før hun langsomt svarede: Vi mangler skødet på HøjHuset. Det må være underskrevet af den Vicevært, der skabte HøjHuset. Uden det, kan det blive svært at bevise hvem der ejer HøjHuset. Ved du hvor det er? Det bliver et afgørende bevis i denne sag.” ”Skulle der eksistere sådan ét?” spurgte Jesper vantro. ”Jeg har ingen anelse. Men hvis vi ikke finder det, har vi ikke nogen chance for at bevise jeres ejerskab,” svarede Malene og så tankefuldt på Malin. Den unge pige sad med en ældgammel bog og udfyldte gulnede sider med en sirlig håndskrift. ”Hvad foretager du dig, Malin?” fortsatte Malene nysgerrigt. ”Dette er Viceværternes krønike. Hver gang en vicevært har besiddet posten, er vedkommendes bedrifter blevet indført,” forklarede Malin og kom i sin ivrighed til at klatte på den hvide dug. ”Hvor længe har man skrevet om det? Hvor gamle er fortegnelserne?” spurgte Malene og rynkede sine buede øjenbryn. Malin så undrende på det utålmodige ansigt, før hun svarede: ”Det har man altid gjort.”

Inden Malin nåede at sige mere, rakte Malene ud efter bogen. Hun betragtede omslagets mørnede læder og bladrede ivrigt bogen i gennem. Efter lidt tid satte hun sig ned igen og stirrede tomt på den opslåede bog. ”Det var vores sidste håb,” sagde hun opgivende og gav Malin den igen med et suk . ”Bogen viser hverken beviser, sandhed eller svar,” mumlede Malin og strøg nænsomt bogens omslag. ”Men den kan bevidne, hvad vore forfædre gjorde og troede før os.” ”Hvad er det?” sagde Jesper pludselig og pegede på bogen. Han fik bogen, fjernede forsigtigt den limede side fra indersiden af omslaget og tog et stykke papir ud. Begge piger stod lynhurtigt ved hans side og kiggede med. Malene betragtede papiret og mumlede: ”Det er ældgammelt. Papiret har øjensynligt ikke set dagens lys før. Det er i øvrigt forseglet,” forsatte hun overrasket og betragtede det blodrøde voks. ”Det kan måske være det vi leder efter,” sagde Malin med ærefrygt og rakte ud efter dokumentet.

Følg med i morgen.

4. Dec - ”Skødet” Afspil afsnit 4

En ækel stank bredte sig i den iskolde kælder, da hackerne i tavshed satte sig om et aflangt bord. Fugten drev ned af de sorte mure, hvilket gjorde rummet mindre indbydende for fremmede. Skabningerne, der sad om bordet, var indhyllet i natsorte kapper. Også de indtørrede ansigter var tildækket. De ventede utålmodigt på, at deres leder skulle indtage sin plads for enden af bordet. ”Hvor længe skal vi vente?” hvæsede en af de afskyelige skabninger til sin sidemand. Denne løftede blot sin hånd for at få sin artsfælle til at dæmpe sig. Fingrene var visne og mindede om en ravns krogede kløer.

En dør gled op og ind trådte en høj skabning. Skabningerne om bordet bøjede hovederne i ærbødighed over dennes tilstedeværelse. ”Ærede fæller,” lød en stemme, der muligvis ikke var blevet brugt i århundrede. ”Jeg bringer dårligt nyt. Skødet på HøjHuset er blevet fundet.” En forbløffet stemning bredte sig om bordet. Ingen af hackerne ytrede et ord, men raseriet var til at tage og føle på. ”Vi må have ordnet dette problem på anden vis inden stævningen. Vi har ingen chance, hvis de afskyelige menneskekryb har det med sig,” fortsatte deres leder roligt og satte sig fattet ned på den ledige stol. ”Det lader til, at de vil lade den gamle redaktør Malene føre deres sag,” sagde lederen og en snert af hån var at spore i stemmen. ”Men vi kan ikke tage nogen chancer. De står muligvis svage nu, men Jesper og Malin skal ryddes af vejen! Pigen ligger inde med evner, som hun endnu ikke er klar over. Det kan muligvis blive en trussel, hvis det lykkes det fordømte pigebarn at se ind i vores verden.” En af hackerne rømmede sig. ”Hvordan kan det lade sig gøre, ærværdige Herre?” spurgte skabningen med rusten stemme. ”Hun er blot en almindelige menneskepige. De er skrøbelige, vi kan let at slå hende ihjel.” Deres leder drejede hovedet i retning af stemmen. ”Tåbe!” hvæsede denne og rejste sig op i sin fulde højde. ”Netop du burde vide besked. Malins forfædre dyrkede det okkulte, og de havde evner for det! Hendes moder, den irriterende Bronja havde også anlæg for det. Men hun valgte i stedet at bruge dem i det godes gerning,” sagde deres leder og greb fat om bordkanten for at beherske sit flammende raseri. Hans fæller så bekymret på ham. ”Sørg også for at få slået Jesper ihjel denne gang! Jeg tolerer ikke fejltagelser. Har jeg udtrykt mig klart?” tilføjede lederen koldt og så rundt på den tavse forsamling. De nikkede samtykkende.

”Det er jo fantastisk!” kvidrede Malin glad, da hun havde set nærmere på skødet. ”Vi har skødet, så burde vi kunne vinde retssagen!” Malene gned sine øjne, som var tørre og røde af træthed. ”Lad os nu ikke sætte næsen alt for højt. Med mit kendskab til hackerne giver de ikke så let op,” sagde hun. ”Men hvordan i alverden skulle de få nys om, at vi har fundet skødet?” spurgte Malin undrende og lagde papiret fra sig. Malene skubbede en dør op og en krusning strejfede hendes læber, før hun svarede. ”De ved, at vi har gang i noget. De har også spioner over alt, min kære Malin. Vi må tage os i agt indtil da!” Malin nikkede og åbnede lydløst en dør. Det var på tide at gå til ro.

Imens at Malin og Malene lagde sig til rette for natten, sad hackerne som ækle fede edderkopper i deres underjordiske huler og spandt et dræbende net for Jesper, Malene og Malin.

Følg med i morgen.

5. Dec. - ”Forsinkelse” Afspil afsnit 5

Malene kiggede igen på sit ur, da hun sad i den varme retssal. Sveden drev som skinnende opalperler ned af hendes blege pande, imens hun ventede utålmodigt på Malin og Jesper. Bare planen ikke var gået galt! Da hun skævede til hackernes leder, forsøgte hun at tage sig sammen, fordi lugten af karklud slog imod hende. Hackernes leder så ganske tilfreds ud med Jespers – og Malins manglende tilstedeværelse. Dommeren var utilfreds med situationen. ”Hvor bliver dine klienter af?” spurgte han under den tykke parfumerede paryk. ”Jeg forstår det ikke. Der må være tilstødt dem noget,” mumlede Malene trodsigt og turde ikke se i hackernes retning. Om morgenen var de blevet enige om, at det var mest sikkert, at Malene tog af sted til retssalen først. Malene krummede tæer og bed sig i sin farveløse underlæbe. Bare de nåede at dukke op i tide, ellers var alt tabt!

I mellemtiden befandt Jesper og Malin sig nogle etager over retssalen. Længere var de ikke nået, før de på deres vej var blevet overfaldet af bevæbnede kutteklædte mænd. Malin var iført sin fornemmeste kjole, men foran på brystet var der nu en stor rød plet. Mændene var sprunget ud af skyggerne, og de overmandede først Jesper. De havde i sinde at kvæle ham, imens en anden prøvede på at stikke Malin ned. Til alt held var det lykkedes hende at give sin overfaldsmand et kraftigt stød i mellemgulvet. Malin glemte alt om frygten, der sad som en værkende klump i halsen. Blødende var den stakkels pige rullet om på siden og flåede sin overfaldsmands kniv til sig. Med vaklende skridt og den ene hånd presset mod sit åbne sår, jog hun kniven i skulderen på Jespers overfaldsmand. Til Malins forundring havde manden ikke blødt, men blot skreget over det kolde metals indtrængen. Hætten var gledet ned, og for første gang i sit liv så Malin det mest frastødende og umenneskelige ansigt, hun nogensinde havde set. De indsunkne kinder var som anløbet sølv, og munden var trukket tilbage som et rovdyr, der var klar til at angribe. Øjenbrynene manglede helt, men det var ikke det, som skræmte Malin mest. Det var øjnene, hvor et mælkehvidt slør skjulte pupillerne. Ej heller havde denne skabning hverken hår eller ører. ”Fordømte tøs,” hvæsede den ud i mellem de mudderbrune sprækker. Et enkelt minuts uagtsomhed var nok for Jesper. Han greb fat i rebet, trak skabningens hætte ned over hovedet på den, og surrede rebet fast. I ganske få sekunder var de kutteklædte fuldkommen lamslået over den drejning, overfaldet havde taget. Det havde været nok for Jesper, som greb fat i den skræmte Malin. ”Vi må væk herfra!” skreg Jesper og så for første gang på Malins ansigt. Det var fortrukket af smerte, men ingen klage eller smerteudbrud kom over de hvide læber. ”Fanden tage de hackere!” brølede Jesper og greb fat i Malins arme. Han slængede den sårede pige over skulderen og begyndte at løbe alt det, han kunne.

I retssalen

Følg med i morgen.

6. Dec. - ”Afgørelsens time”Afspil afsnit 6

Dommeren bladrede i en stak papirer, imens han betragtede det unge par. Pigen er jo knapt nok voksen, tænkte dommeren skeptisk, imens han duppede sig med en klud. ”Af mystiske omstændigheder er der ikke længere ansat nogen Vicevært som overhoved for chatten NetStationen. Da Helles egen datter, Liv ikke er til stede, må vi formode, at Jesper og Malin er anklagede i denne sag,” begyndte dommeren triumferende over sin egen indlysende logik. ”Derfor vil jeg bede de anklagedes forsvarer, Malene Kristensen om at træde frem.” ”Ærede dommer,” sagde den gamle redaktør og rejste sig op. ”En krævende sag har det været mellem disse to stridende parter. Jeg vil først gerne stille min klient, Jesper, nogle spørgsmål, hvis De tillader?”

