Skrevet af Sarah
- gå til afsnit> 1 > 2 > 3 > 4 > 5 > 6 > 7 > 8 > 9 > 10 > 11 > 12 > 13 > 14 > 15 > 16 > 17 > 18 > 19 > 20 > 21 > 22 > 23 > 24
|
Hør julehistorien oplæst af Sarah, Nicklas og Pia Nummer: Ingen
|
Afspil afsnit 1 (oplæst af Sarah)
Prolog: 
For flere hundrede år siden mødtes Jordens-, Luftens-, Ildens- og Vandets skabere midt ude på den jyske alhede. I den stride lyng, som strakte sig så langt øjet rakte, blev det bestemt, at et barn med overnaturlige kræfter skulle fødes. Dennes særkende skulle være et usædvanligt udseende, overnaturlige evner, samt kongeblå øjne. Desværre er der ingen, som ved, om det er sandt.
Hvad Jordens elementer egentlig havde til hensigt med dette barn, forblev en gåde. Man vidste blot, at når denne person var blevet sat i verden, ville en frygtindgydende fjende rejse sig og true menneskeheden og særdeleshed julefreden!
Igennem tiden blev denne historie overleveret mundtligt. Især børn lyttede til den med stor og frygt begejstring. Selv om jyderne ikke ville erkende, at de troede på den gamle skrøne, undersøgte de alle nyfødte børn for disse kendetegn. Men det skulle senere vise sig, at dette barn blev født et helt andet sted!
”Vi nægter, altså at gøre mere end hvad fagforeningen kræver!” sagde en bruger utilfreds, og så på Højhusets kvindelige vicevært, Helle. Hun var ellers meget vellidt blandt chattens brugere, som satte stor pris på hendes vindende - og humoristiske væsen. Den kvindelige vicevært var netop i færd med at feje sne væk ude for an sit kontor. Det var allerede blevet den første december, og snart skulle juleforberedelserne ordnes. Helle skar en irriteret grimasse, da hun så på den lave bruger som pustede sig mere op foran hende.
I den seneste tid var brugerne begyndt at beklage sig mere over arbejdsforholdene i HøjHuset. Helle havde i den forrige måned anskaffet sig en glimrende kontrakt med et hold ”spejdere”, som kunne levere juletræer i passende store mængder. Disse træer satte brugerne juletræsfod på, hvorved HøjHusets ledelse fik mere at gøre godt med.
I det samme øjeblik begyndte mobiltelefonen at vibrere i Helles lomme. Hun fjernede opmærksomheden fra den ophidsede talsbruger og strøg det sorte hår væk, som skinnede i december-solens allersidste stråler, og tog sin mobiltelefon. ”Godaften. Hvem taler jeg med?” spurgte hun venligt, og vendte ryggen til. Talsbrugeren udstødte et foragteligt fnys, hvorefter den drejede om på hælen og forsvandt. ”Det kan være lige meget,” svarede en ukendt mandsstemme. ”Nej, det kan det ved Gud ikke!” sagde Helle oprørt. ”Du bedes udlevere personnummer, adresse, civilstatus, og dato på konfirmation!” ”Kan det i himlens navn ikke være ligegyldigt, kvindemenneske? Jeg har en vigtig meddelelse at videregive, hvis du fortsat er interesseret.”
Helles ansigt blev langsomt formørket, da den fremmedes budskab kom hende for øre.
Hvem er den fremmede mand? Hvad vil han mon den kvindelige vicevært? Siden hvornår er HøjHusets brugere blevet tilknyttet en fagforening? Er Helles ”juletræskontrakter” nu også helt legale? Er dette en julekalender?
Følg med i morgen.
2. Dec. - En beslutning træffes Afspil afsnit 2 (oplæst af Nicklas)
”Helle, det kan du ikke mene!” udbrød HøjHusets grafiker, Kian chokeret. Foran ham stod den unge kvinde med et beslutsomt blik. ”Jeg bliver nødt til det, Kian,” sagde hun tonløst. Hendes knoer var knyttet, og øjnene strålede som kogt beg. ”Jamen findes der ikke en anden udvej? Tror du virkelig på den galning?” spurgte han uforstående og rejste sig op. ”Hvis manden taler sandt, må der være noget om det. Jeg ser ingen anden udvej end at rejse til Grønland.” Kian tog sig opgivende til hovedet. ”Tror du virkelig, at Julemanden har et kartotek over psykopater inden for miles omkreds?”
Med en hurtig bevægelse vendte Helle sig om mod ham. Hun var iført en smuk rød kjole, som sad tæt om den spinkle krop. De gamle arbejdsklæder havde hun ladet ligge på sit kontor. Kian kunne næsten ikke genkende den unge kollega. ”Nej, men hvis jeg skal få løst dette mysterium, er han den rette til at opsøge.” ”Jeg kan desværre ikke forhindre dit forehavende. Hvis jeg dog bare kunne, havde jeg gjort det,” tilføjede Kian sukkende. Helles øjne blev formildet, og hun svarede varmt: ”Du skal ikke være bekymret. Inden du får set sig om, er jeg ved din side igen. ” Hun gav Kian sin hånd, som han betragtede et øjeblik, før han tog den og sagde: ”Det ved jeg, at du er, min kære ven. Du ved, at dette sted aldrig vil være det samme uden dig.” Kian tog en dyb indånding, før han fortsatte sin højtidelige talestrøm. ”Jeg vil være helt sikker på, at du kommer hjem i sikkerhed. Derfor har jeg hyret den rette mand til at eskortere dig.” 
Helle så en anelse fladt på Kian, da han afslørede, hvem denne famøse person var. ”Det kan du ikke mene!” udbrød hun chokeret. ”Jeg er ked af det, Helle. Men han er den ideelle mand til jobbet,” svarede Kian og så beskeden på sine negle. ”Du mener vel ”rette dreng”,” rettede Helle lettere sarkastisk. ”Jeg er din overordnede, Helle! Glem ikke det. I rejser i morgen!”
Med disse ord blev Helle ført ud af Kians lejlighed, mens hun sendte ham krænkede blikke.
Hvad er det dog for noget hemmelighedskræmmeri? Kan Julemanden virkelig hjælpe Helle i sin intense søgen? Og vigtigst af alt: Hvem er denne rejsekammerat, som Helle ikke nærer den store begejstring for?
Følg med i morgen.
3. Dec. - Afsted til Grønland! Afspil afsnit 3 (oplæst af Pihe)
”Hvor er her dog koldt!” udbrød en ung fyr med jysk accent. En iskold brise strøg igennem hans hår. Han havde ved først givende lejlighed pakket sig ind i en ulden jakke. Et ganske kort øjeblik betragtede Helle ham med en irriteret mine, hvorefter hun så agterude. Det klare vand stod i kaskader om bådens ræling, som vuggede i takt med bølgernes slag.
Tidligere på dagen havde Helle uden yderligere problemer fundet sin ”rejsekammerat”. En skare af skrigende piger havde omringet ham ved Øresund, hvor deres båd lå ankret. Æret være Christian IV’s minde, tænkte viceværten dystert, da hun betragtede den unge popstjerne. Trods sine 15 år førte Martin sig frem, som var han selveste Michael Jackson – Hvilket han i bund og grund var i manges øjne. Men fra Helles synsvinkel var han blot et klods om benet.
”Hvad er formålet egentlig med turen?” spurgte Martin og børstede havgus af sin hvide hættetrøje. ”Hvor meget har Kian informeret dig?” spurgte Helle, mens hun så frem for sig. Hun var så småt begyndt at vænne sig til Martins tilstedeværelse. ”Ikke andet end at det måske kan blive en lidt vanskelig tur,” kom det som svar. Han betragtede det farvestrålende nordlys som brød den dunkle nat. Helle rullede med øjnene. ”En lidt vanskelig tur? Måske for dig, men det her er altså vigtigt! HøjHusets -, julefredens - og menneskehedens fremtid afhænger af denne rejse!” Martin så afslappet på sin kvindelige rejsekammerat. ”Hvad i alverden skulle der ske? Jeg går ikke ud fra, at Julemanden skyder med skarpt på os.”
I selv samme øjeblik lød der et skarpt smæld, som flængede den sorte polarnat. Både Martin og Helle så forskrækket på hinanden, hvor efter de hoppede i dækning bag deres oppakning. Et kort øjeblik var der helt stille. Det eneste, som kunne høres var isklumpernes blide skulpen.
Efter en rum tid rejste Martin sig op, men Helle fik grebet fat i ham i sidste øjeblik. Endnu et smæld hørtes, og rælingen splintredes i tusind af stykker. ”Vi bliver beskudt!” skreg Martin forfærdet, hvortil Helle kunne konkludere, at han ikke havde helt uret. ”Hvad gør vi?” vrælede han og så sig forfærdet omkring. Små perler trillede ned af Helles sølvfarvede kindben. ”Det er en køn redningsmand, jeg har fået stillet til rådighed,” mumlede hun sarkastisk, og fandt sin kikkert frem.
Blandt Grønlands flydende isbjerge, lå der i horisonten en større båd. Oppe på dækket stod der op til flere skygger, som sigtede med noget i deres retning. ”Hvem I alverden er det?” spurgte Martin som pludselig stod ved Helles side. Hun bemærkede, at han næsten var på højde med hende. ”Nu er det sådan, at jeg ikke ligefrem er lokalt kendt heroppe,” begyndte Helle, men Martin afbrød hende. ”Alle mand i vandet!” skreg han højtlydt.
Helle hoppede op på den miserable forstavn og satte hurtigt af. Det iskolde vand omsluttede den unge pige, da hun mærkede en kraftig trykbølge. Vandet stak som tusinder af knive i hendes lunger, da braget lød.
Hvordan skal det dog gå for Martin og Helle? Er alt håb ude? Hvem har i sinde at komme dem til livs? Hvorfor i alverden har Kian valgt den unge Martin som Helles følgesvend? Får vi nogensinde at vide, hvad Helles mission er?
Følg med i morgen.
4. Dec - Er der noget derude? Afspil afsnit 4 (oplæst af Pihe)
Solens første stråler ramte en bevidstløs skikkelse, som lå i den bløde sne nær vandkanten. Det våde skuldrelange hår klistrede sig til det unge ansigt. Ud fra de spinkle lemmer kunne man hurtigt konkludere, at det var en kvinde. Hun lå pakket ind i en hvid hættetrøje, som uden tvivl ikke var hendes egen. I nærheden lå en spættet sæl og så nysgerrigt til, da en mindre skikkelse møjsommeligt forsøgte at få liv i kvinden. Den lille mund var lukket, og om den havde huden antaget et blåligt skær. ”Helle,” kaldte Martin, da han gned hendes små hænder. ”Vi overlevede eksplosionen. Vågn op!” Men Helles ansigt forblev, som var det gjort af sten. Martin så søgende omkring, men de var langt fra civilisationen. Kun sælen med de nysgerrige øjne, var det eneste selskab, som Martin havde på daværende tidspunkt. ”Herren se i nåde,” sagde han opgivende og vendte sig væk fra sælen. Han rejste sig op, og løb ned til vandkanten for at redde noget af deres oppakning for at søge efter noget der kunne få liv i den forfrosne Vicevært.