Dommerens afmålte nik var nok, og Jesper satte sig i vidneskranken. ”Jesper, du har fortalt mig, at du kendte Helle meget godt. Hvad har det haft af betydning for HøjHuset, at hun forsvandt?” ”Protest! Det har intet af relevans for denne sag,” sagde hackernes leder og rejste sig op. Dommerens blik flakkede, imens han svarede brysk: ”Jeg håber, det vedrører sagen, Frue.” ”Det har det i høj grad, min herre,” svarede Malene køligt og vendte sig om mod Jesper. ”Værsgo,” fortsatte hun. ”Helles forsvinden skabte meget usikkerhed blandt befolkningen. Regntunge skyer trak op over HøjHuset – ingen kunne længere vide sig sikker,” sagde Jesper, og mærkede hackernes hadefulde blikke hvile på sig. Han vidste, at det kunne koste ham dyrt at sige sandheden. ”Det lyder interessant. Hvad piskede denne utryghed op efter at Helle forsvandt?” spurgte Malene muntert og lagde sine hænder på bordet foran Jesper. ”Folk blev utrygge, da HøjHuset stod meget svagt på daværende tidspunkt. Væsner, som vi troede, der kun kunne eksisterede i gamle myter og barnefantasi, dukkede op fra tid til anden. Brugerne turde ikke længere stole på hinanden. Man ville ikke længere gå udenfor en dør uden at være bevæbnet. Nogle forsvandt sågar. Man kan jo have sin formodning om, hvad der blev af dem,” mumlede Jesper og så i hackernes retning. De frastødende væsner hvæsede og deres leder rejste sig: ”Protest! Dette har intet med den kendsgerning, at Helle overlod chatten i vores hænder.” Dommeren foldede atter sine skinkelignende hænder og spurgte kattevenligt: ”Hvor vil De hen med alt dette, Frue?” ”At det aldrig kunne falde Helle ind at overlade denne chat i disse rædselsfulde skabningers hænder,” sagde Malene foragteligt og gik ned til sin plads. ”Nu går de over stregen, frue. Jeg håber på, at de har beviser for disse påstande,” sagde dommeren mørkt. ”Det har jeg, hvis De tillader, at jeg må fremlægge det for retten?” spurgte Malene afslappet. ”Accepteret,” mumlede dommeren hånligt og så afventede på den mørkhårede kvinde. Hun vendte sig om mod Malin, som trak en gammel konvolut af kjoleåbningen. Den var plettet af blod i kanterne, men indholdet var stadigvæk til at læse. ”Hvis De tillader, at jeg læser lidt op?” spurgte Malene diplomatisk og rakte ud efter det mørnede papir. ”I fordums tid skabte jeg, den allerførste Vicevært, denne chat. Mine sale skal gå i arv til den næste Vicevært, som overtager min plads, når mine jordiske rester bliver til muld,” citerede Malene og mødte dommerens kritiske blik. ”Meget vel, meget vel frue. Men det sætter alligevel ikke anklagers bevismateriale i ugyldigt lys. Viceværten har givet sit samtykke til dette,” sagde dommeren og ville til at rejse sig. ”Vent lidt, ærede dommer. Her er måske noget, som vil interessere Dem. ””En Vicevært må aldrig udnytte sin stilling eller magt. Endvidere kan Viceværten ikke overdrage ansvaret for denne chat til andre brugere eller andet levende væsen.”” Det vil sige,” sagde Malene langsomt, ”at Helle aldrig har underskrevet det brev, som anklager fremlægger. Selvom at vi ikke ved om Helle lever, så er hendes datter, Liv i realiteten denne chats overhoved. Men da hun af gode grunde ikke er til stede, må det imidlertid være Jesper og Malin, som er chattens overhoveder,” sluttede Malene af og lagde brevet foran den lamslåede dommer. ”Jeg må sige, at sagen har taget en uventet drejning,” sagde dommeren, og store glinsende sveddråber haglede ned af ham. Hvis Malin havde været mere fræk af sig, ville hun have kaldt dommeren for en stor orne. ”Med dette afgørende bevis er der ingen tvivl om, at HøjHuset rette ejere er Jesper og Malin. Retten er hævet,” sagde dommeren surt og slog i bordet med en sort hammer. Salen var tyk af indestængt raseri, da Jesper, Malene og Malin gjorde anstalter til at forlade retssalen. Inden de var ude af døren, trak Malin den gamle bowiekniv fra Jespers bælte, og pegede med et triumferende smil på hackerne.

Følg med i morgen.

7. Dec. - ”Kortvarig sejr” Afspil afsnit 7

”Uduelige fjolser!” tordnede hackernes leder og slog i bordet med en kraft, der gav ekko i den dunkle kælder. ”Hvordan kan Jesper og Malin stadigvæk være i live, når I var mindst fem mod to? Svar mig!” Da han ikke fik noget svar, vendte han sig om mod en af ”overfaldsmændene.” ”Du blev endda selv offer for overfaldet. Hvor ynkeligt.” Tavsheden lagde sig atter langsomt i kælderen. ”Vi har måske tabt i denne omgang. Men vær forvisset om, at vi vil få hævnens sødme at smage,” sagde deres leder triumferende og slog en uhyggelig latter op.

Jesper trådte ind i opholdsstuen og så sig omkring. Over sofaen hang Helles gamle sværd, som hun engang, for mange år siden, havde reddet HøjHuset med. Under den sad Malin og forsøgte at sy sit sår sammen. Hun havde arvet Bronjas lægelige evner, men var endnu ikke så erfaren. Jesper rømmede sig, og Malin lyste op i et smil, da hun bemærkede hans tilstedeværelse. ”Går det bedre?” spurgte han omsorgsfuldt og satte sig ved siden af Malin. Før hun nåede at svare, kom en bruger hastende ind. ”Jesper, der er problemer i fællesrummet. Drillenissen har lavet en masse ravage. Skynd dig at følg med mig!” Jesper sendte et undskyldende blik til Malin, men hun nikkede forstående. Inden Jesper gik, lænede han sig ind over den unge pige og gav hende et hastigt kys på kinden. Hun så overrasket på ham og blodet pulserede kraftigt i hendes årer, da han lukkede døren.

Senere på dagen bankede det let på døren, og Malene trådte stilfærdigt ind. ”Malin, har du set Jesper? Jeg skal nemlig bruge hans hjælp,” sagde hun og så på Malins smukke ansigt. ”Han skulle ordne noget nede i fællesrummet,” forklarede Malin og så ned på sine vippende fødder. ”Er der noget i vejen?” spurgte Malene fortroligt. Et kort øjeblik så det ud som om, at Malin fik tårer i øjnene. Men så svarede hun i stedet: ”Der er bare så meget, jeg ikke forstår.” ”Er det noget med Jesper?” spurgte Malene, selv om hun godt kendte svaret. Den unge pige nikkede og så sørgmodig ud. ”Engang følte jeg mig så alene,” sagde hun i stedet stille og knugede Malenes hænder. ”Sommetider når jeg træder ind i et gammelt rum, får jeg forskellige indtryk. For eksempel kan jeg se, hvad der har fundet sted. Om der er gået et liv bort eller blevet født et nyt.” Malene nikkede og lyttede eftertænksom efter. Selvom Malene var rationel kvinde, nærede hun den største respekt for den mystiske Malin, for hun kunne fornemme den styrke og mystiske kraft som hun besad.

I selv samme øjeblik lød der heftige bank på døren. En forpustet bruger åbnede døren, men denne havde vanskeligheder med at få et ord frem: ”De damer.. Der er problemer.. Jeg..” Mere fik brugeren ikke sagt, før han sank om på gulvet. Malin var hurtigt på benene og skyndte sig hen til brugeren. ”Hvor er der problemer?” hviskede hun sagte og mærkede efter brugerens puls. Den var faretruende svag, og Malin så op på de mange nysgerrige brugere der havde fulgt optrinnet med spænding. ”Skynd jer at hent en iltmaske! Han er ved at dø imellem hænderne på mig!” skreg hun, og adskillige af de nysgerrige brugere skyndte at parere ordre. ”Malin,” mumlede brugeren med halvt lukkede øjne. ”De har Jesper. Der var intet, jeg kunne gøre..” Mere fik han ikke sagt, før de tunge øjenlåg gled helt i. Malin lagde sin hånd på brugerens pande. Hun udstødte et skrig og rev hånden til sig. ”Malene,” sagde hun og vendte sig om. ”Du må give ham iltmasken på og tvinge nogle af mine dråber i ham.” Malene nikkede og tog imod masken, som en af brugerne rakte hende. ”Hvorfor skreg du før?” spurgte den gamle redaktør nysgerrigt, imens hun gav brugeren masken på. ”Hackerne har rørt ved ham. Jeg ser for meget smerte og had, når jeg rører ved hans hud,” mumlede Malin og rejste sig op. ”Han er ikke død endnu. Men gør vi ikke noget hurtigt, så kan dette let være enden. Det gælder både for denne bruges og Jespers vedkommende..”

Følg med i morgen.

8. Dec. - ”En uventet drejning”Afspil afsnit 8

Malin sad inde på sit værelse og rodede hektisk i forskellige flasker, da døren blev revet op. ”Malin! Du må skynde dig at komme med. Hackernes leder beder om foretræde,” lød Malenes forpustede stemme. ”Død og kridte!” råbte Malin og var ved at vælte bagover. ”Han spørger efter dig. Jeg tør ikke at sætte mig imod hans ønske,” sagde Malene brødbetynget og vred sine svedige hænder. ”Du gjorde det rigtige, Malene,” sagde Malin fraværende og rakte hende en lille flaske med flydende væske. ”Hæld ganske få dråber af dette i brugeren. Det er nok til at få liv i en sovende gråbjørn,” forsikrede Malin og rejste sig op. ”Hvad tror du, at de er ude på?” spurgte Malene og drejede den lille flaske i hånden. ”Jeg har ingen anelse,” svarede Malin oprigtigt. ”Men jeg har mine formodninger. De ønsker nok en forhandling, om en byttehandel for at befri Jesper, hvilket nok indebærer urimelige høje krav.”

Malin hev efter vejret, da hun åbnede døren til kammeret, som hackernes leder var blevet anvist til. Luften var iskold og tyk af råddenskab. Malin tænkte ved sig selv, at det var godt, at de ikke nåede at opstille et grantræ herinde. Det ville sikkert været gået ud med det samme. Den ophøjede hacker stod med ryggen til, og vendte sig om, da han bemærkede Malins tilstedeværelse. ”Kære Malin, hvor elskværdigt at I kunne afse tid til mig,” sagde hackeren imødekommende og slog ud med hundelignende poter. Malin sendte ham et køligt nik, og lederen fangede hurtigt, at der ikke var stemning for overfladisk høflighed. ”Sig frem. Hvad ønsker I jer af mig?” spurgte den unge pige afventende. ”Det er uklædeligt for så kønne piger, som Jer at rynke øjenbrynene. Det giver rynker, har jeg ladet mig fortælle,” sagde hackeren og så listigt på Malin. Hun lagde afventede sine arme over kors og ventede blot på, at hendes gæst kom til sagen. ”Lad mig frembringe Jer et fordelagtigt tilbud, som I uden tvivl ikke vil kunne afslå,” sagde denne. ”Sig frem,” mumlede Malin uinteresseret. ”Vi har et lille mellemværende, som jeg håber, at I kan hjælpe os med at løse,” sagde lederen venligt og satte sig ned ved bordet. ”Hvor er Jesper?,” snerrede Malin blot og satte sig over for hackeren. ”Ser du, kære ven,” sagde lederen og lagde sin behårede hånd oven på Malins. Hun mærkede, at de små hår i nakken rejste sig. ”Jeg har ikke haft et væsen af kød og blod ved mit leje i flere hundrede år. Mit folk er også blevet stærkt reduceret efter så mange år i forglemmelse. Derfor beder jeg om, at Liv skal indtage en plads ved min side. I tilgift vil jeg selvfølgelig lade Jesper gå fri.” Blodet frøs til is til Malins årer, da det langsomt gik op for hende, hvad hackernes leder rent faktisk bad om. Pludselig blev Malins blik mørkt, da en fortærende smerte skød gennem hendes hånd. Skrækslagen rev hun hånden til sig og rejste sig op. ”Jeg er nødt til at gå nu. Jeg vil overveje det, og I vil høre fra mig,” sagde Malin rystet og forlod hurtigt rummet.