Kort tid efter hørte Martin nogle vrappende lyde, og vendte sig om. Han var ved at tabe næse og mund, da han så, at sælen havde lagt sine små luffer på Helles kinder. Det lignede minsandten, at den forsøgte at puste liv i hende.
I stedet for at skræmme sælen væk, satte han sig på hug bag en isblok, og betragtede denne lidt komiske scene. Efter få øjeblikke slog Helle øjnene op, og blev ikke overrasket over at se direkte ind i en sæls øjne. Hun lagde sine arme om den, og den begyndte at vrappe glad på ny.
Kort tid efter lå en kvinde bøjet ind over Helle. Det lette gyldne hår skjulte hendes lidt skæve øjne. Hun var iklædt en dragt i neutrale farver, som faldt i ét med det hvide landskab. Med frisk mod og mandshjerte, rejste Martin sig op og trådte frem i solen. Kvinden vendte sig hurtigt om og smilede ved synet af ham. ”Kom hellere over og hjælp mig. Jeg kan ikke bære hende alene,” sagde hun med en accent, som Martin aldrig havde hørt før. Hun lignede lidt en kineser, men noget ved hendes udstråling talte ham fra denne tanke. Huden var alt for lys, og ansigtstrækkene for bløde i det.
Martin gik forsigtigt hen til kvinden, som havde lagt sin hånd på Helles pande. Hendes øjne var blændet af feber, og hun forsøgte krampagtigt at trække Martins trøje tættere om sig. ”Vi må have hende ind i varmen,” sagde den fremmede alvorligt. ”Ellers bliver feberen værre.” Martin nikkede forstående. Alligevel vidste han ikke helt om, han stolede på den fremmede. Havde han andet valg?
Hvem er denne fremmede kvinde? Vrapper sæler? Hvordan i alverden hænger det sammen? Vil det lykkes dem at finde Julemanden? Men vigtigst af alt: Vil Viceværten overleve?
Følg med i morgen.
5. Dec. - Mødet med Julemanden Afspil afsnit 5 (oplæst af Sarah)
”Bronja, hvordan har vores gæst det?” lød der en dyb stemme. Kvinden så op, og mødte Julemandens blik med et stort smil. ”Jeg tror, at hun kommer sig. Her er vidst kun tale om en lettere forfrysninger. Feberen er ved at slippe sit tag i hende.” Hun trykkede langsomt sine hænder mod Helles bryst. Hun lå pakket ind i bløde skind, og på sengekant sad den trofaste Martin. Han var lidt benovet over at se Julemanden i egen høje person. ”Det kan være, at vores anden gæst gerne vil have noget varmt at drikke?” spurgte den runde ældre herre med indbydende stemme. Martin nikkede, og Bronja gav tegn til, at han skulle følge med.
Ude i Julemandens varme køkken, fandt Bronja en lille sølvbakke, nogle krystalglas og en udsøgt kande. Hun balancerede med det hele på én hånd, imens hun ledte Martin ind i en stue. Her satte de sig på nogle skindbetrukne puder, og Bronja satte forsigtigt bakken på et lavt bord. Herefter begyndte hun at skænke varmt kakao op, imens Martin betragtede rummet med stor ærefrygt.
Granguirlander, med farvestrålende pynt, bugtede sig, så langt øjet rakte under det lave loft af træ. Under de små ruder stod der kunstfærdigt udskåret borde med petroleumslamper. Udenfor dalede sneen ned, og rimen sad tykt på glasset. ”Tænk at det skulle lykkes,” sagde Martin tankefuldt. ”Hvis ens tro er stærk nok, kan alt lade sig gøre,” svarede Bronja let og skubbede et glas over til ham.
Ovre i hjørnet stod et lille grantræ, som en lille pige med stor fryd var ved at pynte. Hendes klare stemme gik lige i hjertet på Martin. Han havde svært ved at fastslå pigens alder, da hun havde et langt og glat ansigt. Det lyse hår var blevet flettet i smukke snoninger om hovedet.
”Martin, fortæl mig nu. Hvad skyldes jeres ærinde?” spurgte Bronja venligt og rakte ham en nybagt glasurkage. Han tog imod den og svarede: ”Det er en lidt kompliceret affære, Bronja. Jeg ved næsten ingen ting, foruden at vi er her på grund af et mystisk opkald, som Helle modtog for flere dage siden. For uvidende ville det have været en ganske harmløs spøg men hun tilegnede opkaldet stor værdi. Helle mente, at der var forbindelse til det og en gammel legende.” Bronja så tankefuldt på den unge mand. ”Hvordan lyder denne såkaldte legende?”
Ligesom denne historie var blevet fortalt mange gange i gennem tiden, begyndte Martin med sin jyske accent at fortælle den.
Hvem er denne Bronja? Kan hun og Julemanden hjælpe de to rejsende? Er menneskehedens, julefredens og Højhusets beboeres fremtid i fare?
Følg med i morgen.
6. Dec. - På benene igenAfspil afsnit 6 (oplæst af Nicklas)
Martin stod med hænderne samlet ude foran Helles værelse. Han tøvede lidt, før han bankede på. Straks blev den tunge egetræsdør åbnet, og en storsmilede Helle stod i døren. Hun støttede sig til en krykke, og Martin bemærkede, at det sorte hår var sat op.
Helle var iført en kjole af satin. ”Martin! Kom dog indenfor,” sagde hun gæstfrit og trådte til side. Martin nikkede taknemmeligt og så sig nysgerrigt omkring. Værelset var malet i grønne farver, og ovre ved de frosne ruder, hang der hvide tynde gardiner. Stedet bar tydeligt præg af orden og ro.
Ved et tungt skrivebord, var en kæmpe reol med tykke bøger placeret. ”Martin! Du gætter aldrig hvad jeg lige har opdaget!” sagde Helle glad og viste en opslagen bog frem. ”Er det om ”Den udvalgte”, du mener?” spurgte han halvhjertet og satte sig tungt ned på sengen. ”Ja,” kom det undrende fra Helle og så spørgende på Martin. ”Hvordan kunne du gætte det?” Uden at svare hende, tog Martin blot Helles hænder i sine egne. ”Helle, jeg tror at vi har fundet nøglen til gåden,” sagde han og smilte nu for første gang. ”Hvad mener du? Hvordan?” spurgte hun overrasket, og satte sig forsigtigt ned. ”Bronja fortalte mig en historie, som stemte overens med den gamle danske legende. Det hele passer, Helle! Den accent, som Bronja taler med, er en udød sprogstamme, der blev talt i Jylland for flere hundrede år siden. Den bliver stadigvæk talt, men kun ganske få steder.” ”Men kan hun ikke have lært det andet sted?” spurgte Helle og så ikke særlig tilpas ud. Martin rystede på hovedet, hvilket var svar nok i sig selv. ”Hun er også blåøjet,” tilføjede han med et skælvende smil. ”Betyder det så, at vi, langt om længe, har fundet det vi søgte?” spurgte Helle, og glemte at det var en 15-årig dreng, hun talte til. Den unge mand nikkede, og Helle slog en hånd for munden. ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre? Bronja er ikke meget ældre end mig. Hun kan ikke være fra Danmark, selv om at hun taler vores sprog ganske godt!”
I selv samme øjeblik gik døren op, og Bronjas skikkelse trådte frem. Hun smilede sørgmodigt til dem, medens hun tilså Helles forbindinger. ”Dette er næsten lægt,” sagde hun fraværende og holdt Helles spinkle underarm frem. Den unge vicevært var Bronja dybt taknemlig for hendes pleje af sårene. Helles arm havde været et stort kraftigt væskende sår, da hun havde skåret sig på et stykke klippe under ulykken.
Den første nat hos Julemanden måtte Bronja ty til skarpe genstande, og skar i såret. Gulbrun materie flød som en tyk væske hen over armen og ned på underlaget. Helle havde med sin raske hånd grebet fat om sengestolpen og skreget hjerteskærende af smerte.
”Bronja, vi bliver nødt til at tale med Jer,” sagde Helle alvorligt og rejste sig op. Hun lukkede forsigtigt den ældgamle bog og lagde den fra sig på sengebordet. ”Jeg kan næsten forestille mig, hvad dette drejer sig om. Men jeg er ikke den rette person at spørge. Jeg formoder, at I vil vide alt.” Hun fastholdt deres blik, inden hun fortsatte: ”Kom med.”
Martin og Helle fulgte efter Bronja, som gik med raske skridt. I mellemtiden havde Martin bemærket, at hun haltede lidt på højre fod.
Hvem er denne ”udvalgte”? Hvor langt er vore venner fra at opklare mysteriet? Og vigtigst af alt: Hvor fører Bronja dem hen?
Følg med i morgen.
7. Dec. - Sandheden kommer for dagen Afspil afsnit 7 (oplæst af Pihe)
”Jeg ser, at I har gættet det,” brummede Julemanden fra sit buskede skæg. Både Martin og Helle befandt sig i en af Julemandens utallige sale, hvor Bronja havde taget afsked med dem. Hun havde sat Julemanden ind i situationen, og han gjorde ikke yderligere anstalter til at kommentere det. Han pegede blot på en skindbetrukken sofa, hvor hans 2 gæster satte sig forsigtigt.
”I skal vide,” begyndte Julemanden roligt, medens han betragtede sine 2 protegeer. ”Bronja er en kvinde ud over det sædvanlige. Hun har evner, som kun naturen har skænket hende. Hun er måske den, I søger.” Helle så overrasket på Martin, som ikke havde fortrukket en mine under samtalen. ”Helle,” sagde den trinde mand og vendte sig imod hende. ”Det opkald du modtog, har ifølge dine egne formodninger noget at gøre med den gamle legende. Du har ganske ret, min pige. Heraf kan det kun tænkes, at det udvalgte barn er blevet født. Faktisk for flere år siden, vil jeg mene.” ”Jamen” sagde Helle og brød ind. ”Det stemmer jo ikke overens med den gamle historie.” Hun holdt hurtigt inde, da hun så Julemandens fremstrakte hånd. ”Jeg forstår din frustrationer, kære barn. Men i flere år har noget ondt ligget og ulmet i stilhed. Jeg formoder, at nogen eller noget har vækket det fra sin lange dvale. Jeg har haft mine bekymringer, børn. Jeg ønsker hellere end gerne at hjælpe jer.”
Julemanden vendte sig om og gik med knagende skridt over til et smukt juletræ. Heraf trak han en aflang pakke i en rød skindpose, som han uden tøven rakte til Helle. ”Tag denne, Helle. Du har nu ansvaret for at denne pakke, tilkommer den retmæssige ejer.” Den unge kvinde vejede den i hånden og fandt pakken ganske let. Hun var udmærket klar over, hvem den tilhørte. ”Men Julemand. Der er noget, jeg ikke kan få til at passe sammen,” sagde Martin tøvende. ”Tal frit,” sagde Julemanden og så afventende på Martin. ”Hvordan forklarer det, at Bronja taler gammelt dansk? Hun må have en forbindelse til os på en eller anden uforklarlig måde.”
For første gang smilede Julemanden og svarede: ”Det har hun også. Det var på den jyske hede, jeg fandt hende for mange år siden. Det kære barn sad fast i en rævesaks, samtidig med at hun græd for sit liv. Hun var forældreløs, og ingen ønskede at hjælpe den lille pige. Hendes moder var ikke troende, hvilket stred imod kirken, som havde stor magt. Oven i købet var hun med barn uden for ægteskab. Jeg tog pigen til mig, og siden da har hun været som en datter for mig. Men Bronja ved, at hendes plads i livet ikke er her hos mig. Hun lider af udlængsel og vished om sine ukendte aner. Bronja og jeg har talt om det – Hun er parat til at drage med jer til Danmark, og tage kampen op mod den fjende som truer.”
Hvad befinder der sig mon i den pakke, som Julemanden betror Helle? Har Julemanden fortalt alt hvad han ved om den kamp som ligger og venter forude? Hvad skal der ske nu?
Følg med i morgen.
8. Dec. - Øst, vest – Hjemme nu engang bedst! Afspil afsnit 8 (oplæst af Pihe)
”Bronja! Pas på!” råbte Helle rædselsslagen. I selv samme øjeblik lød der et rungende brag ud over det iskolde hav. En efterfølgende tavshed lagde sig over den lille båd. ”Er der kommet nogen til skade?” lød Martins stemme et sted i den kulsorte røgsky. ”Der skete ikke noget,” forsikrede Helle, og trak Bronja med ud af røgen. I favnen havde hun en gammel muskedonner, som hun kort forinden var kommet til at affyre. ”Det må I virkelig undskylde,” fik hun fremstammet, medens hun med blussende kinder så ned på sine fødder. ”Det var ikke min mening at afsløre vores position.”
Martin sendte Helle et skeptisk blik, inden han rakte Bronja en klud til at fjerne soden fra sit ansigt. ”Vi er snart i dansk farvand,” oplyste Helle og spejdede ud over det spejlblanke hav. ”Men hvad er det derude?” tilføjede hun undrende, og pegede i retning af en sort plet ude i horisonten. Nu trådte Bronja til, og med en kikkert, så hun i den retning, hvor Helle havde peget. ”Det ser ikke for godt ud,” svarede Bronja med dirrende stemme. ”Det ser ud til, at vi snart får besøg af nogle mindre behagelige typer.” ”Hvad gør vi?” sagde Helle med urolighed i stemmen, da hun overtog kikkerten.
Det syn Helle så, var et af de mest gruopvækkende, hun nogensinde havde set. Det, som hun havde troet, var en ubetydelig plet, var i virkeligheden en større båd fyldt med skummelt udseende typer. Det mindede af alt om begærlige og morderiske flodpirater. ”Hvad med at byde hele slænget på en kop te?” kom det tørt fra Martin. Helle sendte ham et kort hvast blik, og vendte sig om imod Bronja for dér at søge mere fornuftige råd. Bronja derimod stod og skuede ud over det åbne hav. ”Der ligger en lille bugt styrbords,” sagde hun med et lille smil om munden. ”Lad os lægge til land.”
Uden at gå ind i en større diskussion greb Helle fat i roret og styrede båden ind mod bugten. Der lød efterfølgende en knasende lyd, og båden stødte imod grund. ”Pokkers også!” råbte Helle rasende og så sig over skulderen. Båden var kommet tættere på, og situationen begyndte at blive tilspidset. ”Vi bliver nødt til at hoppe over bord!” råbte Martin og greb fat i en rygsæk. ”Det kan vi ikke,” sagde Bronja skarpt. ”Helles sår vil sprænge op, og muligvis få feber at det iskolde vand. Det er ikke med garanti, at nogle folk kan hjælpe os herude. Alt afhænger af hvordan vi sikrest kommer i land, og selvfølgelig hvor vi befinder os. Der kan jo ligge flere kilometer til den nærmeste by.” Helle mumlede et eller andet om hvor uciviliseret Jylland var - Hvilket blev overhørt. ”Så bærer jeg hende i land!” sagde Martin med fuldt mod og mandshjerte. Helle så tøvende på Bronja som nikkede bekræftende. Hvis de skulle overleve dette, måtte de sætte alt ind!
Hvem er disse ”flodpirater”, som vil vore venner til livs? Hvor medtaget er Helle? Og vigtigst af alt: Kan Martin bære Helle i gennem det iskolde vand?
Følg med i morgen.
9. Dec. - Over stok og sten! Afspil afsnit 9 (oplæst af Sarah)
”Martin!” råbte Bronja uroligt, imens hun trak sin våde bluse af. Efter at de forlod Grønland, havde Bronja skiftet til nogle mere almindelige klæder. De udsøgte og kostbare silkedragter havde hun omhyggeligt pakket ned, for ikke at blive genstand for andres nysgerrighed og misundelse. Heldigvis var det ikke så dybt, det sted hvor båden var gået på grund.
Bronja sad på den sandede jord, og det gyldne hår indrammede det milde ansigt. Hun rystede af kulde, imens hun spejdede efter den øvrige besætning.
Bronja vidste ikke, om det var af anstrengelse eller kulde, at Martins ansigt havde antaget en blålig nuance. Han stod i vand til livet, og forsøgte at holde balancen – det vil sige med en tung rygsæk og Helle, som så lidt utilfreds med situation. ”Jeg kan altså godt selv gå!” forsikrede Helle sin ”redningsmand” for mindst tyvende gang. ”Hold mund,” snerrede Martin, imens han krampagtigt holdt fat i Helles ben.
Da resten af mandskabet var nået i land, satte de sig på en høj for at finde genvinde kræfterne. Til deres bestyrtelse var den anden båd nået hen til deres. ”Vi må straks af sted, inden de finder os!” sagde Bronja advarende og rejste sig straks op. De slanke ben, som havde antaget et blåligt skær, rystede af kulde. ”Små slag,” sagde Martin, men fulgte alligevel sin rejsefældes eksempel. Han rakte sin hånd til Helle, som med et suk fulgte efter Bronja, der næsten var ude af syne.
Solen var så småt begyndt at gå ned i vest, da Bronja, Martin og Helle forcerede en sumpet eng. De havde forgæves ledt efter en vej, som kunne lede dem på rette spor. Men de var blevet vildledt af mange små stier, som næsten var groet til med visne markblomster. ”Er der nogen her, som ved hvor vi befinder os?” råbte Helle og trak sin jakke tættere om sig. Bronja rystede på hovedet.
”Lad os holde hvil for natten,” sagde hun og sendte Martin et optimistisk smil. Han følte livsmodet stige, og var inderligt taknemmelig over at have Bronja ved sin side.
Med fælles hjælp fik de tændt et lille bål – Imens Bronja tilberedte deres aftensmad, fik Helle og Martin rejst et telt. I løbet af kort tid bredte der sig en skøn duft af nybagt brød over området. Bronja nynnede, imens hun med rolige bevægelser rørte i en kogende metalbeholder.
Martin spiste med stor appetit, men Helle derimod skubbede prøvende til kødklumperne med brødet. ”Hvad stammer kødet fra?” spurgte hun forsigtigt, da Bronja stillede sin tomme tallerken fra sig. ”Det er får,” sagde hun og øsede en ny portion op til Martin.
Da Bronja opdagede, at Helle så en anelse skeptisk på hende, svarede hun: ”Det spiser vi meget af, der hvor jeg kommer fra.” ”Det smager udmærket,” kom det fra Martin, som havde lagt sig mageligt til rette. ”Det er for resten klart i aften,” bemærkede han. Bronja lagde sig ved siden af ham for at tage del i den smukke himmelbue. Lige for lovligt tæt, mente Helle og spiste resterne af sin mad.
I hvilken del af Danmark befinder vore helte sig mon i? Er Martin nu så stærk, som han giver udtryk for? Hvad skal der blive af dem? Ligger der og lurer noget på dem ude naturen?
Følg med i morgen.
10. Dec. - ”En fremmed i ødemarken” Afspil afsnit 10 (oplæst af Nicklas)
Den gnistrende skives stråler badede det nøgne landskab, da Helle krøb ud af teltet. Jorden var hård som sten, og vinden hviskede om død over de sorte marker. Helle satte sig tungt ned, og betragtede denne Gudsforladte ødemark. ”Hvor i alverden befinder vi os?” mumlede hun næppe hørligt, og rejste sig hurtigt op. Hun ville finde brænde til bålet – Blussende ild til at varme frosne kroppe, er bedre at drage videre med end gennemfrosne. Helle skuttede sig, og stak hovedet ind i gennem teltets åbning. Hun famlede ved den sovende Martins side, og fandt hvad hun søgte: Den gamle muskedonner – deres eneste våben til at forsvare sig med.
Helle var ikke gået langt, da hun hørte noget pusle bag sig. Hun stoppede op og spidsede ører. Som lyden uventet var dukket op, forsvandt den pludseligt igen. Helle trak på skuldrene, og bukkede sig ned efter en tyk kæp, da hun så en silhuet falde foran sig. Hun rørte ikke en muskel i skræk for at gøre en forkert bevægelse - Skikkelsen rørte hende ikke.
Hun så op, men ingen lyd kom over hendes læber. Foran hende stod der en høj mand. Hun kunne ikke se hans ansigt, som var skjult af en sort hårpragt. Skønt at det var bidende koldt, bar han kun tøj under taljen. Om livet og skuldrene bar han meterlange patronbælter. I hånden havde han et halvautomatisk håndvåben, som var rettet imod Helle.
Han pegede på våbnet for at vise Helle, at han ikke havde i sinde at slå hende ihjel. Hun havde af alt mest lyst til at skrige, da han trådte nærmere. Den fremmede var smurt ind i et tykt lag af klæg, og flere steder havde han lange ar. Dette gjaldt både over den veltrænede brystkasse, ansigt og ryg.
”Jeg ønsker ikke at skade dig,” brummede han bistert, og sendte Helle et vurderende blik. ”Hvem er du, og hvad vil du mig?” spurgte Helle og bemærkede, at hun ikke rystede over hele kroppen. Der var noget ved den fremmede, som havde en rolig indvirkning på hende.
I stedet for at svare hende, vendte han ryggen til den skræmte kvinde, og så op imod den gyldne ildkugle. ”I er flere – Hvor er de andre?” spurgte han i stedet.
Da den fremmede ikke fik svar, sagde han: ”Vis mig til dem – Jeg kan måske hjælpe jer.”
Uden at sige ham imod, nikkede Helle og begyndte at gå i retning af lejren.
Hvem er denne mystisk-udseende mand, som af alt minder om en medtaget krigsveteran? Hvad vil han Helle og hendes rejsefæller? Får vi nogensinde svar på, hvor de befinder sig?
Følg med i morgen.
11. Dec. - En ny rejsekammerat Afspil afsnit
11 (oplæst af Nicklas)
”Martin! Helle er væk!” råbte Bronja og trak i sine bløde skindstøvler. Martin blev irriteret. ”Hvad siger du? Vi lovede jo hinanden højt og helligt, at vi ikke ville forlade skuden.” ”Vi bliver nødt til at finde hende,” sagde Bronja og overhørte hans bemærkning. ”Hvis du ikke går med, gør jeg det selv,” oplyste hun vredt og trak den lange frakke tættere om sig.