Malin sad lænet op af en mur i en kold korridor, da Malene fandt hende. ”Men kæreste Malin,” sagde hun bekymret og knælede ved siden af den unge pige. ”Jeg var nødt til at gå lidt afsides for at komme mig over mødet,” mumlede Malin undskyldende og rejste sig op. ”Hvad skete der?” spurgte Malene, og de begyndte at gå. ”Jesper er havnet i de modbydelige væsners varetægt,” forklarede Malin bittert. ”Lederen vil have Liv i ægteskab for at løslade ham.” ”Jeg kan næppe tro, at det var det, som afskrækkede dig mest,” sagde Malene tørt, da hun efterhånden kendte Malins stærke mentalitet. ”Nej,” indrømmede Malin og gned sin hånd, som havde der været et brændende mærke. ”Da hackernes leder tog min hånd, gled forskellige sanseindtryk forbi mit blik. Jeg så forfærdelige ting, som jeg ikke kan få mig selv til at nævne. Men deres leder kunne muligvis ikke undertrykke sin ondskab, da han havde fremlagt sit forslag. Jeg så, hvad de havde tænkt sig at gøre ved Liv, når..” Ordene døde hen, da Malene lukkede en stor trædør bag dem.

Følg med i morgen.

9. Dec. - ”En hjælpende hånd? Afspil afsnit 9

Malene stod med en blok og forsøgte at holde styr på en masse løse papirer. Hun havde glemt hvor meget papirarbejde, der indgik i en redaktørs arbejde. ”Hvorfor meldte jeg mig også til dette job?” skumlede hun knap hørligt. Pludselig mærkede hun et stød i ryggen, hvilket resulterede i, at hun var ved at tabe alle papirerne. Det var en forvirret bruger, som var blevet fuldkommen viklet i flitterstads. ”Hvorfor var det absolut nødvendigt at pynte op nu?” råbte Malene af sine lungers fulde kraft hen over hovederne på de glade og energiske brugere. ”Vi trænger sådan til at få pustet lidt liv i det gamle Højhus,” kvidrede Malin og viste en lille bruger, hvordan man flettede et julehjerte. ”Jeg tror også, at vores kommende gæster vil synes om det.” ”Hvad taler du om? Har du sendt bud efter hjælp?” udbrød Malene forhåbningsfuld. ”Man ved aldrig,” sagde Malin snedigt og dansede forbi Malene. Den gamle redaktør rystede på hovedet og vendte opmærksomheden mod sit forehavende.

”Undskyld mig,” lød en silkeblød stemme. ”Du kan vel ikke fortælle mig hvor..?” ”Bare læg dem der ovre i hjørnet,” svarede Malene fraværende og begyndte at gå ned af gangen. ”Jeg tror, at fruen misforstår mig,” forsøgte stemmen igen. Denne gang var den mere indtrængende og bestemt. ”Der er blevet sendt bud efter mig. Mit navn er Edwin Collen, og jeg kommer langvejs fra.” Ved disse ord så Malene op, og det mest besynderlige væsen stod foran hende. Håret var sort som den dybeste nat, hvilket stod i skærende kontrast til den ligblege hud. På næsetippen sad der et par briller, som var på størrelse med hinkesten. Glasset var noget af det mest skrigende orange, som Malene havde set i hele sit liv. Kjolesættet, som den fremmede havde på, var mølædt og sømmene var ved at gå op flere steder. Hun vidste ikke, om hun skulle bryde ud i latter eller bare løbe skrigende væk. Den fremmede godtog det som tegn på beundring, og et smil bredte sig over hele det glatte ansigt. ”Velkommen til HøjHuset,” sagde Malene og rakte sin hånd frem.

”Malin, der er en person, som gerne vil møde dig,” sagde Malene med skeptisk stemme. ”Endelig!” hvinede Malin og rejste sig op. ”Hvor er de personer, som jeg sendte bud efter?” ”Jeg skal lige tale med dig inden, for..” Desværre nåede Malene ikke at fuldføre sin sætning, da hun blev skubbet til side af Edwin. ”Kæreste frue, jeg står til Deres tjeneste!” sagde han bydende og bukkede for en overrasket Malin. ”Jamen,” mumlede hun hjælpeløst, men Edwin greb hendes hånd. ”Som sagt kommer jeg langvejs fra. Jeg blev sendt af sted på denne mission, da Julemanden mente, at I havde brug for lidt hjælp,” sagde han indtrængende. Malene hævede øjenbrynene, da det gik op for hende, hvad Malin havde forsøgt på. ”Her dufter godt nok dejligt,” sagde Edwin og blinkede til en forfærdet Malin. Hun gjorde korsets tegn, da han vendte ryggen til.

Følg med i morgen.

10. Dec. - ”Ankomsten” Afspil afsnit 10

”Edwin! Der sker ikke noget ved, at hun klatrer op på stigen,” sagde Malene irriteret, da hun så, hvad Edwin havde gang i. Han holdt sine hænder om taljen på en pigebruger, hvilket efter Malenes målestok var på kanten af det anstændige. Efter ganske få timer med ansvaret for Edwin var Malenes tålmodighed ved at slippe op. Flere gange måtte hun lede efter ham, når han af uforklarlige grunde kom på afveje. En enkelt gang kom han afslappet gående forbi Malene. Men inden han nåede at reagere, stak den garvede redaktør hånden ned i hans store lommer og fremdrog en flaske af brugerens hjemmebryggede nisseøl. Bagefter havde han fulgt Malene i hælene og angret højlydt. Til sidst kunne hun ikke udholde hans jamrende kvaler og tilgav ham for at genoprette freden.

På Jespers kontor sad Malin og snakkede i mobil med Julemanden. ”Jamen hvornår kommer de?” spurgte Malin utålmodigt, imens hun pillede ved en løs tråd i sin kjole. ”Ja, jeg ved godt, at du har travlt med at lave gaver. Men situationen er ved at blive tilspidset,” forklarede den unge pige og rejste sig op. Hun gik over mod vinduet, som kastede et mat lys ind i rummet. Siden mødet med hackernes leder havde de forsøgt at lægge pres på Malin ved at sabotere. I øjeblikket havde de afbrudt strømmen, men det problem klarede Malene med det samme. På hendes tidligere kontor havde hun fremdraget en nøgle fra sin inderlomme. Med et stort grin stak hun den i den nederste skrivebordsskuffe. Edwin og Malin kunne ikke tro deres egne øjne, da skuffen bugnede af alskens lys. Der var julelys, fyrfadslys, og overdådige kirkelys i strålende farver og varianter. De måtte have hjælp af nogle brugere til at bære flere gange, for at lysene kunne blive stillet op.

Pludselig blev døren smækket op og Edwin kom løbende ind i rummet. ”Jeg har ikke tid, Edwin,” sukkede Malin irriteret og lavede en afvigende gestus med hånden. ”Jamen der sidder nogle inde i skorstenen,” sagde han febrilsk. ”Kom selv og se!”

Med lynets hast fulgte Malin trop, og Edwin ledte hende ind i fyrrummet. Malene stod ved lugen og så en anelse forkert ud i hovedet. Malin stak hovedet ind og fik noget sod i ansigtet. ”Jeg tror, at det er den rette skorsten,” lød en lys stemme. ”Det er meget godt, Trilletøndetop. Men hvordan i alverden kommer vi ud?” skreg en dybere stemme. ”Det er ærgerligt, at jeg ikke har noget af Haddocks olie med,” lød en stemme med fransk accent. ”Hold op med at slikke mig i øret, Terry!” Resten opfangede Malin ikke, da det efterfølgende lød en byge af eder og forbandelser på fransk. ”Vi bliver nødt til at trække dem ud,” erklærede Malin og så alvorligt på Edwins skræmte ansigt og Malenes sodsværtede ansigt.

Både Malin og Malenes øjne faldt på Edwins jakke, men han holdt krampagtig fast i den. ”Ikke tale om!” råbte han og trådte et skridt tilbage. ”Det er et arvestykke!” ”Udlever den venligst ellers fortæller jeg Malin, hvad der hændte i dag,” sagde Malene venligt, men ildevarslende. Edwin udleverede modvilligt jakken.

Med den mølædte jakke i hånden stak Malin hovedet ind i skorstenen. ”Halløj deroppe!” råbte hun. ”Jeg har en jakke, som den nederste må gribe fat i. Vi vil forsøge at få jer ud.” ”Jeg kan slet ikke vente med at takke Jer, mademoiselle,” begyndte personen med den franske accent. ”Hold mund og tag fat i mig,” sagde den dybe stemme. Malin kastede jakken op ad, og hun mærkede, at der blev grebet fat i den.

Følg med i morgen.

11. Dec. - ”Assistance” Afspil afsnit 11

Malin greb fat i Malenes hånd, og en storsmilende Edwin rakte sin hånd frem. ”Prøv ikke på noget, Edwin,” mumlede Malene truende til ham, da hun tog hans iskolde hånd. ”Er I klar?” råbte Malin over skulderen. Der kom både et samstemmende ”ja” fra skorstenen og bag Malin. ”Godt – så trækker vi til, folkens,” skreg Malin og trak til.

Efter flere langtrukne minutter med asen og masen hørtes et elegant svup. En blond pige med rød hue trillede først ud af skorstenen. Derefter fulgte en brunhåret fyr med en lignende hue, og sidst, men ikke mindst fulgte den legendariske Tintin med sin trofaste hund Terry. De var alle sammen fyldte med sod, og pigen med huen hostede så kraftigt, at hendes spinkle krop rystede. ”Jeg skulle måske overveje at få skorstenen renset på et tidspunkt,” betroede Malin sig til en forbløffet Malene. ”Næste gang tager jeg altså hoveddøren,” sagde den brunhårede fyr skeptisk. ”Jamen Den Gamle sagde, at vi skulle snige os ubemærket ind,” fremhævede pigen surt. ”Undskyld jeg spørger,” brød Malene ind, da hun fornemmede, at et skænderi var under opsejling. ”Men hvad pokker laver I i vores skorsten?” ”Vi sprang i faldskærm fra en flyvemaskine,” forklarede den blonde og nejede høfligt. ”Mit navn er Trilletøndetop. Dette er min kødelige fætter, RullendeRicardo. Du kan sikkert næsten gætte hvem, det er,” fortsatte hun og pegede på Tintin. ”Vi stødte på ham ved Frankrigs grænse, hvor vi var på en mission for Julemanden. Den manglende julestemning i præsidentens hjem var ved at ende i skilsmisse. Vi fik afværget en stor skandale.” ”Men hvad lavede du dog der?” henvendte Malin sig til Tintin. ”Tegnerne har ikke haft brug for mig i lang tid. Børn gider ikke læse tegneserier mere i dag.” mumlede Tintin nedtrykt og klappede en pibende Terry. ”Derfor indvilligede jeg i at slutte mig til Trilletøndetop og RullendeRicardo. De fortalte mig, at de var på vej mod Danmark. Jeg har altid gerne ville se landet. I øvrigt manglede jeg også lidt spænding i mit liv,” afsluttede Tintin en anelse tørt. ”Vi får også brug for al den hjælp, vi kan mobilisere,” sagde Malin og slog ud med hånden. ”Følg med mig.”