Til Martins overraskelse stoppede Bronjas ordstrøm brat – Han stod ud af teltet, og så forundret på den unge kvinde. ”Bronja,” begyndte han og lagde en hånd på hendes skuldre. ”Vi skal nok finde Helle – Hun må være her et sted.” ”Det er vist ikke nødvendigt,” sagde Bronja stilfærdigt og pegede mod horisonten.
Dette optrin stak imod alt, hvad Martin betegnede som ”sund fornuft”. ”Jamen – Hvad i alverden?” sagde han overrasket, da Helle, efterfulgt af en fremmed mand, dukkede op i horisonten.
”Helle – Hvor har du været?” spurgte Bronja bekymret og bemærkede, at Helle ikke fortrak en mine. Uden at svare på dette, sagde Helle med sin milde stemme: ”Martin og Bronja. Dette er John J. Rambo. Han er gammel krigsveteran, der i sin tid sloges i Vietnam. Han mener, at kunne hjælpe os.” ”Hjælpe os? Hvordan?” spurgte Martin og rynkede tvivlende på sine brune øjenbryn.
Rambo
nikkede i retning af et par sorte fugle, der kredsede højt over dem. Med
brummende stemme sagde han: ”De ved, at I er her.” ”Hvem?” spurgte
Martin og så uforstående på de store fugle. De skræppede højlydt, og
baskede med deres store vingefang. ”De personer, som er ude på at slå jer
ihjel,” svarede Rambo kort, og fjernede ikke sine vagtsomme øjne fra de kæmpemæssige
ådselsædere.
Den største af dem vejrede med det spidse næb og dykkede. I selv samme øjeblik lød der en rivende lyd, og den rosafarvede hud blev flået op. Helle greb den stakkels Bronja, som havde afværget fuglens angreb. Desværre var hendes arm kommet i vejen, og blodet løb ned af den hvide frakke.
Inden de så sig om, havde Rambo trukket sit håndvåben og tog sigte efter fuglene. Den ene havde nu rettet sine kløer imod Helle. I mellemtiden forsøgte hun, at trække den såede Bronja om bag et stort klippefremspring.
Skarpe smæld hvislede i gennem den råkolde luft. Efterfølgende lød der forfærdelige skrig, og den ene dyreskikkelse landede på jorden med et uhyggeligt bump. Den anden skræppede højlydt af vrede, og fløj væk – Til sidst var den blot en sort plet i horisonten.
Inden de nåede at reagere, knælede Rambo ved siden af den store fugl – Han fremdrog sin lange kniv, og skulle til at gøre det en ende på fuglens pinsler, da han blev stoppet. ”Nej, gør det ikke!” råbte Helle advarende. ”Det kan være, at den skjuler mere, end vi er klar over,”. Rambo sendte hende et hvast blik. Fuglen rasede, og snappede med sit lange, sorte glatte næb. ”Den kan ikke være os til hjælp,” svarede han med sin dybe røst. ”Lad os nu se,” sagde Helle, og Martin nikkede istemmende. ”Dette kommer der ikke noget godt ud af,” brummede den veltrænede soldat, og samlede sit håndvåben op.
Hvordan er Rambo havnet ude i den danske ødemark? Hvad er det for nogen fugle, som angreb vore venner? Hvem er det, Rambo taler om, som har i sinde at slå Helle, Bronja og Martin ihjel?
Følg med i morgen.
12. Dec. - Ondskab i menneskelig skikkelse Afspil afsnit 12 (oplæst af Pihe)
Da den lille flok ankom til lejren, havde Bronja forsøgt at sy sin arm sammen. Flængen havde været større, end hun troede, og imellem nål og tråd flød blodet. En praktiserende kirurg ville have grædt over Bronjas primitive kirurgi. Martin havde taget hendes hånd det sidste stykke af syningen, og givet den et lille klem fra tid til anden.
I mellemtiden forsøgte Rambo og Viceværten at få noget fornuft ud af fuglen, som de havde taget med sig. De havde bundet et stykke tykt lædersnor om dens vinger, så den ikke kunne stikke af. Helle havde stor erfaring med at få oplysninger ud af besværlige brugere i Højhuset, så hun brugte al sin viden og psykologiske snilde for at få overtalt den hovne fugl. Hun sluttede af med at sige: ”Vi ved, at du er et menneskeligt væsen” og Rambo nikkede dystert. Men fuglen havde kun udvist trods og hvæset under hendes talestrøm. ”Måske skal der andre metoder til,” sagde Helle og rakte ud efter dens næb. Hun så den dybt i øjnene, imens hun venligt sagde: ”Hvis du ikke udviser samarbejdsvillighed, er jeg bange for, at vi bliver nødt til at plukke fjerne af dig.” Dette havde åbenbart en virkning på den store fugl, som virrede skræmt med sit næb.
Efter ganske få sekunder sad en ung mand på den stenede jord. Ung mand var vidst så meget sagt. Hans ansigt var glat og smidigt som en ung drengs. Men der var noget unaturligt ved hans væsen. Øjnene glitrede af tilbageholdt ondskab, og munden fortrak sig i et lurvet smil. Helle veg lidt synet ved af drengen – Han kunne næppe være mere end 13 år.
”Tal fremmede,” brummede Rambo, imens hånden hvilede på hans håndvåben. Som forventet værdigede drengen ikke sine fangevogtere et blik. I stedet forsøgte han at komme fri af den stramme lædersnøre. ”Det vil ikke hjælpe dig,” svarede Rambo og så skeptisk over på Helle. ”Hvem er du?” spurgte Viceværten roligt og ignorerede den fremmedes hoverende ansigtsudtryk. ”Jeg taler ikke til kvinder,” svarede han overbærende. ”Det er under min værdighed.”
For første gang blev Helle for alvor gal. Før drengen eller krigsveteranen nåede at reagere, sad hun på hug foran drengen med Rambos kniv. ”Vil du være så venlig at gentage det en gang til? Ellers skal jeg sørge for, at det ikke sker igen,” hvislede Helle og lagde knivens skarpe blad imod drengens strube.
Drengen glippede med øjnene, og lagde hovedet på skrå. ”Blev vi mopsede?” spurgte han drillende, og sendte så Helle et udfordrende blik. ”Hvis du ikke svarer på vores spørgsmål, efterlader vi dig herude. Jeg kan love dig for, at det er en smertefuld død, lille ven. Her er intet vand eller noget føde. Ingen mennesker. Du vil gå indtil, at du segner om af træthed. Der vil du blive liggende ind til, at du dør, og dit lig vil rådne op,” sagde Helle advarende og prikkede med kniven.
Drengen så for første gang lamslået ud. ”Hvad vil I vide?” knurrede han, og så skiftevis fra Helle til Rambo. Det var tydeligt, at det irriterede drengen at blive sat på plads. ”Hvad er dit navn, og hvor stammer du fra?” spurgte Rambo og så lamslået på Helle. Han havde aldrig troet, at hun var så dygtig til at få folks opmærksomhed så hurtigt.
”Kol,” mumlede drengen næppe hørligt. ”Kol? Som en kulstift?” sagde Helle spøgefuldt, og mærkede en hånd på sin skulder. ”Helle – Det er ikke tid til den slags morsomheder. Kol kan muligvis hjælpe os. Men det kræver, at vi udviser ham lidt respekt.” Kol så rasende på Rambo. ”Jeg ønsker ikke jeres respekt. I kan gå af helvede til,” skreg han.
Helle tog sig til hovedet. ”Det her kan godt gå hen og tage lang tid”.
Hvem er denne ”Kol”? Hvorfor angreb denne dreng Bronja? Er den jyske hede virkelig så rædselsvækkende, som Helle beskriver den?
Følg med i morgen.
13. Dec. - Hjælp fra en uventet kant Afspil afsnit 13 (oplæst af Sarah)
”Hvem i alverden er nu det?” spurgte Martin træt, da Rambo og Helle vendte tilbage til lejren med Kol. ”Dette er Bronjas overfaldsmand,” erklærede Viceværten frejdigt, og så sig om efter den omtalte kvinde. ”Hvor er hun for resten?” ”Hun tog et hvil for at genvinde kræfterne,” sagde Martin og rejste sig op.
Kol var næsten et hoved højere end Martin. Afskyen var tydeligt at afspejle i hans øjne, hvilket man roligt kunne sige var gengældt. ”Hvad har han at gøre her?” spurgte Martin henvendt til Helle. ”Han kan muligvis hjælpe os væk herfra,” svarede Helle uden yderligere forklaringer. Kol så forbavset på Helle. ”Hvad fanden mener du med det?” råbte han forarget. ”Kol,” begyndte Helle kattevenligt ”du har vel ikke glemt det, som vi talte om før?” Den tiltalte så kortvarigt på Helle, før han mumlede eder og forbandelser over hende.
De hørte noget pusle bag sig. Ud af det lille telt kom Bronja. Rambo rakte hende en hånd, og hun greb den med sin raske. ”Jeg formoder, at dette er min overfaldsmand,” sagde hun, og stillede sig foran Kol – Til deres forbavselse smilede hun til ham.
Kols kinder antog en rødlig nuance, hvilket var det første tegn på lidt menneskelighed. ”Hvad end du var ude efter, fik du det ikke,” sagde Bronja og lagde sine arme over kors. ”Det, du søger, er i en persons varetægt, som dine evner ikke lever op til.”
Kol overhørte hendes sidste bemærkning og lod sine sorte øjne brænde i gennem hendes. ”Hvor end du har gemt det, kvinde, skal jeg nok få fat i det!” hvislede han forsikrende.
I selv samme øjeblik lød der et overdøvende brag i nærheden – Jorden gungrede under deres fødder, og stenene fløj til alle retninger. ”Et angreb! Vi må væk,” råbte Rambo og greb fat i Helle. ”Hvor kommer det fra?” råbte Martin, imens han holdt armene beskyttende over hovedet. Rambo så sig over hovedet. ”Fra luften – Vi kan ikke skjule os.”
Til deres rædsel snublede Helle over en knoldet trærod. ”Hjælp mig!” skreg hun og forsøgte at rejse sig op på den forvredne ankel. Kol, som var den eneste i nærheden, løftede Helle op under armene. ”Læg stille, ellers også dør du,” hvislede han og vendte sig derefter om imod de andre. ”Jeg vil hjælpe jer – Men kun denne ene gang. I skal siden da ikke tro, at jeg har valgt jeres side.” Han lukkede øjnene, og strakte hovedet. Lange sorte fjer skød frem fra huden, og kæbepartiet blev til et gult næb. Skræppende lyde flød som en melankolsk sang over dens skarpe næb.
I horisonten dukkede der 3 tilsvarende fugle op, der kort efter landede ved siden af dem. Uden tøven sprang Bronja, Rambo og Martin op på hver deres fugl. De greb fat i fuglenes fjerede hals, og inden længe var de i luften. ”Skyd dem ned! De må ikke slippe væk!” lød en myndig stemme. Skuddene føg som små partikler i den iskolde luft.
Inden længe var vore venner ude af syne – men hvor fløj de hen?
Hvad er det for nogle evner, som Kol besidder? Hvad er det for en genstand, som Bronja taler om? Kommer de nogensinde til HøjHuset i tide?
Følg med i morgen.
14. Dec. - Entre med stil Afspil afsnit 14 (oplæst af Nicklas)
Det var snart gået 2 uger siden, at Højhusets vicevært var draget ud i verdenen – På jagt efter sandheden eller hjælp til at afværge en truende fjende. Ingen havde siden hørt fra hverken hende eller Martin.
”Hvor i alverden bliver de af?” mumlede Kian, imens han så nedtrykt ud af vinduet. Han var så småt begyndt at fortryde, at han havde ladet Helle tage af sted. Hendes manglede tilstedeværelse kunne mærkes over alt - Både på brugere, ansatte og ham selv. Skønt at Helle var hans underordnede, var hun indbegrebet af Højhusets sjæl og havde været en trofast støtte for ham.
Pludselig mærkede Kian en varm hånd på sin skulder. Han så op, og Susannes brune øjne mødte hans. ”Tag det roligt, Kian. Hun skal nok komme tilbage,” sagde hun beroligende. ”Selvfølgelig – Helle er ikke typen, som giver op så let,” sagde Kian med overbevisende stemme. ” Selv om hun skulle vende tilbage, har jeg på fornemmelsen, at vort problem ikke er løst.” ”Lad tid komme råd,” sagde Susanne og skænkede en ny kop kaffe op.
”Men hvad er dog det?” udbrød hun forskrækket og bemærkede ikke, at koppen løb over. ”Der er 4 kæmpe krager på vej lige mod os og der sidder mennesker på dem..” ”Helle!” skreg Kian forventningsfuld og fløj op af kontorstolen. ”Jamen Helle og Martin var kun 2,” sagde Susanne forvirret. ”Der er 2 for meget.”
Dette nåede aldrig at komme Kian for øre, da han for længst var på vej ud af døren.
”Hvad er det for en bygning?” råbte Bronja nysgerrigt, medens hun pegede på den kæmpemæssige bygning, som ragede op over skydækket. ”Det er såmænd HøjHuset,” råbte Helle værdigt tilbage. ”Vi lander på taget – Det er sikrest.”
Desværre gik landingen ikke som forventet. Kol, som var en erfaren flyver, landede elegant på taget. Martin og Rambo kom nogle etager for langt ned. Hvad Bronja angik, var hun nær faldet af fuglen, da hun forsøgte at lande.
”Jeg lærer nok aldrig at dressere sådan en fugl,” sukkede Bronja opgivende, da de endelig var samlet. ”Nu er det heller ikke normalt at flyve ved hjælp af fugle,” kom det fra Martin og holdt et vågent øje med Kol. Han var igen i menneskeform, og havde ikke sagt et ord siden landingen. Han er ude efter Bronja. Det er sikkert og vist, tænkte Martin.
”Helle!” lød en glad stemme. Kian kom løbende hen over taget, men stoppede op, da han fik øje på forsamlingen. Synet af den hærgede Rambo og den afvisende Kol vakte ikke den største begejstring. ”Du kan roligt komme herover,” råbte Helle tilbage til Kian. ”De fleste af os, er på samme side,” tilføjede Martin syrligt og skævede til Kol.
Endelig er vore venner ankommet til HøjHuset! Hvad skal der så ske nu?
Følg med i morgen.
15. Dec. - En uventet situation Afspil afsnit 15 (oplæst af Pihe)
Helle var ved at glatte sin nystrøgede kjole, da det bankede på døren. ”Helle, er du klar?” lød det på den anden side. ”Ja, lige et øjeblik,” svarede hun og gjorde sig færdig. ”Bare kom ind,” råbte hun glad.
Ind af døren trådte Rambo, som var iført normale klæder frem for sin krigsuniform. ”Det er tid,” sagde Rambo, som den mand af få ord, han nu var. ”Det klæder dig egentlig at være i normalt tøj,” lo Helle og klappede ham på den veltrænede overarm. Rambo brummede noget uforståeligt til svar, og sammen gik de ned i møderummet.
Susanne sad og førte en livlig samtale med Martin, da Helle og Rambo gjorde sin entré. Martin hilste med et vink. 2 pladser var ledige - Kol og Bronja var endnu ikke dukket op. ”Så kan vi vist begynde,” sagde Kian højtideligt og rejste sig op. ”Helle, jeg kan ikke udtrykke med ord over hvor lettet, jeg er, over at du er tilbage. Du har gjort det flot,” indledte Kian og kneb en lille tåre af sentimentalitet. ”Du har udvist heltemod, som ikke kan sammenlignes med..” ”Slap nu af, Kian. Det rækker vist,” skyndte Helle at sige og overtog ordet.
”For mindre end 12 dage siden drog jeg med Martin til Grønland. Fuldkommen uventet blev vi overfaldet. Men af hvem dog? Hos Julemanden fandt vi Bronja, som viste at være her fra landet. Da vi næsten var i dansk farvand, blev vi igen overfaldet af ukendte gerningsmænd. For mindre end en uge siden, var jeg bange for at vi skulle ende vores dage i det uciviliserede Jylland. Her mødte vi Rambo, som siden har været os en hjælp,” sagde Helle varmt og smilede til den nikkende forsamling.
”Hvad foretog du dig egentlig derude?” fortsatte hun og så spørgende på den tavse krigsveteran. ”Lang historie,” mumlede han. ”Jeg farede vild, da jeg var på overlevelsestur. En dag opdagede jeg pludselig fodspor, som var tegn på liv. Jeg fulgte dem. Undervejs opdagede jeg, at der var noget galt. Dyrene løb for deres liv, da sorte fugle dukkede op i øst og..”
Samtidig lød der et hjerteskærende skrig, som trængte i gennem rummets lokaler. ”Hvad sker der?” sagde Kian og så helt forkert ud i hovedet. ”Det kom ud fra gangen,” mumlede Rambo og rejste sig op. Helle og Martin fulgte straks trop – de havde en ubehagelig mistanke om, hvad der var ved at ske.
”Slip mig dit vederstyggelige bæst!” lød Bronjas stemme. Aldrig havde de før hørt hende så vred – og med god grund! Kol havde trængt hende op i et hjørne. Som om det ikke var nok, havde hans benede fingre låst sig om Bronjas håndled. Der lød nogle uhyggelige knasende lyde. ”Fortæl mig hvor det er, kvinde!” hvæsede han og strammede grebet. ”Åh gud. Lad mig gå. Du brækker mit håndled!” skreg Bronja. Hendes frie hånd lagde sig ovenpå Kols, som forskrækket rev sin til sig. ”Dine små kneb vil ikke hjælpe dig,” snerrede Kol hadefuldt og gned sin ømme hånd.
”Lad hende være, Kol!” råbte Helle advarende. ”Hun har ikke det, du leder efter.” ”Du aner ikke, hvad du taler om,” svarede Kol afvisende. Han havde lagt en arm om den råbende Bronja. ”Vor veje skilles her,” sagde han og et iskoldt smil bredte sig over det unge ansigt. ”Inden længe vil I lide en grusom død. Nyd jeres ynkelige liv, så godt I kan,” sagde han. Kol lagde en hånd på den nærmeste væg, som eksploderede på stedet. En tåre trillede ned af Bronjas rosafarvede kind, da Kols skikkelse blev til en prægtig fugleham. Både han og Bronja forsvandt i det fjerne.
Hvad er det Kol taler om – En grusom død? Hvem ville kunne forårsage dette? Hvorfor får Rambo aldrig lov til at tale færdig? Er det ude med Bronja?
Følg med i morgen.
16. Dec. - ”Af sted igen!” Afspil afsnit 16 (oplæst af Pihe)
”Jeg er ligeglad med, hvad du mener, Kian!” råbte Helle og trak en slidt militærjakke over hovedet. ”Vi må redde Bronja – Uden hende er vi alle fortabte.” Hun placerede en bulet hjelm på hovedet. I døren stod Rambo og Martin, som ventede på viceværten. De var ligeledes iført samme udstyr som Helle. ”Jamen hvad så med HøjHuset og julefreden?” svarede Kian. ” Uden jer vil det se sort ud for os alle.” Helle rettede sig op, og så alvorligt på sin overordnede. ”Jeg ved, hvad du mener, Kian. Du skal ikke være urolig – Jeg tror nemlig, at den kære Kol har ført os på sporet. Lige meget hvad der sker, må du huske, at alt nok skal ordne sig.” Martin rømmede sig og gjorde kast med hovedet - Det var tid.
”Melder om anmodning til at tage af sted,” sagde Helle og så afventede på Kian. Pludselig smilede han, og klappede hende på skulderen. ”Jeg stoler på dig, Helle,” sagde han med eftertryk. ”Vor skæbne ligger nu i dine hænder.”
Da Viceværten efterfulgt af krigsveteranen og den landskendte sangstjerne forlod den høje bygning, vendte hun sig om. Den århundrede gamle bygning strålede i solens muntre stråler. Helle følte et stik af vemod under den tykke uniform. Det var måske sidste gang, at hun så den.
Bare det ikke var for sent!
Et helt andet sted
En hånd gav Bronja et brutalt stød i ryggen, og hun fald ned på det iskolde stengulv. Den fortvivlede kvinde havde straks fået bind for øjnene, da Kol endelig landede efter flere timer. ”Velkommen til,” lød en indbydende stemme. Den var blid, og kunne umuligt være andet en kvindens. Bronja spidsede ører og drejede hovedet i retning af, hvor stemmen var kommet fra.
”Jeg må sige, at I har været dygtige til at undslippe mig,” fortsatte stemmen i et anerkendende tonefald. Alligevel følte Bronja noget faretruende i disse ord. ”Nu gider jeg ikke jeres små julelege længere,” sagde den fremmede. En iskold hånd plantede sig om Bronjas strube. ”Fortæl mig hvor våbnet er!” Sandhedens gru om hvor hun befandt sig, var så småt gået op for hende.
”Jeg ved det ikke – og selvom jeg gjorde, så ville jeg i alt fald ikke fortælle dig det,” svarede hun afvisende. ”Du ved, lige så godt som jeg, at ingen andre end den udvalgte kan bruge våbnet. Dine anstrengelser har været forgæves.” Fingrene borede sig længere ind i huden, og Bronja var ved at miste bevidstheden, da grebet slappedes. ”Jamen det er jeg ked af at høre,” sagde stemmen. ”Så kan jeg ikke længere bruge dig til noget.”
I selv samme øjeblik lød der hastige fodtrin, og en dør blev åbnet. ”Lady Laura,” sagde en underdanig stemme, som Bronja genkendte med stor forbitrelse. Det var den forræder til Kol! ”Hvad er der?” svarede hun bidsk og glemte alt om sit forehavende. ”Målet rykker sig nærmere – De har angiveligt fundet vores skjulested.” ”Ja så,” sagde Laura og vendte sig om imod Bronja. ”Dine venner har åbenbart ikke opgivet at få dig tilbage i live. Det passer mig ganske udmærket.”