Det tog ikke særlig lang tid for Malin og Malene at sætte de nyankomne ind i sagen. ”Det lyder alvorligt,” sagde RullendeRicardo. ”Hvor længe har denne Helle været borte?” ”Omkring fem år,” svarede Malin. ”Det er yderst besynderligt. Men det er først og fremmest hendes datter, Liv, det drejer sig om,” fortsatte han. ”Vi kan ikke forlove Liv uden hendes samtykke. For det andet tror jeg heller ikke, at hun vil gå med til det,” sagde RullendeRicardo med et skævt smil. ”Men hvor om alting er, Malin. Hvordan lykkedes det dig egentlig at få kontakt med Julemanden? Det er nemlig ikke alle og enhver, der ved, hvor han har adresse.” ”Det er en længere historie,” sagde Malin forlegent. ”Vi har tid nok,” sagde Edwin galant. Malin så lidt på ham, før hun svarede: ”Min familie er ikke her fra HøjHuset, må I forstå. Mine forældre var jyder, men fra barnsben voksede min mor op hos Julemanden. Hun drog med min fader og viceværten, Helle til HøjHuset for at redde denne fra undergang. Det er gennem hende, at jeg har forbindelse til Julemanden. Jeg har ikke brugt den før nu. Men han vidste med det samme, hvem jeg var. Han kender jo alle børn.” ”Så er han og jeg næsten i samme branche,” sagde Tintin og lyste op ved tanken. ”Det er meget godt alt sammen,” sagde Edwin skeptisk. ”Men det løser jo stadigvæk ikke problemet.” ”Det er det, vi er her for,” sagde Trilletøndetop. ”Jeg tror faktisk, at vi allerede har en plan.”

Følg med i morgen.

12. Dec. - ”Planen” Afspil afsnit 12

”Det er det mest forrykte, jeg til dato har været udsat for,” sagde Tintin surt, da han stod med en yndig brudepigekjole i hånden. ”Meget har man budt mig. Jeg er blevet slået i gulvet adskillige gange, ja endda bedøvet med kloroform. Jeg har sejlet ned af Amazona-floden og kæmpet med krokodiller. Jeg har endda fløjet rundt i en raket. Men aldrig har jeg skulle spille brudepige.” ”Jeg gør det ikke!” brød Edwin ind og kastede et par lyserøde silkestrømper fra sig. ”Det er under min værdighed!” ”Ikke så meget jammer med jer,” sagde Malin og lagde armene over kors. ”Vi har ingen anden plan, og I har selv indvilliget i at hjælpe.” ”Der stod ikke noget i kontrakten om, at det skulle overgå vores mandighed,” beklagede Edwin og forsøgte at sætte sine briller på plads. ”Vi har ikke tid til det her. Tiden er knap,” sagde Malene, imens hun efterså nogle håndvåben, som hun fremdrog fra den nederste skrivebordsskuffe. RullendeRicardo så beundrende på samlingen, idet han trak i sin matrix-jakke. ”Hvor er Trilletøndetop?” spurgte Malin, imens hun glattede på brudekjolen. Håret havde været et problem for både Malin og Malene. Malin ejede ikke Livs lange hår, som var sort som den dybe nat. Derfor måtte de bytte roller, og Malene indvilligede i at spille brud efter bedste evne. Hendes hårfarve var dog begyndt at falme med årene. Men den godmodige Malin var overbevist om, at ingen ville tage notits af. Det var jo så mørkt i forvejen i kældrene. ”Hun er ved at ordne formaliteterne,” svarede RullendeRicardo og stak sin nissehue i lommen. ”Edwin! Hjælp mig lige med det her,” bad Tintin, da han var helt opkogt i ansigtet. ”Hvorfor er det også nødvendigt med alt dette krigsudstyr?” ”Tænk på, at det er lige så beskyttende som en vest,” mumlede Edwin, imens han forsøgte at stramme Tintins korset. ”Træk lige maven ind, du gamle,” grinede han flabet. Tintin greb en højhælet sko og truede med at kyle den efter ham. ”Kom her over alle sammen,” sagde Malene, imens Malin glattede på sløret. ”Vi gennemgår planen for en sikkerheds skyld. RullendeRicardo, hvor befinder du dig?” ”Lige bag brudepigerne imens jeg sørger for sikkerheden,” svarede han formelt. ”Tintin og Edwin, hvor er I?” spurgte Malene og vendte sig om imod dem. Hun måtte undertrykke et latteranfald, da Edwin rettede hektisk på sin røde paryk. ”Vi befinder os bag bruden,” sagde de i kor, imens de rullede med øjnene. ”Så burde det vigtigste være på plads,” sagde Malene tørt. ”Hvad gør vi egentlig, når Jesper er blevet befriet?” spurgte Edwin skeptisk. ”Jeg er glad for, at du spørger, kære Edwin,” sagde RullendeRicardo og lyste op i et stort smil. ”Vi bryder simpelt hen ud som en anden Olsenbanden.” ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan tage med jer,” sagde Malin med sorg i hjertet. ”Det er vi indforstået med,” sagde RullendeRicardo, imens de andre nikkede. ”Hvis du også er med, er du ikke til megen hjælp, hvis planen slår fejl. Tag denne,” fortsatte han og rakte Malin en walkie-talkie. ”Brug den aldrig, med mindre det er vigtigt.” ”Jamen hvad hvis jeg ikke hører fra jer?” spurgte Malin. ”Så må vi jo iværksætte en plan B. Men det bliver slet ikke nødvendigt, kære Malin. Der er topprofessionelle med,” blinkede RullendeRicardo. Malin bemærkede, at Edwin sendte ham et dræbende blik. ”Der er jo også nogen, der skal sørge for, at brugerne får en god jul,” sagde Malene, og hendes læber krusede. ”Held og lykke,” sagde Malin og så rundt på dem alle. ”Jeg håber at høre fra jer snart.”

Et helt andet sted

Følg med i morgen.

13. Dec. - ”I et mørkt dyb” Afspil afsnit 13

”Hvor er her beskidt,” konstaterede Trilletøndetop med stemmen dirrende af afsky. Hun skubbede til nogle gamle, indtørrede knogler, som lå på gulvet. Det var antageligt rotter. Den lille forsamling stod i en stor hal, som henlå i mørke. Væggene var af rå, tykke kampesten, og loftet var hugget i smukke mønstre. Fra RullendeRicardos lygte kunne Malene se, at det var af sølv. Hun tænkte for sig selv, at det var absurd at finde skønhed i så frastødende omgivelser. RullendeRicardo trådte nærmere ”bruden,” og hviskede: ”Hvordan har du det?” ”Nogenlunde,” svarede Malene med dæmpet stemme. ”Gid det må gå! Hvis det hele mislykkes, så sidder vi i saksen. Vi slipper aldrig levende ud herfra, hvis det sker.” ”Intet kan slå fejl, hvis vi blot følger planen,” beroligede RullendeRicardo og klappede hendes ligblege hånd. ”Men vær stille! Der kommer nogen.” En dør i den modsatte ende af rummet gik op. Nogle mumlende skikkelser trådte ind, og de betragtede den lille forsamling. De kappeklædte hastede et par minutter over mod dem. Malene måtte beherske sig for ikke at løbe den vej, de var kommet fra. RullendeRicardo rynkede øjenbrynene, og Tintin mærkede, at Terry krøb ind under kjolen. ”Velkommen,” lød en rusten stemme, der måtte komme fra en af de kutteklædte. ”Træd blot nærmere. Det er i vore interesse at få dette ordnet i fred og fordragelighed.” Den ene af skikkelserne tog et skridt nærmere den tavse brud og så nøjere efter. ”Så stille I er,” sagde denne. ”Hun er blot spændt på selve ceremonien. Det er en stor ære for Liv at ægte en så stor person,” brød RullendeRicardo ind med diplomatisk stemme. ”Så sandt som det er sagt,” svarede den kappeklædte grinende. ”Følg med.”

Hackernes leder travede utålmodigt frem og tilbage over gulvet. ”Hvor bliver de af?” spurgte han for mindst tusinde gang, imens hans tjener rakte ham en skjorte. ”De burde være på trapperne,” svarede denne. Pludselig bankede det på døren. ”Liv og hendes følge er netop arriveret,” meddelte en dørvagt højtideligt. ”Storartet!” sagde lederen tilfreds. ”Bring dem ind!”

En rank brunhåret mand var den første, som trådte ind i rummet. Derefter fulgte bruden og bag hende, de mest rædselsfulde brudepiger, som lederen havde set i mands minde. Den sidste, som trådte ind, var en ganske ung pige med lyse fletninger og blå øjne. ”Velkommen til,” sagde lederen og slog ud med hænderne. Bruden nejede, og virkede på en måde forskræmt. Det var ikke just sådan, at lederen huskede Liv, der eftersigende skulle være rimelig grov i munden. Det skulle han nok få slebet af hende! ”Jeg håber, at turen herned har været behagelig,” sagde lederen høfligt. ”I overmorgen vil der blive holdt en fest til ære for bruden. Lad os kalde det en forlovelsesfest,” afsluttede han grinende. RullendeRicardo bukkede og sagde: ”Tak for omtanken. Det har gået fortræffeligt. Men vi kunne måske få anvist vore værelser? Det har været en lang dag, hvis I forstår.” Lederen nikkede og vendte sig om mod tjeneren. ”Du hørte, hvad han bad om. Giv dem de bedste værelser.” Tjeneren nikkede og sagde: ”Hvis det velærværdige herskab følger efter?”

Følg med i morgen.

14. Dec. - ”Eftersøgning” Afspil afsnit 14

Malene sad i en polstret lænestol, da det bankede på døren. ”Hvem der?” råbte hun mistænksom og så sig om efter noget at dække ansigtet med. ”Det er mig, kære Liv” svarede hackernes leder. ”Kan vi tale i enrum?” ”Du ved, at det bringer ulykke at se bruden før brylluppet,” sagde Malene og fik fat i en dug. ”Det er blot gammel overtro,” svarede lederen og begyndte at blive utålmodig. Håndtaget bevægede sig, og Malene mærkede rædslen skylle ind over sig. ”Jamen jeg har ikke noget tøj på,” råbte hun undskyldende. Der blev stille på den anden side af døren. Lederen tøvede åbenbart. ”Så kommer jeg tilbage senere,” mumlede han. Malene kunne høre, at fodtrinene forsvandt. ”Det var på et hængende hår,” sukkede Malene og gled lettet tilbage i lænestolen. Pludselig bankede det på døren igen, og Malene rejste sig straks op. ”Jeg har ikke noget tøj på,” skreg hun og begyndte at stampe i gulvet. ”Det lyder ikke så tosset,” lød en stemme. I løbet af ingen tid flåede Malene døren op og fandt en grinende Edwin, som så søgende på hende. ”Hvad vil du?” spurgte hun brutalt. Edwin fornemmede på situationen, at det var på tide at lægge morskaben på hylden. Malene stod nemlig med en temmelig stor lysestage i hånden. At dømme efter hendes opkogte ansigtsudtryk tøvede hun nok ikke med at bruge den. ”RullendeRicardo bad mig om at se til dig,” svarede Edwin galant. ”Kom med ind. Vi kan ikke stå her,” mumlede Malene surt og så mistænksom op af gangen.

Da Malene fik Edwin placeret i en stol, sagde han uden omsvøb: ”RullendeRicardo mener, at vi må forsøge at finde Jesper inden festen. Det er nok det bedste tidspunkt at befri ham.” Malene nikkede og svarede: ”Hvordan gør vi det? Vi kan jo næsten ikke fortage os noget uden, at hackerne bliver mistænksomme. Jeg kan knap nok.” ”Jeg foreslår, at vi starter allerede i nat. Overlad det blot til mig,” sagde Edwin og brystede sig.