”Kol,” sagde hun smilende. ”Planen er ændret. Du bliver her med pigebarnet, mens jeg fortsætter som aftalt. Inden længe er HøjHuset mit! I morgen resten af verdenen.” Herefter fulgtes en manisk latter, som løb Bronja koldt ned af ryggen.
Åh nej! Laura har planer om, at overtage HøjHuset med magt. Hvad skal der nu ske, siden Helle, Rambo og Martin ikke længere er der til at forsvare det?
Følg med i morgen.
17. Dec. -
Alene med et uhyre
Afspil afsnit 17 (oplæst af Sarah)
Kort rids af situationen: Den ubarmhjertige Kol tog Bronja som sit gidsel. Dette medførte at Helle, Martin og Rambo begav sig ud på farefuld redningsaktion for derefter at håbe, at finde den livsfarlige fjende. Ganske rigtigt – Den stakkels Bronja befinder sig i fjendens varetægt, som har vist sig at være sangdivaen, Laura. Den skruppelløse kvinde har i sinde at overtage Højhuset og derefter hele verdenen!
”Hvor er det her ulækkert!” sagde Helle med stemmen fuld af afsky. Hun stod i kloakslam til livet, og holdt sit håndvåben hævet over hovedet. Viceværten kunne næsten ikke bevæge sig i den tykke substans. De var blevet enige om at gå under jorden for ikke at vække opsigt. Dette fortrød viceværten nu bitterligt. ”Ikke så meget jammer,” sagde Rambo brysk og møvede sig videre. Dette var intet i forhold til, at han havde været ude for. For at lette den tryggede stemning, begyndte han at synge ”It’s long road.”
”Vi må snart være der,” bemærkede Martin i forsøget på at skifte emne. ”Hvordan kan I for resten vide, hvor vi skal hen?” sagde Helle gnavent og fjernede noget toiletpapir fra sin jakke. ”Det kaldes mandlig intuition, kære Helle” svarede Martin.
Et andet sted..
”Hvor er her koldt!” råbte Bronja beklagende fra sit fangenskab. ”Ti stille, kvinde,” kom det surt fra Kol. Det havde ikke passet ham at skulle stå for fangens ”sikkerhed”. Stilheden sænkede sig langsomt i rummet. Bronja spekulerede på, hvordan hun skulle give sine kammerater besked om Lauras planer. Den eneste der kunne hjælpe hende, var Kol – Hvilket hun ikke regnede med, at han ville. Hun sad og vejede en tung murbrok i hånden, da hun pludselig fik en idé. ”Bare jeg dog havde fortalt Laura om HøjHusets hemmelige armé. Så slap jeg for at sidde her,” sukkede Bronja. Hun tav og hørte at Kol flyttede på sig. ”Men det er desværre for sent nu. Inden længe vil hun få sig en ordentlig forskrækkelse.” ”Hvad er det, du taler om?” sagde Kol pludseligt - ganske irriteret. Nysgerrigheden var at spore i hans stemme. ”Åh, jeg taler blot om HøjHusets hemmelige våben. Vidste du ikke, at de havde sådan en?” sagde fangen sukkersødt og viste sine hvide tænder.
Efter lidt tid spurgte han forsigtigt: ”Ved du hvor det befinder sig?” ”Ja, det gør jeg så sandt. Men hvis jeg skal vise dig det, bliver du nødt til at lukke mig ud,” sagde Bronja. ”Ellers vil det aldrig lykkedes dig at finde den på egen hånd.”
Kol overvejede forslaget og sagde så: ” Fint. Jeg lukker dig ud. Men hvis du snyder mig, bliver det værst for dig selv.” Bronja nikkede, og da Kol rejste sig op for at låse døren op, stillede hun sig op af den modsatte væg. Inden den unge dreng nåede at reagere, knaldede Bronja en murebrok ned i hovedet på ham. Han faldt om på gulvet, og Bronja satte sig overskrævs på ham. ”Fjols,” mumlede fangen, da hun fikserede ham med strips. Hun smækkede døren til det usle fængsel og så sig derefter hurtigt om. På gulvet fik Bronja øje på Kols sorte kappe, hvor han havde siddet. Den indeholdt 2 ting, som hun ikke kunne kategorisere som andet end en lygte og en smuk fjer.
Hun stoppede både ”lygten” og fjeren i lommen – Selv om hun ikke anede, hvad disse genstande skulle bruges til, havde hun på fornemmelsen, at Kol vil blive hjælpeløs.
Hvordan defineres ”mandlig intuition”? Hvad er formålet med de ting, som Bronja har fundet i Kols lomme? Hvad har hun af planer nu? Vil ”den udvalgte” nogensinde dukke op? Kan vore venner nå at finde hinanden og få sat en stopper for Laura?
Følg med i morgen.
18. Dec. - Borte Afspil afsnit 18 (oplæst af Nicklas)
”Jeg tror, at det er her,” råbte Martin og pegede op på et dæksel. De befandt sig stadigvæk i kloakken, hvor uidentificerede ting flød forbi. ”Godt. Jo før vi kommer op, des bedre,” svarede Helle og greb fat i et trin. ”Nu kommer vi, Bronja!” råbte hun og begyndte at kravle op stigen. Om sig havde hun et patronbælte med tilhørende skydevåben – Hvis det altså blev nødvendigt at tage dem i brug.
Rambo, Helle og Martin stod i en mørk gang. ”Fangehullet er her i nærheden,” sagde Martin og førte an. ”Vi skal lige ned her.” Pludselig bemærkede han, at de andre blev stående. ”Hvad?” spurgte han og så undrende på dem. ”Hvor ved du fra, hvor vi skal hen?” spurgte Rambo mistænksom. ”Du har været her før.” Den unge mand så væk, da han svarede. ”Der er noget, jeg ikke har fortalt jer. Men det kan vente.” ”Vi snakker nu!” svarede Helle bestemt. ”Spyt ud. Vi går ikke et skridt nærmere, før du har fortalt os det. Du gemmer på noget.” ”Ja, det er sandt, at jeg har været her før. Det kan kun være én person som står bag det her,” sagde Martin mørkt. ”Laura.”
”Laura fra X-factor?” sagde Helle uforstående. ”Det er da løgn. Nej, det kan ikke passe.” ”Jeg er ked af det, Helle. Det er hende. Det er sikkert og vist.” ”Men hvorfor lige hende? Hun kan da ikke være den fjende, som kan overtage hele verdenen og true julefreden?” ”Der er noget, I ikke ved om hende,” sagde Martin dystert. ”Da jeg vandt showet, drog Laura tilbage til Jylland. Hun svor, at seerne ville fortryde, at det ikke blev hende, der vant talentkonkurrencen. Jeg syntes godt om hende, men Laura isolerede sig fuldstændig. Siden gik hun under jorden. Det her sted,” fortsatte han og slog ud med armene. ”Var hvor hun øvede sig mellem opvisningerne.” ”En ren morderhule,” sagde Helle gysende og åbnede en dør. ”Bronja!” råbte hun. Men der kom intet svar.
”Hvad er det?” spurgte Rambo og pegede på noget, som lå bag tremmerne. ”Bare det ikke er..”
I fuldt fjerspring var de inde i rummet. ”Er hun i live?” spurgte Martin med tynd stemme, da han så, at Helle så forkert ud i hovedet. ”Det er ikke Bronja,” sagde hun bistert. ”Det er den forræder til Kol.” ”Hvad i alverden laver han her? Også bagbundet?” spurgte Martin undrende. Det var lige før, at han begyndte at le over at se Kol i den forfatning. ”Overfaldet,” mumlede Rambo og pegede på hans baghoved. ”Se – Størknet blod.” ”Heldig fyr,” sagde Martin sarkastisk. ”Det er sket bagfra,” konstaterede Viceværten og skubbede til Kol med foden. ”Jeg tror, at vi ikke finder nogen Bronja her. Hun er over alle bjerge.” Viceværten rejste sig op og så sig omkring. ”Men hvor er Laura så? Bygningen er helt rømmet.” ”Hun har sikkert planer for,” sagde Martin rasende. ”Hvis hun har gjort Bronja noget, tilgiver jeg ham det aldrig!”
”Hun må være her i nærheden,” sagde Rambo og smilede skævt.
Er Bronja ude af julekalenderen? Er historien ikke ved at tage lidt overhånd? Har Laura andre planer for?
Følg med i morgen.
19. Dec. - ”Tilbagetog” Afspil afsnit 19 (oplæst af Pihe)
”Vi må vende om,” sagde Viceværten. ”Bronja vil slutte sig til os senere.” ”Måske er det sikrest at blive her,” foreslog Martin og så sig om i rummet. ”Jeg vil nødigt være her, når Kol vågner. Han er sikkert ikke sjov at være i nærheden af, med den bule han har i hovedet.,” indskød Helle bestemt og skubbede lidt til den livløse skikkelse med foden. Rambo nikkede samtykkende, og derefter trak han sin kniv. ”Jeg er klar til kamp!”
”Samme vej ind – Samme vej ud,” sagde Helle lakonisk. Som rene dræbemaskiner trampede de ud af rummet og ned i det ildelugtende kloakhelvede igen. Det skulle være galt før det kunne blive godt. De var i det mindste på vej!
”Det ser ikke for godt ud,” sagde Helle med dæmpet stemme. Det var lykkedes hende at få skruet et kloakdæksel af og skubbet det forsigtigt til side, uden at nogen opdagede det. Hendes udsyn faldt på HøjHusets solide murværk. ”Der står vagter ved hovedindgangen. Laura har indtaget stedet.” ”Pokkers! – Vi står snart i lort til halsen!” råbte Martin tilbage. ”Det gør vi i forvejen,” mumlede Rambo og fremdrog sin bue. Der lå allerede en pil klar. ”Bare lad mig ordne vagterne, så vi kan komme til.” ”Måske skulle vi benytte os af en mere stille strategi,” sagde Helle eftertænksomt. ”Jeg kender en gammel smutvej op til mit kontor. Ingen andre end mig kan komme ind der. Følg mig!”
Et par timer senere stod de i Viceværtens lille kontor. Farvestrålende pynt hang ned fra loftet, hvilket betød at Rambo måtte dukke sig for ikke at rage det hele ned. Helle dækkede straks stedet til, hvor de var kommet ind, med store kræmmerhuse og hjerter, inden hun gik hen til døren.
”Så langt, så godt,” erklærede Helle tilfreds og kiggede gennem nøglehullet. Gangen var heldigvis tom, så de kunne snige sig ud. ”Er alle bevæbnede?” råbte Helle over skulderen, imens hun stod med hånden på dørhåndtaget. Rambo var allerede i færd med at spænde sin bue, imens Martin stod med en tung jernstang i hånden. ”Så er vi klar til næste fase,” sagde Helle, og med en heftig håndbevægelse ladede hun sit håndvåben.
Minuttet efter stod de ude på den tomme gang. ”Jeg går ud fra, at Laura har indtaget Kians kontor. De andre er uden tvivl blevet smidt i kælderen. Derfor deler vi os – Martin, du finder Kian og Susanne. Rambo, du følger mig noget af vejen op til Kians kontor. Jeg vil have dig til at svække fjendens styrker.”
Da Rambo og Viceværten var nået et godt stykke ned af gangen, vendte hun sig om og råbte: ”Martin, hvis vi overlever dette, lover jeg, at købe din nyeste CD.”
Hvor mange slags ”smutveje” findes der i HøjHuset? Vil det lykkedes for vore helte at redde HøjHuset og julefreden? Hvor bliver Bronja af? Var der ikke også noget med en ”udvalgt”? Hænger disse personers skæbne sammen?
Følg med i morgen.
20. Dec. - ”Jeg forlader dig ikke” Afspil afsnit 20 (oplæst af Pihe)
”Vi har ikke særlig langt igen,” sagde Rambo og kiggede om et hjørne. En gruppe skummelt udseende vagter sad og spillede kort ved et lille bord. Kortspillet bar tydeligt præg af snyderi, da adskillige vagter kom med vrede udbrud. Bag dem lå hovedtrappen, som førte op til Kians kontor. ”Pokkers! Hvordan i alverden skal vi komme forbi dem? Vi har ikke en jordisk chance mod så mange mænd,” sagde Helle og følte modet synke i livet. ”Gå et stykke væk, Helle” bad Rambo og spændte sin buestreng. ”Det bliver ikke et kønt syn.”
Hurtigt og ganske lydløst tog soldaten sigte imod en sort affaldssæk, som stod lidt fra de intetanende vagter. Der lød en hvislende lyd, og stedet, hvor sækken stod, eksploderede. ”Nu Helle!” brølede Rambo og trak en ny pil.
Vagterne råbte op og forsøgte at få et overblik over den kaotiske situation. De lagde overhovedet ikke mærke til den spinkle ”soldat”, som styrtede op af den store hovedtrappe. Hun vendte sig om, og så, Rambo fyre en salve af pile af sted. Ilden dansede lystigt om benene på vagterne, der på daværende tidspunkt havde gennemskuet indtrængerne. ”Rambo! Bag dig,” skreg Helle og han vendte sig om.
Af en uforklarlig grund var det lykkedes en af vagterne at komme om bag den høje krigsveteran. Denne nidding sprang op på Rambos ryg og forsøgte at kvæle ham med sine krogede fingre. Med en voldsom bevægelse forsøgte han at ryste sin nådesløse overfaldsmand af ved at banke ham ind mod væggen. Desværre var hans anstrengelser forgæves, da de øvrige vagter havde omringet ham.
”Åh nej. Jeg kan ikke forlade ham,” hviskede Helle, imens tårerne trillede ned af hendes kinder. ”Jeg kan ikke..” Det hele flød sammen for den stakkels vicevært.
Pludselig mærkede Helle at en tryg og varmende fornemmelse skylle i gennem hendes rystende krop. Det bredte sig helt ud i fingrespidserne og gav viceværten fornyet styrke. Hun trådte frem af sit skjul og råbte: ”I vederstyggelige niddinger! Fjern jeres ækle hænder fra ham!” Vagterne vendte sig om, og så forundret på den rasende kvinde, som stod foran dem. De blå øjne gnistrede som en flamme. ”Ser man det – En kvinde vi kan more os med,” lød det fra den største. De glemte alt om den mishandlede Rambo, der lå bagbundet på jorden. Han kunne ikke genkende kvinden, som engang havde været Helle. Der var noget forandret over hende.
Hvad er der sket med Helle? Vil hun helt alene tage kampen op imod vagterne?
Følg med i morgen.
21. Dec. - ”Reddet” Afspil afsnit 21 (oplæst af Sarah)
Vagterne så overbærende på Helle, som stod med korslagte arme. ”Sig mig – Har du fuldkommen mistet forstanden, kvinde?” spurgte en mindre vagt. Viceværten værdigede ham ikke et svar. I stedet hvilede hendes øjne på Rambo. Overnaturlige kræfter stod bag Helle. Men hvem eller hvad?
”Fjern jer,” sagde hun mørkt. ”Måske skal jeg lære dig om almen høflighed,” sagde en anden vagt og trak en skarp kniv. Med rolige skridt nærmere han sig faretruende Helle. ”Flygt Helle!” råbte Rambo – Men ak, det var for sent.
Der lød en metallisk lyd, og kniven ramte de kolde fliser. De resterende vagter så undrende fra deres kammerat til Helle, der stadigvæk var i live. ”Hun burde være død,” mumlede den ene og kunne ikke tro sine egne øjne. ”Ja,” svarede Helle tørt og smilede for første gang. ”Men det er jeg ikke.” Hun bukkede sig ned og samlede kniven op. ”Nu er det jeres tur!”
Dette fik sat gang i forsamlingen. De faldt nærmest over hinanden for at redde deres ynkelige liv. De skulle så sandelig ikke nyde noget!
Da de var ude af syne, løb viceværten over til Rambo. Helle knælede ved hans side, og med en hurtig bevægelse skar hun rebene op. ”Vi må væk,” sagde Viceværten og så sig over skulderen. ”De kommer med stor sandsynlighed tilbage.” ”Helle, hvad skete der med dig?” spurgte Rambo og tog hendes ansigt i mellem sine arrede hænder. ”Du var ikke dig selv før.” ”Jeg ved ikke, hvad der skete,” svarede Helle som sandt var. ”Kom – Vi må videre.”
Med hastige skridt løb de op af trappen, til de kom til Kians kontor. De stoppede foran den. ”Klar?” spurgte Rambo. Hans kvindelige følgesvend nikkede langsomt.
Med et kraftigt spark, slog krigsveteranen døren ind. Den splintredes i tusinde stykker og dryssede ned som julesne i lokalet. ”Hvor i alverden gemmer Laura sig? Her er jo ingen!” sagde Helle og trådte ind. ”Vent!” advarede Rambo, men det var for sent.
En vagt havde stået ubemærket i skyggerne, og var nu hoppet frem fra sit skjul. Han lagde en kniv for Helles strube og grinede ondskabsfuldt. ”Smid dit våben og forhold dig i ro, ellers er hun færdig,” sagde vagten med rusten stemme. Modstræbende gjorde Rambo, som han fik besked på. ”Nu ingen numre,” fortsatte vagten usikkert og trak Helle med sig.
Gulvbrædderne knirkede ganske svagt, men tilstrækkeligt nok til, at det kunne høres. Vagten vendte sig om, og inden han nåede at reagere, kom en tung genstand susende gennem rummet. Vagten faldt sidelæns ind i væggen, og kniven gled ud af hans hånd.
Hvor mange liv har en vicevært? Hvilke kræfter står bag hende? Får vi nogensinde et svar på det? I så fald hvem skulle fortælle os det?
Følg med i morgen.
22. Dec. - ”Fanget!” Afspil afsnit 22 (oplæst af Nicklas)
Den fremmede trådte hen ud over den bevidstløse vagt, og bukkede sig ned for at samle overfaldsvåbnet op. Hun vejede våbnet i hånden og vendte sig om imod Rambo og Helle. ”Nå, der er I. Jeg har ledt i hver en afkrog i hele kongeriget Danmark for at finde jer,” kvidrede Bronja, imens hun stak den lygtelignende genstand ind under kjolen. Denne havde engang havde været af det fineste stof, men var under flugten blevet flænset op flere steder. Syningen var også ved at gå op i kjolelivet. Det fremgik tydeligt, at Bronja havde forsøgt at rimpe det sammen med lædersnøre.
”Hvordan fandt du os?” spurgte Helle og lagde armene om den tilredte kvinde. ”Det er en længere historie - Se nu her,” sagde Bronja hemmelighedsfuldt. Hun trak triumferende en sort fjer frem. ”Det er Kols. Jeg fandt ud af, hvordan han forvandlede sig til en fugl. Ganske praktisk.” Bronja blev alvorlig og sagde så: ”Hvad er der sket med jer?”
Helle satte Bronja ind i situationen. ”Vi bliver nødt til at åbne pakken, som vi fik af Julemanden. Udvalgt eller ej! Jeg tror ikke, at vi har en jordisk mod Laura alene.”
Helle krængede sin rygsæk af og bukkede sig ned over den. Hun fremdrog den velkendte pakke, hvor en lille flis af papiret var blevet revet af. Lyset reflekterede i et stykke hvidt metal, hvor en inskription svagt kunne anes. Viceværten flåede resten af papiret af, og et smukt sværd lå i hendes hænder.
”Et sværd?” udbrød Helle kritisk og vejede det i hånden. ”Havde Jorden elementer virkelig troet, at den udvalgte vil kunne være i stand til at redde menneskeheden – og julefreden samt vort gamle HøjHus med ét sværd?”
Pludselig lød der et øredøvende hyl ude fra gangen. Det gav et sæt i den lille forsamling, og til deres lettelse opdagede de, at Martin var vendt uskadt tilbage med resten af HøjHusets ansatte. ”Hvordan er det, mit kontor ser ud?!” råbte Kian og slog hænderne for ansigtet. ”Det er ikke så slemt, som det ser ud til,” forsøgte Helle og slog ud med armene. ”Hvad er der sket?!” skreg grafikeren. Han var ude af sig selv over at se al den uorden på sit kontor. ”Ved du hvad? Vi bliver desværre nødt til at forlade jer nu. Det snævrer sammen, hvis du forstår. Bliv hvor I er!” råbte Helle over skulderen inden hun løb ud af døren. ”Helle! Jeg trækker det fra din løn!” buldrede Kians stemme efter hende.
”Hun må jo være her et sted,” sagde Martin og smed sin tunge feltjakke. ”Vi må ikke lade os narre,” mumlede Helle og kastede sit blik ind i et lokale. ”Men hvad er det dog for en lyd?” sagde Bronja og vendte sig om. ”Der kommer nogen mod os!”
Inden de andre nåede at reagere, havde hun fremdraget sin lygte, og et blåt barberblad skød ud. ”Hvem der?” råbte Bronja og hævede sit lyssværd. Til deres forbavselse dukkede en slukøret Kol op. ”Det er vist min,” sagde han og pegede på Bronjas sværd. ”Hvad vil du?” sagde Helle. Foragten var let at spore i hendes ansigt. Ubevidst lukkede næverne sig i et fastere greb om sværdet. Kol ignorerede spørgsmålet.
”Så det er altså det våben, som Laura søgte. Hun får måske sin sag for,” sagde Kol snedigt. ”Hvad vil du?” gentog Helle med afvisende mine. ”Føre jer til Laura, forbaskede kvindemenneske. Efter det Bronja gjorde mod mig, kan hun ikke længere bruge mig,” sagde Kol hadefuldt. ”Følg med.”
Den unge dreng førte førte dem ned af en stejl trappe, som Helle ikke havde brugt så meget før. Hvis Viceværten kunne, undgik hun helst de gamle kældre. Der gik gamle historier om at unge piger forsvandt nede i mørkets dyb. ”Her,” sagde Kol og stoppede ved et gammelt kælderrum. ”Kig jer lidt omkring, så finder I hende.” En uhyggelig latter fyldtes rummet og den smuldrende dør blev smækket. ”Perfekt. Nu sidder vi i saksen,” sagde Martin surt. ”Sagt uden omsvøb,” tilføjede Helle.