I nattens dunkle timer listede to formummede skikkelser hen af en mørk gang. De så sig tit over skulderen, og i stedet for at udveksle ord pegede de indforstået til hinanden. Den mindste af dem pegede på en tung trædør. Den anden nikkede og gik nærmere døren. Den første lagde sig ned, så den anden kunne træde op og derved nå den lille lem. ”Jesper,” sagde skikkelsen og trådte på makkerens hoved for at se mere. ”Hvem vover at vække mig om natten?” lød en brølende stemme. ”Pokkers! Det var den forkerte dør!” mumlede skikkelsen febrilsk, og de skyndte sig videre.

Hvad i alverden får dig til at tro, at vi skal den vej?” sagde Trilletøndetop irriteret og hev hætten væk. ”Vi kom fra den vej. Så burde vi også gå denne vej, lille Trille,” sagde Edwin fornuftigt. ”Lad vær med at kalde mig det,” mumlede den unge nissepige og prikkede advarende til Edwin. ”Jeg er ikke så skrøbelig, som jeg ser ud til. Jeg har det sorte bælte i karate.” Edwin glippede forskrækket med øjnene og fulgte tavst efter Trilletøndetop.

Følg med i morgen.

15. Dec. - ”Befrielse” Afspil afsnit 15

Malin sad i sine egne tanker på Jespers kontor. Der var nok at gå i gang med, da julen nærmede sig med en rasende fart. Men Malin kunne ikke få den gamle redaktør og sine nye venner ud af tankerne. Tænk hvis der var tilstødt dem noget! Malin måtte dog indrømme, at hun ikke havde modtaget indtryk, der kunne bekræfte det. I stedet for at falde i staver rejste Malin sig op og gik ned til brugerne.

"Det må være denne dør!” sagde Edwin, som stod ved en dør. Denne havde ingen lem og foruden det, havde den ekstra hængelåse på. ”Jeg tror for en gangs skyld, at du har ret,” sagde Trilletøndetop og kom over til ham. ”Jeg takker og bukker,” svarede Edwin surt og undersøgte de tykke kæder nærmere. ”Men hvordan i alverden får vi låst disse op? Jeg går ikke ud fra, at du også er låsesmed.” ”Lad os nu se,” smilede Trilletøndetop. ”Vi må tilbage før, at hackerne opdager, at der mangler en tiltalende brudepige og sikkerhedsvagt.”

”Så er det snart tid,” sagde RullendeRicardo til Malene, der var ved at børste håret. Det skinnede som en sort kragevinge, som løb ned over kjolen af satin. ”Bare vi ikke bliver opdaget. På et tidspunkt ser deres leder mit ansigt, og så er vi færdige.” ”Forhold dig blot til planen, så sker der ikke noget,” beroligede nissen. ”Det skal lykkes! Alt afhænger af os. Redder vi ikke Jesper, bliver der ingen jul i år,” sagde Malene og fandt en maske frem til at dække ansigtet med.

”Må jeg bede om den fulde opmærksomhed?” sagde hackernes leder og rejste sig op. De sad bænkede i en mægtig sal, hvor fadene bugnede af alskens retter på langbordene. Snakken forstummede straks, og hackerne rettede opmærksomheden mod deres leder. Edwin og Tintin sad klinet op af hinanden, da de blev opvartet af et par yderst nærgående bordherrer. De var iført nogle kjoler, som Trilletøndetop havde givet dem. ”Jeg vil først og fremmest udbringe en skål for bruden i håb om, at dette vil knytte et nært bånd til HøjHuset,” sagde lederen rimelig godt bedugget. Malene havde sørget for at fylde stærkt, krydret vin i hans bæger hele aftenen. Han havde taget det som en opblødning fra sin kommende hustrus side. ”Hørt, hørt,” råbte bordherrerne, og de lagde armene om de stivnede ”piger.” ”Tag endelig for jer, folkens. Nu skal der nemlig festes!” råbte lederen og hævede glasset.

Først da de sidste lys var ved at gå ud, turde Malene nærme sig lederen. Flere gange havde han forsøgt på at komme med tilnærmelser, men hun havde blot smilet undskyldende og snakket febrilsk om hendes forventning. ”Jeg ved, hvad du mener, kæreste,” havde han mumlet forstående og lagt hånden om Malene. Han bemærkede ikke det sæt, der gik igennem hende. Men han var mere eller mindre bedøvet af alt det alkohol, som Malene havde formået at hælde i ham. Til hendes store held var han i stedet faldet i søvn i sin stol. Hun famlede søgende ved hans bælte, men fandt ingen nøgler. Lederen havde øjensynligt ikke fundet nogen logik ved at tage nøglerne med. Så han havde i stedet ladet dem ligge på et sikkert sted. ”Pokker tag det,” mumlede Malene rasende. Hurtigt rejste hun sig og sammen med Trilletøndetop hastede de ud af salen.

RullendeRicardo, Edwin og Tintin var gået i forvejen for at sondere terrænet, som de kaldte det. Tintin og Edwin var mere eller mindre afklædte, fordi de havde nægtet at fortage en redningsaktion i kjoler. De havde ikke haft tid til at skifte, fordi det skulle gå stærkt inden, at hackerne vågnede.

Det er her,” oplyste Edwin de andre og pegede på døren, som Trilletøndetop og han fandt den forrige nat. Efter lidt tid sluttede pigerne sig til dem. ”Lad mig nu komme til,” sagde Trilletøndetop og trådte hen til døren. ”Det her burde ikke blive så vanskeligt.” Hun vinkede en forundret Tintin nærmere. Hun stillede sig på tæer og fremdrog efter få sekunder en hårnål. ”De er gode til at holde på håret,” mumlede Tintin undskyldende. De andre brød ud i latter, imens Trilletøndetop stak nålen i låsen. Efter et par minutter lød der et klik, og låsen gik op. ”Det var som pokkers,” udbrød Edwin. ”De kan bruges til lidt af hvert,” svarede Trilletøndetop beskedent og åbnede knirkende den tunge dør.

Følg med i morgen.

16. Dec. - ”En underjordisk labyrint” Afspil afsnit 16

Jesper vidste ikke helt, om han drømte eller var vågen. En smal stribe af lys trængte ind i mørket, som hans øjne efterhånden havde vænnet sig til. Redaktørens led var ømme, fordi han længe havde ligget i den samme stilling. Sorte kæder sørgede nemlig for, at han ikke flygtede. Var der ikke stemmer, som talte til ham? Eller var det onde troldkatte og gengangere, som hjemsøgte ham igen? Jesper var ikke længere sikker på noget, og han havde heller ingen fornemmelse af tid og sted. Hvor længe havde han egentlig ligget her i dette forbandet mørke? Nu rørte skikkelserne gudhjælpemig også ved ham. Den unge piges hænder føltes så varme mod hans forfrosne hud. ”Havde vi blot Malin med os! Jesper har feber,” lød pigens stemme.

Da Jesper hørte Malins navn, var det som om, at noget vågnede til dåd inde i ham. Langsomt begyndte blodet at løbe i årerne, og hans sanser blev yderligere skærpet. Var det ikke Malene, som knælede ved hans side? ”Væk med kæderne!” sagde Malene og trak en hårnål ud af sit eget hår. Med fælles hjælp fik de dem fjernet. Edwin og Tintin forsøgte at hjælpe ham på benene, hvilket ikke var så lige til endda. ”Vi må ud herfra!” sagde Trilletøndetop og stillede sig op af væggen. Hun kunne se, at nogle skikkelser nærmere sig.

Ikke langt derfra stod to vagter og talte om nattens begivenheder. ”Jeg er helt sikker på, at jeg har en chance hos hende,” sagde den højeste drømmende. ”Lad os nu se,” grinede hans kammerat og klappede ham på skulderen. ”Hun skal nok først vænne sig til dit udseende. Men hvad er dog det?” fortsatte kammeraten forundret og bukkede sig ned. Han greb fat i noget lyserødt stof, som han undersøgte nærmere. ”Sig mig, er det ikke den kjole, som din lille veninde havde på?” spurgte vagten gryntende. De kiggede længe på stoffet og der efter på hinanden. Langsomt gik sandhedens gru op for dem. ”Indtrængere!” hylede den ene op. ”Jeg er blevet forulempet og antastet! Jeg er blevet krænket på det groveste. Jeg er..” ”Klap i, din tåbe!” snerrede den anden vagt og trak en kniv fra sit bælte. ”De kan ikke være langt herfra. Du må slå alarm med det samme. Jeg vil forsøge at finde dem. Ikke så meget snak!” Straks hastede de i hver sin retning.

Vagten, som var begivet sig ud på egen hånd for at finde disse indtrængere, kunne på lang afstand se, at de var over alle bjerge. Døren stod på vid gab, og låsene lå smidt i et hjørne. ”Hvordan i alverden kunne det ske?” mumlede vagten fortørnet og stak hovedet ind i rummet. Små mus pilede hen over gulvet, imens vinden hylede klagende gennem rummet. ”Måske tror de godtroende fjolser, at de kan slippe godt fra dette. Men så tager de fejl. Ingen er endnu sluppet levende ud her fra!”

Jeg kan ikke genkende disse gange,” sagde Trilletøndetop beklagende og vendte sig om mod de andre. ”Det er som om, at de fortsætter, ellers også deler de sig.” Tintin og Edwin støttede Jesper, som hang op af dem. Malene var ikke gået længere væk end, at de andre kunne se hende. Rædslen for hvilken labyrint de pludselig befandt sig i, var efterhånden gået op for dem. ”Prøv at kom og se,” kaldte Malenes stemme.

Følg med i morgen.

17. Dec. - ”Nødplanen” Afspil afsnit 17

”Derhenne,” hviskede Malene og pegede. For enden kunne de skimte et svagt lys, som dansede muntert med de mørke skygger. ”Er det en gammel vagtstue?” spurgte RullendeRicardo sagte. Malene nikkede og fortsatte: ”Vi må kunne komme forbi den vej. Jeg har fået en idé! Vent her.” Malene stak hånden ind under kjolen, imens hun trådte frem fra sit skjul. Hun gik langsomt i retningen af lyset.

”Jøsses!” udbrød en af vagterne og tabte den flaske, som han var ved at drikke af. ”Hvad i alverden laver I her?” spurgte han ganske forvirret. ”Jeg er desværre gået forkert. Jeg kan vist ikke tåle så meget spiritus,” smilede Malene uskyldigt. ”Kan I hjælpe mig på rette kurs?” ”Naturligvis,” mumlede vagten irriteret og vendte ryggen til. I løbet af få sekunder mærkede han et koldt geværløb blive presset mod hans kutte. ”Nu gør du, som jeg siger, ellers pumper jeg dig med bly!” hvislede Malene og lod pistolen klikke faretruende. ”Javel,” stammede vagten adlydende. ”Først smider du alle dine våben dér,” sagde Malene og pegede på gulvet. ”Bagefter fortæller du mig mulighederne for at slippe ud af dette stinkende hul.” ”Der er ingen,” svarede vagten triumferende og lod nogle lette håndvåben falde med dumpe lyde. ”Den eneste udvej er den vej, som man kommer ind.” Malene skulle til at give et besk svar på tiltale, da de hørte hastige fodtrin. Da vagten frygtede for sit usle liv, turde han ikke råbe op. ”Nu går du 50 skridt den vej. Når du har gjort det, begynder du at synge alle stroferne i ”Et barn er født i Betlehem”,” sagde Malene, idet hun så, at de andre kom løbende forbi. ”Hvis du forsøger på noget, så ved du, hvad der sker.” Vagten gjorde, som han fik besked på. Han turde knap nok se sig selv over skulderen, da Malenes fodtrin forsvandt.