Helles gruppe blev klar over, at de var overladt til sig selv. Den udvalgte dukkede aldrig op. Har Jordens elementer svigtet vore helte? Er det ude med os alle?
Følg med i morgen.
23. Dec. - ”Den udvalgte” Afspil afsnit 23 (oplæst af Pihe)
Døren bag dem gik op, og Bronja udstødte et gisp. En mørkhåret kvinde trådte ind i rummet. Bag hende stod Kol, som smilede triumferende til dem. ”Jamen ser man det. Vi har fået gæster,” sagde Laura smilende. Hendes blik gled over Helles gruppe, og øjnene fæstnede sig ved sværdet. ”Du må være Helle. Jeg har søgt dig længe. Ja, siden du var spæd faktisk,” sagde Laura og rakte en hånd. ”Du har vist noget, som tilhører mig.” ”Det er der vist delte meninger om,” sagde Helle afvisende. Laura betragtede hende kortvarigt, hvor efter hun brød ud i latter. ”Man må sige, at du har humor, ” sagde hun anerkendende. ”Vi kan også slå en handel af. Giv mig våbnet, og I får lov til at forlade dette sted i live. Danmarks populære og forkælede Martin skulle jo nødig komme til skade.” sagde hun, med slet skjult misundelse ”Ikke interesseret,” sagde Viceværten og kneb øjnene sammen. Hun kunne fornemme, at de ikke var alene i rummet.
Helle vinkede Rambo nærmere og hviskede ham sagte i øret. Han nikkede langsomt og stillede sig bagerst i gruppen.
”Kol! Kom her!” råbte Laura vredt. Hun pegede på Bronja. ”Mishandl hende så godt du kan. Det kan være, at det får munden på gled.”
”Aldrig i livet!” skreg Helle højt og hævede sværdet. Den halvmørke kælder blev oplyst i et blændende lys.
Da mørket atter vendte tilbage, stod kun Viceværten og Laura tilbage. ”Hvad skete der? Hvor er de andre?” spurgte Laura arrigt. Helle smilede blot og svarede: ”Inden længe vil Rambo og Martin bombe kældrene. Du er færdig, Laura – både i TV og her. Overgiv dig, mens tid er.” ”Du må da være idiot!” hylede sang-divaen og vendte sig om. ”Jeg finder mig ikke i det! Kol! Hvor er du? Vi har en kamp at vinde over disse tåber.”
Laura trak et sværd op af en skede, som hang i et bælte under hendes jakke. Metallet var sort som den dybeste nat og længere end et almindeligt sværd. ”Bered dig på at dø!” skreg hun og løb over mod Helle, som stod parat. En fornemmelse af ikke at være alene beroligede Viceværtens sind.
Helle parerede Lauras klinge, som huggede til som en hidsig slange. ”Du er færdig, Helle. Inden længe er du blot fortid, og i første omgang bliver HøjHuset mit! Folk vil fortryde, at de gik imod mig dengang – Især Martin,” hvislede Laura og svingede sit sværd. ”Du har tydeligvis ikke forstået noget af det,” sagde Helle og undveg hugget. ”Ti stille,” svarede Laura og trængte Viceværten op i et hjørne. ”Når jeg er færdig med dig, slår jeg 2 fluer med ét smæk og gør det både af med den mide til Martin og Rambo.” Sangdivaens klinge strejfede Helles kind, som ramte det kolde stengulv.
Viceværten lukkede øjne og hviskede i en messende tone: ”Fædre og mødre til denne Jord – Jeg beder inderligt om jeres hjælp! Red Bronja. Hun må ikke dø!”
Stilheden lagde sig tungt i den ældgamle kælder. I det fjerne hørtes en sagte summen, som kom nærmere. Den slog imod murerne, som begyndte at smuldre. ”Hvad sker der?” skreg Laura, som var blevet hvid i hovedet. ”Blot dit værste mareridt, kære Laura,” svarede Helle roligt.
En lille gnist dalede ned i gennem det halvmørke rum, som kort efter stod i omspændt af høje, slikkende flammer. Viceværten fandt Bronja, og de styrtede ud af rummet. ”Det brænder jo,” gispede Bronja mens hun hostede og holdt sig for munden. ”Jo mere, des bedre,” mumlede Helle og fortsatte ned af en lang korridor. ”Op her, ven,” navigerede Viceværten, som genkendte gangene bedre end nogen anden. ”Hvad sker der?” råbte Bronja tilbage, imens de løb op af en stejl trappe. ”Vi skal væk fra kældrene! Rambo havde sprængstoffer tilbage. Vores eneste mulighed for at slippe ud af alt det her, er at bombe kæld..”
Viceværten nåede ikke at fuldføre sætningen, da der efterfølgende lød et kæmpe brag.
Brugere udstødte høje skrig, da en lem i gulvet pludselig blev smækket op i Reaktor. Op kravlede 2 tilredte mænd – Den ene var den garvede krigsveteran Rambo og den anden popidolet Martin. Brugerne blev meget nysgerrige og stillede tusindvis af spørgsmål til de 2 som pludselig var brugernes helte? Kian, som havde set optrinnet, løb dem i møde. ” Vi hørte en eksplosion - Hvad er der sket? Skal vi evakuere området?” spurgte han nervøst. ”og hvor er Helle og Bronja?” ”De er stadig dernede,” mumlede Rambo og pegede på lemmen, imens han så væk. ”Det var på Helles ordre, at kældrene skulle bombes.” ”Åh nej,” sagde Kian grådkvalt og slog hænderne for øjnene.
Den udvalgte blev endelig fundet! Men spiller det en rolle, hvis det er ude med Viceværten og Bronja? Hvad skete der egentlig med Laura og Kol? Vil det hele endelig lykkeligt?
Følg med i morgen.
”Hvor der findes lykkelige slutninger”
Det gamle HøjHus var blevet reddet fra undergang! Brugerne kunne ånde lettet op og tage fat i de sidste forberedelser inden den store aften. Men noget var forkert ved det hele: Nogle personer manglede, inden der kunne blive tale om en lykkelig slutning og en glædelig jul.
”Hvordan kunne det ende så tragisk?” sagde Martin bedrøvet og betragtede nogle brugere pynte forhallen med farvestrålende pynt. Hele HøjHuset duftede af julebagværk. ”Helle vidste, hvad hun gjorde,” svarede Rambo. ”At Bronja røg med, var ikke hendes mening. Det skete bare.”
En lille pigebruger kom kvidrende forbi og bød dem alskens dekorative julekager. Hun nynnede på en julemelodi og forsøgte at få lidt monz ud af dem. Julestemningen forsvandt da hun var gået videre. Lidt efter kom Susanne gående over til dem. ”HøjHusets befolkning ønsker at holde en fest i aften for heltene, som reddede os alle,” sagde hun højtideligt og mut. ”Højhuset vil aldrig blive det samme uden Helle. Hun fik ikke engang betalt juletræsspejderne for deres arbejde, sukkede hun. Og jeg lærte aldrig rigtig Bronja at kende” klagede hun videre.
I selv samme øjeblik lød der et hult drøn under gulvet. ”Hvad I alverden?” udbrød Martin og hoppede til side. Der lød stemmer fra gulvet under dem! ”Bronja, jeg tror, at det er her,” lød Viceværtens velkendte stemme. Gulvet sprækkede, men ikke nok til at de kunne komme op.
”Få straks fat i noget værktøj, folkens!” råbte Susanne med sin skingre stemme.
Der blev en vild opstandelse. Brugerne hjalp til, det bedste de kunne og løb skiftevis frem og tilbage, så hullet blev gjort større. De kunne skimte konturerne af nogle skikkelser – Men det var alt. ”De lever!” stønnede Martin glad, mens han gjorde sit bedste for at få hullet udvidet nok. Skønt Rambo ikke sagde noget, var det også tydeligt, at han var lettet.
En spinkel hånd blev rakt op mellem brokkerne, og Bronja blev trukket op. Hendes kønne ansigt var snavset, og kjolen (hvis man snart kunne kalde den det?) var blodplettet og gået endnu mere i stykker. Hendes gamle sår var sprunget op under sammenstyrtningen. Martin slog armene om hende i et varmt langt knus, som straks blev gengældt.
Den næste som blev hjulpet op af hullet var Laura og derefter Kol. Der gik et gys gennem forsamlingen. ”Bare rolig – De gør ikke noget. Det har de ikke råd til,” smilede Bronja tappert. Hendes øjne var røde af træthed.
”Jeg mangler lidt hjælp hernede!” lød det nede fra hullet. Rambo var der straks, og stærk som han var, trak han Helle op. ”Du skulle se dig selv,” sagde han blidt og lod sin pegefinger glide hen over hendes tilsodede kind. ”Gerne for dig,” sagde Viceværten med hendes sædvanlige lattermilde stemme, der var åbenbart intet som kunne ødelægge det dejlige humør hun er i besiddelse af.
Helle blev bedt om at genfortælle, hvad der skete, da kældrene styrtede sammen. ”Bronja og jeg fandt et hulrum, hvor vi gemte os. Jeg kunne ikke nænne at efterlade de 2 syndere dernede,” svarede hun og pegede på Laura og Kol. ”Havde du bare gjort det,” kom det besk fra Kol. Kian havde fået besked via Højhusets avis, at Viceværten var kommet tilbage. Han spurgte skeptisk: ”Hvad skal vi stille op med dem.
”Det kan være, at jeg har en løsning på problemet,” lød en brummende stemme. Bag dem stod ingen ringere end Julemanden! Der gik et sus igennem forsamlingen og alle Højhusets brugere var nu samlet om optrinnet. ”Lad dem komme med mig. Jeg kan altid bruge nogle hjælpere til at muge ud ved rensdyrene,” sagde han og lo så højt, at hans mave gyngede. Han vendte sig om mod Helle, der stadigvæk stod sammen med Rambo. ” Ho, ho, ho. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke min glæde, Helle. Du klarede det fantastisk flot! Din opgave er fuldført og din indsats er et juleønske værd. Det er det mindste, jeg kan gøre – Sig frem, min pige. Hvad ønsker du dig?” ”Jeg har vist alt, hvad man kunne ønske mig,” svarede viceværten og smilede til Rambo. ”Jeg ønsker derfor, at alle i Højhuset vil få en rigtig glædelig jul. Julemandens latter lød igen og Højhusets brugere jublede. Julemanden sørgede for den ægte fortryllende julestemning. Det blev en jul som de aldrig vil glemme. Julefreden havde endelig sænket sig over det gamle HøjHus.
Viceværten nød julefreden, men brød pludselig op og sagde: ”nu må I alle sammen have mig undskyldt. Jeg mangler vist at få fejet sne væk” Med disse ord gik hun ud efter sin kost. Hendes lette gang vidnede om at en tung byrde, var blevet fjernet fra hendes skuldre.