Vi er fanget,” mumlede RullendeRicardo, da de efter et par timer nåede en gyde. ”Det var rart at lære dig at kende, gamle dreng,” sagde Trilletøndetop og tog om sin fætter. ”Det er ikke forbi endnu, venner,” sagde Malene trøstende. Pludselig fik hun en idé. ”RullendeRicardo, giv mig walkie-talkien.” ”Hvilken walkie-talkie?” spurgte nissen, imens han tog højtidelig afsked med de andre. De synes, at det var blevet en anelse overdrevent. ”Du gav Malin én, så vi kunne komme i kontakt med hinanden.” ”Det er også rigtigt. Hvorfor er jeg ikke kommet i tanke om det?” sagde han og slog sig selv på panden. Han åbnede en yderlomme og fremdrog en lille sort walkie-talkie. Han rakte den til Malene, og de andre så spændt til. ”Malin, kom ind!” kaldte Malene og ventede på svar. Da der ikke kom noget svar, forsøgte hun igen. ”Malin, i himlens navn!” råbte Malene. ”Kom dog ind for pokker!” De hørte en skrattende lyd, hvilket fyldte dem med lettelse. Pludselig hørtes en stemme, som fyldte gyden med råb. ”Hvem er det, som vækker uskyldige mennesker på den måde om natten?!” skreg en stemme, som kun kunne være Malins. Nisserne tog hinanden i hånden og brød ud i jubel, og Edwin kyssede Jesper på kinden. ”Malin, vi har brug for din hjælp!” råbte Malene for at overdøve venindens eder og forbandelser. Pludselig blev der stille i den anden ende. ”Hvilket?” lød Malins stemme, som var på nippet til at knække over. ”Hackerne har opdaget os. Vi kan ikke komme ud, da den eneste udvej er gennem indgangen. Det er umuligt for os at slippe ud den vej, da den efter alt sandsynlighed bliver overvåget nu.” I stedet for at spørge om, hvordan de var blevet opdaget, svarede hun blot: ”Jeg frygtede, at dette ville ske. I nat fik jeg et sært syn, Malene. Jeg drømte om en pige, som jeg ikke har set i mange år. Men jeg kan ikke huske hvor, jeg har set hende. Hun sagde, at alt nok skulle blive godt igen. Bag hende stod en sorthåret kvinde, som lagde en hånd på min pande. Hun hviskede nogle ord på et sprog, som jeg ikke kendte til. En varm følelse bredte sig i min krop og fyldte den med styrke. Jeg kunne have svoret på, at det var virkelighed! De forekom så lyslevende. Da jeg vågnede, vidste jeg, hvad der måtte gøres.” ”Malin, vi regner med dig,” sagde Malene og mærkede, at en tåre trillede ned af kinden. Efter ganske få sekunder frøs den til is. Den glitrede som en perle i et svagt skær fra det stearinlys, som Trilletøndetop havde taget fra vagtstuen.

Følg med i morgen.

18. Dec. - ”På vej” Afspil afsnit 18

Malin var ved at tale i telefon, da en bruger trådte ind på kontoret. Foran hende stod en lille taske, som hun var i færd med at pakke. ”Jamen så må du jo finde ham,” vrissede hun og stoppede en konservesdåse ned i tasken. Malin gav tegn til, at brugeren skulle tage plads på stolen nær skrivebordet. ”Jeg ved godt, at Kaspar er travlt beskæftiget med sit arbejde. Men det her er altså en nødsituation!” Malin knaldede arrigt røret på, og satte sig forpustet ned i sin stol. ”Du sendte bud efter mig,” sagde brugeren nervøst, idet han lige havde oplevet sin overordnede for fuld udblæsning. ”Jeg forventer, at det der bliver sagt her, forbliver mellem os,” sagde Malin og så skarpt på brugeren. Denne turde ikke andet end at nikke. ”Situationen er tilspidset,” sagde Malin uden omsvøb og foldede et par sokker. ”Planen er desværre slået fejl. Jeg må gøre et eller andet for at redde vore venner. Det er ensbetydende med, at jeg er nødt til slippe forbi hackernes forsvarsværker.” ”Jamen hvad så med HøjHuset?” udbrød brugeren fortørnet. ”Hvis du ikke er her til at sørge for sikkerheden, så kan hackerne jo bare vandre ind og overtage bygningen. Hvad er med julen egentlig?” tilføjede brugeren skeptisk. ”Det har jeg fundet en løsning på,” smilede Malin. ”Den tidligere vicevært, Kaspar vil sørge for, at der bliver jul i det gamle HøjHus. Han er den eneste kvalificerede til jobbet, som jeg kunne komme i tanke om.” ”Hvornår kan vi forvente, at han dukker op?” spurgte brugeren imponeret. ”I dag eller i morgen,” svarede Malin og rejste sig. ”Men nu må du have mig undskyldt. Det er måske sidste gang, at du ser mig,” sagde hun og trykkede brugerens hånd. ”Vi regner med dig, Malin,” sagde denne. ”Held og lykke!” ”Ja, det kan jeg vist få brug for,” mumlede Malin, da hun lukkede døren efter sig.

Få timer senere stod Malin i en lille gang. Hun havde kun været her en gang som barn. Hun huskede, at Helle fik et fur, fordi hun frygtede, at Malin ville kravle ind i det gamle ventilationssystem. Det var netop det, hun havde i sinde at gøre nu. Hun trådte hen til væggen, hvor en gammel rist var ved at gå af hængslerne. Malin pressede en kniv imellem risten og væggen, og med en knirkende lyd faldt den af. ”Det må briste eller bære,” mumlede hun og kravlede ind i skakten.

Jesper sad mellem Tintin og Edwin, som forsøgte at holde ham varm. Trilletøndetop var faldet i søvn i Malenes arme, imens RullendeRicardo travede utålmodig rundt. ”Hvad gør vi?” sagde han og så spørgende på de andre. ”Vi kan jo ikke sidde her med hænderne i skødet indtil Malin redder os. Hvad kan hun egentlig gøre, når det kommer til stykket?” ”Hun har muligvis en plan i ærmet,” sagde Malene roligt og gned Trilletøndetops kolde arme. ”Hun kaster sig ikke hovedkulds ud i noget uden at have det gennemtænkt.” RullendeRicardo svarede ikke, og stilheden lagde sig mellem dem. Pludselig hørte de fodtrin, og de var straks på benene. ”Vi må væk,” hviskede Malene.

Følg med i morgen.

19. Dec. - ”Fanget” Afspil afsnit 19

De blev forfulgt gennem bugtende gange, som aldrig fik nogen ende. De endte blindt, ellers også delte de sig. Malene tog fat i Trilletøndetops hånd, for at de ikke blev væk fra hinanden. Den gamle redaktør havde skam gennemskuet hackernes formål med at jagte dem gennem den underjordiske labyrint. På et tidspunkt ville de nemlig blive trætte eller blive skilt fra hinanden, så hackerne havde dem, hvor de ønskede det. ”RullendeRicardo!” råbte Trilletøndetop og begyndte at græde. Malene stoppede og så sig over skulderen. De små nakkehår rejste sig, da hendes frygt blev til virkelighed. De var blevet skilt fra hinanden. ”Åh nej,” mumlede Malene og tog om den hulkende nissepige. ”Du må ikke græde, kære ven. Hackerne gør dem ikke noget. Det er mig, de er ude efter. Følg efter. Vi kan ikke blive her.”

Malin mærkede, at situationen var begyndt at blive tilspidset for de andre. ”Hold ud, Malene og Trilletøndetop. Jeg er snart fremme,” sagde Malin og kravlede ind i et nyt rør. Røret begyndte at hælde ned ad, og Malin rystede. Sommetider sortnede det for hendes blik, når hun bevægede sig frem.

Pludselig nærmede Malin en rest, som hun sparkede ud med foden. Med et elegant svup hoppede Malin ud og stod midt i et beskidt lagerrum. ”Hvor i alverden er jeg?” mumlede hun og børstede sine klæder. ”Du står i selve hjertet af hackernes underjordiske rige,” sagde en stemme bag hende. Malin vendte sig om så en smilende pige med azurfarvede øjne. Øjenbrynene bøjede sig som en svales elegante vingefang. Klæderne var enkelte, men fyldt med snavs og størknede blodpletter. ”Kære Malin, det er længe siden,” sagde den fremmede og tog hendes hænder. ”Liv, er det dig?” udbrød Malin forundret og tog barndomsvennen i øjesyn. ”Hvad laver du dog her?” ”Jeg har skam været her i længe,” smilede Liv. ”Hackerne kan bare ikke se mig. Det er min moder, Helles værk. Jeg er ked af, at jeg ikke har kunnet hjælpe jer før nu.” ”Hvor er Helle egentlig?” spurgte Malin og satte sig ned på en papkasse. Livs øjenbryn rynkede sig, og hun svarede: ”Det er en længere historie, som jeg meget gerne vil fortælle senere. Lige nu er de andre vigtigst. Tintin, RullendeRicardo, Jesper og Edwin er blevet fanget af hackerne. Men Malene og Trilletøndetop befinder sig stadigvæk i hackernes underjordiske gange. Vi kan nå at redde dem. Men Liv, hvorfor ryster du sådan?” ”Jeg tror, at dette engang var et computerrum,” mumlede Malin og gemte sit ansigt i hænderne. Liv knælede ved siden af barndomsvennen og spurgte: ”Hvorfor tror du det?” ”Jeg hører en ondskabsfuld latter runge som et fjernt minde. Der er også mange klagende råb fra brugerne i mine ører,” mumlede Malin og forsøgte at koncentrere sig. Liv så længe på Malin, der var blevet som en støtte. ”Hvor længe har du haft det sådan?” spurgte Liv alvorligt. ”Altid,” mumlede Malin og rejste sig op. Hun skubbede kassen til side og en rist kom til syne. ”Hvis vi skal ud her fra, er vi nødt til at bruge kloaksystemet,” sagde hun og så afventede på Liv. ”Hvordan i alverden vidste du det?” sagde Liv fortørnet. ”Ingen idé,” smilede Malin og hoppede ned gennem risten.

Følg med i morgen.

20. Dec. - ”Liv fortæller” Afspil afsnit 20

”Jeg har ikke taget af kassen!” råbte Edwin ophidset, da to hackere greb ham. RullendeRicardo blev også hurtigt overmandet, inden han nåede at gribe sin pistol. ”Fordømt,” mumlede han og blev smidt på det beskidte gulv. Tintin var blevet trængt op i hjørnet, da han nægtede at forlade ”sine brødre i nødens stund,” som han havde skreget. Hackernes leder stod med foldede hænder på ryggen og svajede fra side til side. ”Bind dem,” sagde han plagede af tømmermænd og vendte sig om. ”Fortsæt eftersøgningen af de andre – jeg vil have dem levende! Især hende!”

”Liv! Har du den fjerneste idé om, hvor vi er henne?” råbte Malin skeptisk over skulderen og lyste med en lygte. Hun stod i slam til knæene og forsøgte at trænge frem i den seje substans. Flere steder var den endda så tyk, at Liv måtte komme over og trække hende fri. ”Det tror jeg. Du skal fortsætte til, at du ser en trappe på din højre side,” sagde Liv bag hende. ”Jeg kender resten af vejen der fra.” ”Du har ikke fortalt mig, hvad du har lavet i alle disse år,” sagde Malin. ”Det troede jeg, at du vidste,” svarede Liv forundret og hoppede over en rusten olietønde. ”Det er bare noget, som ikke hænger sammen,” sagde Malin. ”Din mor forsvandt, da du ikke var særlig gammel. Du drager af sted uden, at vi hører fra dig i flere år. Jeg finder dig i HøjHusets kældre også nævnte du, at hackerne ikke kan ”se dig.” Forstår du, at jeg er forvirret?” De gik lidt i tavshed ind til at, Liv brød tavsheden. ”Jeg skylder jer en forklaring, Malin. Ser du, da mor forsvandt, var jeg ude af mig selv. Jeg var ikke så moden, at jeg forstod, hvad der skete. Far forsøgte at forklare mig, at hun var nødt til at gøre det. Jeg var vred på ham og spurgte, om der var noget, som betød mere end sin egen familie? Han smilede blot og sagde, at jeg en dag vil forstå det. Han fortalte også, at mor havde bedt ham om at sige til mig, at jeg skulle være beredt. En dag ville hun få brug for min hjælp. Han vidste åbenbart ikke mere, og jeg valgte derfor at rejse til USA for at melde mig ind i hæren. Jeg blev trænet i alt det, som en soldat havde brug for at lære.” Liv holdte inde og fortsatte: ”Det var hårdt, men jeg måtte være rede på hvad end, der kom. Der gik mange år, hvor jeg intet hørte. En dag, hvor jeg var ude på en opgave, fik jeg pludselig en dårlig fornemmelse. Jeg måtte omgående hjem til Danmark, hvilket ikke var så lige til. Jeg var i et andet land, og min kontrakt var ikke udløbet endnu. Jeg havde heller ikke særlig mange penge, hvilket forsinkede mig yderligere.” De gik lidt i tavshed før, Malin spurgte: ”Hvor længe har du været her?” ”Et stykke tid – jeg har udspioneret hackerne. På et tidspunkt var jeg nær blevet opdaget. Det var en bruger, som hackerne havde bortført. Han kunne intet husket efter.” ”Der har vi jo trappen,” oplyste Malin pludselig. Hun havde så mange spørgsmål, hun gerne ville stille Liv. Men det måtte vente. Nu drejede det sig om at redde de andre.

Jeg ved ikke, hvad I taler om,” sagde Edwin afvisende og så væk. To hacker så på hinanden og sukkede opgivende, da de flere gange havde forsøgt at få ud af ham, hvad deres planer var. De havde først forsøgt at afhøre Tintin. Men han havde bare slået ud med armene og vrøvlet et eller andet på fransk. Det virkede som om, at han forsøgte at bilde hackerne ind, at han var en turist, som var gået forkert. RullendeRicardo havde valgt en helt anden taktik. Han ignorerede hackerne fuldstændigt. Jesper blev lagt i håndjern igen, hvilket han ikke gjorde indvendinger over. Han var tappet for kræfter, da feberen rasede i kroppen. ”Det her bliver nok svære end som så,” sagde den ene af hackerne udkørt og rejste sig. ”Vi lader dem sidde natten over, og ser, om de er kommet til fornuft i morgen.”

Følg med i morgen.

21. Dec. - ”Genforening” Afspil afsnit 21

”Kan du se noget?” hviskede Trilletøndetop og pressede sin spidse næse mod risten. Det var lykkedes Malin og Liv at få fat i Malene og Trilletøndetop. Til hackernes forundring var de pludselig som sunket i jorden. ”Ja, de sidder derinde,” mumlede Liv og løsnede forsigtigt skruerne med en skruetrækker. ”Hvad har du tænkt dig?” spurgte Malene bekymret. ”Vi skal have dem ud nu, hvis det skal blive jul!” sagde Liv og med en dump lyd faldt risten til jorden.

"Se hvem der er kommet, drenge!” hylede Edwin af glæde og rokkede frem og tilbage på sin stol. ”Hvordan skal vi nogensinde takke jer?” spurgte RullendeRicardo, da Malene begyndte at binde de stramme reb op. ”Den kan vi tage senere. Nu skal vi bare ud inden, vi bliver opdaget,” svarede hun og Malin tog Jespers ene arm. ”Hvem er hun?” spurgte RullendeRicardo interesseret, da han fik øje på Liv. ”Det er Liv, som vi har fortalt om,” sagde Malin og greb Jesper, som var ved at falde. ”Mig en fornøjelse,” sagde nissen og bukkede dybt for Liv. Hun glippede med øjnene og vendte ryggen til ham. ”Hjælp Malin med Jesper,” fnøs hun og bøjede sig over Edwins reb.

”Jeg synes ikke, at det er en særlig god idé,” sagde Tintin, der ikke var meget for at kravle først ind i den mørke skakt. ”Vi har ikke tid til det her,” sagde Trilletøndetop irriteret. ”Vil du gerne blive her, når hackerne kommer igen?” ”Nej, men..” tøvede Tintin og så helt forskræmt ud ved tanken. ”Ikke noget men her!” skreg nissepigen. ”Vi har været indespærret i dette klamme hul i flere dage. Endelig får vi chancen for at redde vore skind, også er du mørkeræd!” ”Fald ned, lille kusine,” tyssede RullendeRicardo og lagde hånden på hendes skulder. Det skulle han ikke have gjort. I flammende raseri greb Trilletøndetop fat i den og svingede ham så let som ingen ting over skulderen. De andre stirrede lamslået på hende. De bemærkede knapt nok, at Tintin var med lynets hast krøbet ind i skakten. Han skulle så sandelig ikke i lag med hende!

Godt, så er det bare os,” sagde Malin til Liv, da de havde fået skubbet Jesper efter de andre. Pludselig gik døren op, og pigerne vendte sig forskrækket om. Sekundet efter stod de ansigt til ansigt med hackernes leder, som så overrasket på dem. Selvom han var høj, kunne Liv se, at der stod en skare af hackere bag ham. ”Jamen dog,” sagde han og slog hænderne sammen. ”Hvad gør du her, Malin? Sådan helt alene?” ”Jeg var også ved at gå,” mumlede Malin og stillede sig tæt op af Liv. I hånden havde hun Rambos gamle bowie-kniv, som hun rakte Liv, der tog imod den. ”Det var ærgerligt,” sagde hackeren og trådte truende nærmere. Hackernes ondskabsfulde latter fyldte det lille lokale. ”Hvor er dine venner henne?” Liv listede om bag lederen, der var kommet så langt ind i rummet, at hun kunne fuldføre sin plan. ”Det kommer ikke dig ved,” svarede Malin afvisende. ”Det kan du tro, min pige!” råbte han og langede ud efter hende. Pludselig stoppede han og hev efter vejret. ”Jeg vidste, at du var her, Liv!” skreg lederen og forsøgte at vende sig om. ”Et ord mere og jeg skærer struben over på dig,” advarede Liv, der med en rolig bevægelse lagde bladet mod hans strube.

Følg med i morgen.

22. Dec. - ”Betingelser” Afspil afsnit 22

Hackerne så forvirret på hinanden, da det ikke helt var gået op for dem, hvad det var, som foregik. Malin frydede sig over den kendsgerning, at de ikke kunne se Liv. ”Først befaler du dine små venner, at de går,” sagde Liv koldt. ”Hvad hvis jeg ikke gør?” sagde lederen provokerende og lyttede efter hvilken retning, stemmen kom fra. ”Så slår jeg dig ihjel,” svarede Liv uden at fortrække en mine. ”Det har du slet ikke mod til,” sagde lederen hånligt. ”Det kan du tro,” snerrede Liv og skubbede ham brutalt op af en væg. ”Javel,” mumlede lederen, som fornemmede, at hun ikke var til at spøge med. Han drejede hovedet og brølede: ”Forsvind med jer! Jeg skal nok ordne det her.” Hackerne så undrende på hinanden, men fandt det klogt at forføje sig.

”Liv,” sagde lederen med en indsmigrende stemme. ”Hvad med at vi taler om tingene som voksne mennesker? Jeg lover, at vi vender tilbage til vores huler, hvis du lader mig gå.” Da han fornemmede, at Liv lyttede, fortsatte han: ”Der er jo heller ikke sket nogen skade. Vi overvejede faktisk at lade dine venner gå.” Ved disse ord gik et elektrisk stød gennem Malin. Hun fik i et svagt øjeblik kontakt med lederens flakkende blik. ”Løgner,” brølede hun og gik nærmere. ”Du ville have ladet dem rådne her, ikke sandt? Det har aldrig været din mening at slippe dem løs.” Lederen så irriteret på Malin og svarede: ”Du skulle have været ordnet inden retssagen! Du har ikke bragt andet end problemer for os.” ”Nu følger du med os,” brød Liv ind og prikkede til lederen med kniven. ”Javel,” mumlede han igen, og Malin gik over mod døren. I det hun passerede lederen, greb han ud efter hende. ”Hvis jeg ikke kan få dig Liv,” sagde han og tog kvælertag på Malin. ”Så tager jeg hende her.” ”For Guds skyld, mand! Lad hende gå!” gispede Liv. ”Slip kniven først!” befalede lederen og strammede sit greb. Der lød en metallisk lyd, og Liv skulede af ham. ”Træd fem skridt tilbage!” kommanderede hackeren. ”Liv, hjælp mig,” græd Malin, da lederen førte hende med sig ud af døren. ”Pokkers!” sagde Liv og satte i løb efter dem ud på gangen. Men lederen var over alle bjerge..

Nisserne stod i det lille kælderrum, hvor Malin tidligere var krøbet ind i den gamle ventilationskanal. Med Tintin, Edwin og Malenes fælleshjælp havde de fået bakset Jesper op i sikkerhed i HøjHuset. Trilletøndetop mente, at det var lidt overdrevet, at der skulle tre personer til. ”Der er ikke tid til flere fejltagelser,” havde Tintin råbt tilbage. Endelig hoppede Liv ud af skakten, og nisserne så lettede ud. ”Men hvor er Malin dog henne?” spurgte RullendeRicardo, og Trilletøndetop stak hovedet ind i det gamle rør. ”Hun er blevet fanget,” mumlede Liv bittert og børstede sin kjole. ”Jeg nåede desværre ikke at kende hende særlig længe,” sagde RullendeRicardo højtideligt, og Trilletøndetop kneb en tåre af bevægelse. ”Vi kan ikke give op nu, mand!” sagde Liv og gik hen til døren. ”Følg med!”

Hvordan er det her ser ud?” udbrød Liv skeptisk, da hun trådte ind på Jespers kontor. Over alt hang der julepynt ned fra loftet. Selv skrivebordet var klistret ind i gran og små, røde julehjerter. Malene stod ovre i et hjørne og lignede en, der ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv. Nisserne så på hinanden og fik et særligt glimt i øjet. ”Vi er hjemme igen, fætter!” kvidrede Trilletøndetop og tog RullendeRicardo i hånden. ”Det er mit værk,” lød en stemme bag Liv. Hun snurrede om og fik øje på en ung, smilende mand. Rundt omkring ham stod nogle brugere og hev i hans ærmer. ”Hvornår smider du igen, Vice?” spurgte de i munden på hinanden. ”Mit navn er Kaspar,” fortsatte han og rakte en forbavset Liv sin hånd.

Følg med i morgen.

23. Dec. - ”I røg og damp – vi skal i kamp!” Afspil afsnit 23

Liv sad ved Jespers skrivebord og trommede utålmodigt med fingrene. Hun ventede på, at de andre skulle ankomme, så de kunne lægge en plan. ”Med forlov,” sagde Edwin og tog Livs smalle hånd. ”Det ødelægger dine negle,” forklarede han og trak en fil frem. Liv himlede med øjnene og hev brutalt hånden til sig. ”Gå ud og hent de andre,” sagde hun afvisende og rejste sig op. Edwin nikkede og gjorde, som han fik besked på. ”Du har vist fået dig en beundrer,” grinede Kaspar, imens han ordnede nogle papirer. Liv lod som, at hun ikke hørte ham.

Pludselig bankede det på døren, og Liv gik hen for at åbne. ”Du skal ikke åbne den!” råbte Kaspar forfærdet, men det var for sent. Store grupper af brugere væltede, som råbte: ”Smid Vice!” ”For pokker da også,” sagde Kaspar og stak hånden i sin lomme. Han smed en solsikke på gulvet, og brugerne kastede sig over den som frådende rovdyr. De bemærkede slet ikke, at Kaspar tog benene på nakken og hastede ud af døren. ”Hvad havde Kasper så travlt med?” spurgte nisserne undrende, da de trådte ind. Bag dem fulgte masser af brugere og Malene, som blev opvartet af både Tintin og Edwin. ”Det var vel forretninger,” grinede Liv frydefuldt og satte sig ned. Brugerne satte sig på gulvet og så spændte til. De havde ikke fået noget at vide om, hvad der skulle ske. ”Vi har en nødsituation, folkens,” sagde Liv og tog ordet. ”Stakkels Malin er fanget hos de afskyelige væsner. Vi må redde hende og samtidig skal vi en gang for alle sende hackerne tilbage, hvor de kom fra! Hvem er med mig?” Alle rakte hånden i vejret, og Liv fortsatte: ”Det bliver farligt, men det er ofret værd.” ”Hvordan trænger vi ind?” lød en stemme bag dem. Alle vendte sig om og stirrede på den sorthårede kvinde, som stod i døråbningen. Alle brugerne brød ud i jubel, da de genkendte deres gamle, vellidte vicevært. ”Mor!” udbrød Liv og rejste sig op. Hun passerede forsamlingen og omfavnede sin mor, som hun ikke havde set i mange år. ”Undskyld at det tog så lang tid før, at jeg dukkede op,” sagde Helle og betragtede sin datter. ”Mit navn er Helle, og jeg er den gamle vicevært,” forklarede hun, da hun så de andres spørgende blikke. ”Mig en ære,” sagde Malene og nikkede respektfuld. ”Liv og Malin har fortalt så meget om dig.” ”Så meget er der nu ikke at fortælle,” smilede Helle og satte sig ned på en stol, som Edwin straks gjorde ledig.

”Hvordan trænger vi ind?” henvendte RullendeRicardo sig til Liv. ”Det er ganske simpelt,” sagde Liv smilende. Hun trak sin bowie-kniv frem og råbte med hævet hånd: ”Vi vil ikke længere finde os i deres tyranni. Lad os storme dem!” Forsamlingen brød ud i krigshyl og myldrede ud af døren.

”Vagter! Stil jer der!” beordrede hackernes leder og satte sig på den høje stol nær langbordet. Malin sad ovre i et hjørne og skulede af det afskyelige væsen, som havde kidnappet hende. ”Vent bare til Liv kommer og redder mig,” sagde hun advarende. Hackeren så forbløffet på Malin, og han brød ud i en rå latter. ”Jeg tror, at du må have slået hovedet. Tror du virkelig, at én person har en chance mod mit værn?” spurgte han hånligt. Inden Malin nåede at svare, lød der tumult ude på gangen. ”Hvad er nu det?” mumlede lederen irriteret, og vagterne forsvandt ud af døren. ”Vi to skal nok få det hyggeligt sammen,” sagde lederen med hæs stemme og rejste sig op. Malin så med store øjne på væsnet, som kom nærmere. Luften var fyldt med spændinger, som hun ikke havde oplevet før. Beslutsomt greb hackeren fat i hendes håndled. ”Lad mig være, dit kryb!” skreg hun og knyttede sin næve. En brækkende lyd hørtes, og hackeren bandede over Malins slag.

”Lad hende gå,” lød en kold stemme bag dem. Hackeren vendte sig om, og til hans bestyrelse stod Liv i døren. Bag hende stod Helle med sit gamle sværd, og Edwin havde uden tvivl mord i øjnene.

Følg med i morgen.

24. Dec. - ”Hvor der findes lykkelige slutninger” Afspil afsnit 24

”Spillet er ude nu. Inden længe er I alle fanget,” sagde Liv. Lederens svar druknede i høje vræl ude fra gangen. ”Hvad er det, I gør?” spurgte han rasende. ”Blot vores arbejde,” smilede Helle. ”Vi fordriver jer tilbage, hvor I kommer fra. Du kan enten vælge at følge frivilligt med, ellers må vi hjælpe dig på vej.” ”Jeg rører mig ikke ud af flækken,” hvæsede han og trak sit sværd. Helles sværd lyste svagt op i den gamle viceværts hånd. ”Så må du jo have det på den hårde måde,” sagde Helle og rakte sværdet til sin datter. Hun tog undrende imod det, og Helle fortsatte: ”Min tid er omme. Dette er ikke min opgave.” Sværdet lå, som var det smedet til Livs hånd. Et kort øjeblik lyste det op, og hackeren trådte knurrende et skridt tilbage. ”Jeg ser dig nu, Liv. Dit skjold, som Helle gav dig i sin tid, kan ikke hjælpe dig nu.” ”Det har jeg heller ikke brug for,” sagde Liv og hævede klingen. Hun huggede til, men lederens parade faldt lynhurtigt. Liv sørgede for at flytte sig fra til side, som Rambo havde lært hende. ”Er det dét eneste, du kan præstere?” hånede lederen og hævede sværdet med fuld styrke. Langsomt, men sikkert fik hackeren trængt Liv op i en krog.

”Vi må gøre noget!” sagde Edwin, men Helle holdt ham tilbage. ”Det er Livs kamp. Vent nu og se.” ”På at han slår hende ihjel?” rasede han, da han så Livs kvaler. Den gamle vicevært svarede ham ikke. Pludselig dukkede nisserne op sammen med Tintin og Terry løb logrende efter dem. ”Hvad sker der?” spurgte RullendeRicardo. Han blev helt hvid i hovedet, da han så kampen.

”Hvad har du egentlig tænkt dig?” sagde lederen muntert og huggede efter hendes ben. Hun nåede tidsnok at parere, men han var straks over hende igen. ”Hvad der var meningen fra starten. Du hører ikke til her,” hvislede Liv og dukkede sig for lederens sværd. ”Har du ikke fattet, at Højhuset er mit?” hvæsede hackeren og greb ud efter Livs strube. Han skubbede hende op af den kolde mur, og hun hev efter vejret. ”Om det bliver med eller uden dig, er ligegyldigt. Først skal du lide en lang og pinefuld død. Derefter slår jeg din mor og dine små venner ihjel.” Lederens klolignende fingre strammede til, og det var ved at sorte for Liv. Hun kneb øjnene sammen og fik øje på den lille gruppe. Hendes blik gled over hvert eneste fortvivlede ansigt. Hun mærkede at raseriet og desperationen steg i hende. ”Det skal du ikke slippe godt fra,” hvislede Liv og strammede grebet om sit sværd. Med fornyet styrke jog hun det lysende sværd ind i bugen på hackeren. En hæs, gurglende lyd steg op fra hans strube, og blikket lynede. Med sine sidste kræfter trak han sværdet ud og sank om på gulvet. Liv satte sig udmattet ned, og Terry slikkede hende lykkeligt i ansigtet. ”Lad os få de syndere sat på porten en gang for alle!” sagde Edwin, og de andre kunne ikke være mere enige.

Da alle var samlet, diskuterede de hvordan, at de kunne holde hackerne væk fra HøjHuset. Midt i det hele havde RullendeRicardo med et særlig glimt i øjet foreslået at gøre dem alle til undersåtter. Men det blev ganske enkelt overhørt.

”Jeg har et forslag,” lød en stemme bag dem. Til deres store overraskelse var Julemanden dukket op, og Edwin, RullendeRicardo og Trilletøndetop bukkede respektfuld for ham. Brugerne brød ud i jubel over at se ham igen, hvilket gjorde hackerne mere ondsindede. ”Følg med,” sagde Julemanden og med hackerne forrest gik de ned af nogle stejle trapper. Efter nogle lange minutter kom de til en snæver gang, hvor der stod en gitterport åben. Panik og modvillighed bredte sig blandt hackerne, men deres leder forholdt sig tavs. De gik gennem porten, og Liv lukkede forsvarligt efter dem. Hun trådte til side, så Julemanden kunne komme til. ”For ikke at der skal blive ballade med jer igen,” sagde Julemanden og stak sin hånd i en stor lomme. ”Så vil jeg personligt sørge for, at I aldrig slipper ud igen.” Han fremdrog en lille gren af gran, som han stak ind nøglehullet. Pludselig voksede den til et kæmpe rodnet, som bredte sig ud over gitterlågen. Inde bag det grønne tæppe af gran hvæsede hackerne af raseri. Men hvor meget de end lagde kræfterne i, så kunne de ikke komme ud. Julemanden vendte sig leende om mod brugerne og sagde med en klingende latter: ”Nu kan det endelig blive jul!” Forsamlingen brød ud i jubel og begyndte at bevæge sig op af trappen. Bag dem hylede hackernes leder af vrede og ærgrelse: ”Det skal du få betalt, Liv!”

”Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed,” sagde Julemanden og betragtede den lille forsamling. ”Som det er traditionen tro, er jeg villig til at opfylde jer et ønske hver.” Inden nogen nåede at svare, lød Malins skingre stemme: ”Kaspar! Hvordan er her ser ud? Det flyder jo med ting, og hvorfor er alle brugerne klædt ud som Tourne Sol?”

Malin ønskede som den første, at Jesper blev rask. Til gengæld ønskede han, at de blev gift på stedet. Sammen med Liv overtog de styrelsen af HøjHuset. Tintin ønskede, at tegneserier blev populære igen. Dagen efter ringede tegnerne for at trygle ham om at komme tilbage til tegnebrættet. Trilletøndetop ønskede sig orlov for at komme ud og prøve elastikspring fra Mount Everest. RullendeRicardo ønskede, at Liv ville gå ud med ham. Som svar på tiltale ønskede Edwin sig det samme, så Liv var nødt til at gå ud med dem begge. Hun ønskede sig til gengæld, at faderen ville lave nogle nye Rambo-film. Malene ønskede at blive genansat, hvilket Helle også var betænkelig ved. Efter en del overtalelse lykkedes det endelig, og det gik i opfyldelse. Sammen gik de ned for at fejre julegildet, som Kaspar med brugernes intense hjælp havde forberedt. Ved højbordet slog Julemanden ud med armene og sagde: ”Ho, ho, ho... Rigtig glædelig jul alle sammen!”

NsExtra ønsker alle læsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår!